Den tilfældige velfærdsstat, Schlüter byggede

Mange af de normer og institutioner, der får velfærdsstaten til at hænge sammen, er skabt i Schlüters første tre-fire år som statsminister – ofte fordi det var det eneste, der var politisk muligt i situationen. Forfatterne til en ny bog om perioden kan, bl.a. på basis af fortrolige mødereferater, fortælle, hvordan det foregik i maskinrummet, skriver Sten Thorup Kristensen i denne anmeldelse af bogen ”Poul Schlüters tid. 1982-1993”

Da firkløverregeringen trådte til i september 1982, var en af dens første embedshandlinger at proklamere, at kronen ligger fast. Det har den så gjort siden. Det er blevet et dogme i dansk politik. Mindre kendt er det, at også mange andre normer i økonomi og politik, der holder den dag i dag, blev skabt i Schlüters tid.

Dette i en grad, så det er en sandhed med stærke modifikationer, at velfærdsstaten i den form, vi har den, er en socialdemokratisk idé. Den meget store stat opstod ved en tilfældighed i 60’erne, fordi man ikke havde styr på udgifterne. I 70’erne, da det ikke længere var muligt bare at hæve skatterne, førte det til økonomisk og politisk kaos. Det blev den borgerlige regering i 80’erne, der opfandt den nye samfundsforms nødvendige institutioner.

ØKONOMI I LASER

Schlüter-regeringerne er beskrevet i det nyeste og netop udkomne bind af den PFA-støttede serie ”De danske ministerier”. Hvis man generelt husker 80’erne som en god tid for Danmark, er det fordi man er ved at blive gammel. I begyndelsen af årtiet hang dansk økonomi i laser i en grad, så udenlandske medier spekulerede i, hvornår statsbankerotten mon ville indtræde – lidt som vi skriver om Italien i dag. Krisen indebar også tårnhøj arbejdsløshed, som igen førte voldsomme politiske gnidninger med sig. I 1983 strejkede havnearbejderne, og det kom til voldelige hændelser, som kunne have været endnu værre – ved en lejlighed var strejkevagterne bevæbnet med saltsyre til at kaste i hovedet på politibetjentene.

Den nye regering tog, som Schlüter selv udtrykte det, fat om nældens rod. Især i regeringens første år skete meget. Det var her, Finansministeriet fik den rolle som over-ministerium, som det stadig har. Det var også her, man første gang brugte den benhårde styring af kommunerne, der hen advejen i praksis har afskaffet det kommunale selvstyre.

Blandt de første besparelser var beskæringer af dagpenge og kontanthjælp, hvilket stadig er et fast element i økonomiske reformer. I de følgende år kom de store lov-ændringer og reformer. Vigtigst var det, at arbejdsmarkedspensionerne blev indstiftet, men også den første lovgivning om erhvervsdrivende fonde kom til, det samme gjorde rammestyring og ”fedterøvstillæg” i det offentlige. Blindtesten for Schlüter-regeringernes dygtighed er de områder, hvor regeringen meldte pas. Det gælder især udlændingepolitikken, som det alternative flertal fik lov at diktere, og som der aldrig er faldet ro over. I den sidste tid, hvor Schlüter havde mistet sin magi, missede han også en chance for at gennemføre en stor skattelettelse. Det ønskede ellers begge sider af Folketinget af et ærligt hjerte i 1989. Det er mærkeligt at tænke på, når man ved, hvordan skattelettelser bliver anskuet i nutidens politik.

KUNNE VÆRE ANDERLEDES

Men det forjættende ved bogen – og det, som gør den særdeles relevant for nutidens politikere, økonomer og administratorer – er, at mange af de dogmer og systemer, der blev skabt under Schlüter-regeringerne, opstod mere eller mindre tilfældigt. Forfatterne kan dokumentere det, fordi de har haft adgang til referater af alskens hemmelige møder i regeringen og Folketinget.

Specielt den første firkløverregering havde noget nær det svagest tænkelige parlamentariske grundlag, og den måtte navigere efter, hvad der overhovedet var muligt, og så ellers prøve at mase det igennem med list, trusler og bluf. Det betyder også, at mange af de normer og institutioner ikke findes, fordi de nødvendigvis skal være der, men fordi de var politisk opportune i situationen for en regering, der sad for 30 år siden.

Den nævnte fondslovgivning kom f.eks. som led i armlægningen med fagbevægelsen – regeringen ville stække dens forhandlingsmuligheder ved at gøre det synligt, hvor meget der var i dens strejkekasser. Også fastkurspolitikken er et eksempel. I dag kunne man godt lade kronen flyde, ligesom de gør det i Sverige og Norge.

Niels Wium Olesen m.fl.: Poul Schlüters tid. 1982-1993. Gyldendal.