Dokumentation: Staten har sendt alle kryolitpengene tilbage til Grønland, viser opgørelse til Folketinget  

Siden starten af 2. verdenskrig, hvor den grønlandske kryolit for alvor blev værdifuld, har den danske stat kun ét enkelt år haft ”overskud” i regnestykket, hvor indtægter fra kryolitten har været større end udgifter til ydelser til Grønland. Det viser en betænkning fra Folketingets Finansudvalg, afgivet den 10. oktober 1985 i forbindelse med statens aktiesalg af sin ejerandel i Kryolitselskabet Øresund, skriver chefredaktør Morten W. Langer efter en granskning af tal fra staten og Danmarks Statistik.

I det sidste år, 1984, med statsligt medejerskab af kryolitselskabet var regnestykket, at staten havde indtægter på 39 mio. kr. fra aktieudbytte og selskabsskat fra Kryolitselskabet. Men statens bidrag til Grønland var sammen år på 2563 mio. kr. Altså mere end 60 gange mere.

Indtægterne fra kryolitten i Grønland tog for alvor fart under 2. verdenskrig, hvor den blev anvendt til at fremstille den vigtige aluminium til fly i USA, som var Grønlands beskytter under krigen. Kryolit-pengene fra USA blev sendt tilbage til Grønland – i stedet for statens bloktilskud, da der ikke kom penge fra det tyskbesatte Danmark.

Efter krigen, fra 1945, kom der for alvor gang i kryolitbrydningen. I 1946 var overskuddet i det dansk-ejede selskab 16 mio. kr., hvoraf 6,6 mio. kr. tilfaldt staten som selskabsskat, og staten fik andre 4,6 mio. kr. i aktieudbytte. Staten var nemlig som storaktionær med halvdelen af aktiekapitalen og ifølge koncessionen var staten berettiget til 61 procent af de udbetalte udbytter. De private ejere med en ejerandel på de øvrige 39 procent fik dette år altså to mio. kr. i udbytte.

Betænkningen fra Folketingets Finansudvalg er interessant læsning, i forhold til den dokumentar, som DR sendte for nylig, og hvor hovedbudskabet var at Danmark havde udnyttet det ”hvide guld” i Grønland. Faktum er, at det er lodret forkert:

Dokumentaren tager afsæt i kryolitselskabets omsætning, hvilket mildest talt er misvisende: Minedrift er en særdeles kostbar forretning, ikke mindst i øde egne som på Grønland, hvor der er en stor del af året en et ugunstigt klima, store logistikudfordringer med transport af maskiner den ene vej, og kryolit den anden vej, med efterfølgende bearbejdning, lagring, videresalg, ny transport og administration.

Tallene fra Folketingets Finansudvalg indikerer da også, at de årlige overskud fra kryolitten steg markant langsommere end statens ydelser til Grønland, allerede fra de første år efter krigen.

Som det fremgår af denne tabel (nedenfor), var statens ydelser til Grønland steget til 59 mio. kr. i 1953, og statens indtægter var fra Kryolit-forretningen var steget til 19 mio. kr. Altså fik staten ”dækket” ca. en tredjedel af ydelserne til Grønland fra denne mineaktivitet.

Efter en god periode for Kryolitselskabet i efterkrigsårene, gik det igen ned ad bakke gennem det meste af tresserne. I 1972 var statens ydelser til Grønland steget til 779 mio. kr. mens statens indtægter fra minedriften var øget til 17,2 mio. kr. Kryolitselskabets overskud før skat var 26,6 mio. kr. og der blev udbetalt 12 mio. kr. i udbytte, heraf syv mio. kr. til staten.

Men hvad var værdien af kryolitten egentlig: Af Danmarks Statistiks opgørelse over ”udførsel af varer fra Grønland” for 1959 fremgår det, at der blev transporteret kryolit ud af Grønland for en værdi på 18,7 mio. kr. i 1959 og 17,2 mio. kr. året før.

Det var også de indtægter, som umiddelbart tilfaldt ejerne af selve minen, altså minus omkostninger til minedrift og transport. Det ville være det den avance, som ville være tilfaldet grønlandske ejere, hvis minen havde haft lokale ejere.

Når DR er kommet frem til en astronomisk beløb på 400 mia. kr., er det dels fordi kryolit-værdierne er omregnet til 2025 kroner, og dels fordi man har medtaget omkostninger og værdiskabelse i hele værdikæden, herunder transport ud af Grønland til København, bearbejdning, oplagring, pakning og videretransport ud i verden.

Der er ingen tvivl om, at kryolitselskabet har været en fremragende forretning for ejerne. Men denne værdiskabelse er sket uden for Grønland, og hvis den ikke var skabt hos danske virksomheder, var den skabt hos andre udenlandske selskaber.  For der har ikke på Grønland været de nødvendige kompetencer og den investeringskapital, som skulle til for at udvinde kryolitten.

Hvis hysteriet omkring de 400 mia.kr. skulle give mening, ville det også være oplagt at beklage over, at grønlænderne heller ikke selv fik lov til at beholde den værditilvækst, som den udvundne blymalm og zinkmalm også gav anledning til.

Omkring 1960 var værdien af udvinding af de to typer malm omkring halvdelen af værdien af den udvundne kryolit. Men al malmen blev sendt til Belgien, Luxembourg og Tyskland – og altså ikke til Danmark. Og så har køberne af malmen i Belgien, Luxembourg og Tyskland vel hugget værdierne fra grønlænderne.

Et sted, hvor den danske stat, godt kunne have kommet grønlænderne, i møde, var da staten solgte sin aktiepost i Kryolitselskabet for 730 mio. kr. i 1985.  Hjemmestyret fik 50 mio. kr. af pengene – for som  det beskrives af Finansudvalget: … det forekommer derfor nærliggende, at Grønland tilgodeses med en mindre del af provenuet for at markere afslutningen på kryolitproduktionen i Grønland:” Og Hjemmestyret brokkede sig også over, at de ikke fik mere – blandt andet til udbygning af den grønlandske energiforsyning.

Men statens betaling til Grønland var dog allerede over 2,5 mia. kr. det år.