Tomme lagerejendomme har i årevis været et problem i det sydlige og vestlige København. Men netop dette ejendomssegment har fået en overraskende opblomstring de seneste år. Ikke mindst stigende nethandel med massevis af nye e-handelsforretninger med behov for lagerfaciliteter har skubbet på udviklingen.
Ledigheden, eller det, der i fagsproget kaldes tomgang, i lager- og produktionsejendomme i Københavns omegn er styrtdykket de seneste år. Lagerejendomme, der for få år siden så udsigtsløse ud, er nu igen er kommet i brug. Den voldsomme udvikling betyder, at ledigheden for denne type ejendomme i Københavns omegn er halveret, fra 6,3 procent af det samlede areal primo januar 2016 til 3,1 procent ved den seneste måling i første kvartal 2019. Udviklingen fremgår af den seneste markedsrapport fra Ejendomstorvet, det tidligere oline.dk
Partner Peter Winther fra ejendomsrådgiveren Colliers International vurderede for bare få år siden, at en række lagerog logistikejendomme på Københavns vestegn nok var blevet for utidssvarende, og dermed næppe kunne komme i spil igen. ”Men situationen er, at efterspørgslen er utroligt god. Vi ser nu, at også funktionelt forældede ejendomme igen bliver udlejet,” siger Peter Winther til Økonomisk Ugebrev.
TAGER, HVAD DER ER
Han peger på, at selvom en række af ejendommene muligvis ikke er indrettet optimalt, så betyder efterspørgslen, at lejerne tager det, der er til rådighed. ”Det tyder på, at disse ejendomme tager endnu en konjunkturcyklus. Senere må det så vise sig, om de også herefter kan tage en mere,” siger han.
Hos lejerne er der ikke mindst fokus på ”last mile logistic”, der betyder, at lagerejendomme tæt på København er efterspurgte på grund af øget e-handel. For e-handelsforretningerne er det afgørende med lager og distributionsmuligheder ganske tæt hovedstaden og større provinsbyer, blandt andet fordi der konkurreres om hurtig levering til kunderne.
I hovedstadsområdet har udviklingen altså så godt som drænet markedet for ledige ejendomme. Eksempelvis distributionsvirksomheden DHL er ved at opføre en ny terminal i Fredericia, hvor der skal kunne håndteres 6000 pakker i timen. DHL offentliggjorde dette forår et studie, der netop handler om ”the last mile of delivery.” Konklusionen er, at det er afgørende for overlevelse, at virksomhederne fokuserer på netop denne nærhed til kunderne i deres logistikplanlægning.
Konkret peger studiet på hovedtendenser i ”last mile transportation” hvor følgende elementer fremhæves: ”localized delivery, flexi-delivery networks, seasonal logistics and evolving technologies.” Peter Winther vurderer, at der i konkurrencen mellem e-handelsaktørerne måske kan være tale om hamstring af kvadratmeter for at sikre sig lidt længere frem. Det risikerer så på den anden side at føre til, at der senere vil være tabere i denne konkurrence, som så står med lokaler, de ikke har brug for.
STIGENDE LEDIGHED FOR DETAILLOKALER
Mens den ene side af den stigende e-handel netop er øget behov for lager- og distributionsarealer, er en anden konsekvens et faldende behov for lokaler til detailhandel. Denne udvikling underbygges også i den seneste statistik fra Ejendomstorvet: Både når det gælder landstal og tal på regionsniveau har der de seneste par år været stigende ledighed i fysiske butikslokaler.
Det er til trods for, at der har været et forholdsvis langvarigt opsving og markant stigende beskæftigelse. For hele landet betyder det samlet, at ledigheden for detaillokaler det seneste år er steget fra 5,4 procent til 6,4 procent. Vest- og Sydsjælland er hårdest ramt med en stigning fra 4,7 procent til 6,9 procent det seneste år. Også København by har det seneste år oplevet stigende tomgang for detaillokaler, men dog ikke så voldsomt, nemlig fra 3,6 procent til 3,9 procent.
Ejlif Thomsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her