Kort rente: Både Handelsbanken og Nordea vurderer, at ECB på det kommende rentemøde vil undlade justeringer af deres guidance. Dermed er det formentlig først til juni, at der kommer nye toner.
Det er ikke bare renteændringer og ændringer i opkøbsomfanget, der bliver spejdet efter, når ECB i den kommende uge holder rentemøde. Bare den mindste justering i den retorik, der følger med rentemødet vil kunne påvirke. Og her vurderer både Handelsbanken og Nordea, at det ikke bliver i denne omgang der kommer nye toner.
Handelsbanken peger på, at selvom vi har haft en periode med en række positive overraskelser på nøgletalsfronten, så har det ikke været tilfældet i februar. Forklaringen kan, ifølge Handelsbanken, til dels være den børsuro, der har været den seneste måned. Et andet element, der spiller ind er den styrkelse af EUR, der har været i forhold til USD. Den vil i sig selv trække i retning af mindre behov for at stramme pengepolitikken. Nordea peger på, at den forløbne uges lavere inflationstal også er en faktor, der trækker i retning af dueagtige kommentar på det kommende ECB-møde.
Chefstrateg Jan von Gerich fra Nordea fremhæver, at netop usikkerheden om inflationsforventningerne sandsynligvis vil udskyde ECB-beslutninger. Han peger også på, at der endda er mulighed for at centralbankchef Draghi vil forsøge at nedtone kommende ændringer. Derfor er der udsigt til, at de kommende opstramninger, der trods alt forventes, vil komme i meget langsomt tempo og som små skridt. Hvis ECB mod forventning ændrer deres guidance allerede på det kommende mødet, så vurderer Jan von Gerich, at der først og fremmest kan forventes en ændring af sætningen ”Vi er klar til at forøge opkøbsprogrammet i både størrelse og løbetid”. Derimod anser han det for usandsynligt, at der vil blive ændret i formuleringen om at fastholde renten i en forlænget periode og et godt stykke tid efter at opkøbsprogrammet er udfaset. Handelsbanken venter den første renteforhøjelse fra ECB om et års tid.