Mandag skulle Mette Frederiksen i et samråd forklare, hvilke myndigheder det lige var, der – som hun havde fortalt på et pressemøde – havde rådet regeringen til en drastisk nedlukning af Danmark. Men allerede inden samrådet gik i gang, havde Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut meldt sig frivilligt. I et interview i Politiken samme dag fortalte han, at han var ”begejstret” over regerings overvejelser om en lockdown, og at han, uden om sædvanlige kommandoveje, havde ”nikket” til dem. Det harmonerede ganske vist ikke helt godt med, hvad Mølbak ellers har sagt under coronakrisen, og der gik da også kun få timer, før Berlingske kunne dokumentere, at han blot et par dage før lockdownen anbefalede noget langt mere moderat.
Den slags er jo underholdende. Men nogen egentlig relevans har det ikke uden for medieboblen. Jyllands-Posten kunne allerede i slutningen af marts, på baggrund af et lækket dokument fra regeringens sikkerhedsudvalg, berette, at regeringen fra starten havde taget styringen, i vidt omfang i modsætning til myndigheder, der ikke så på situationen med samme alvor. Man behøver ikke foretage noget dybt studie af folkestemningen eller meningsmålinger for at konstatere, at danskerne for længst har indset, hvordan det er foregået, og at de fleste er glade for, at regeringen negligerede rådgivningen og tog hårdere fat. Med god grund for så vidt, at det lykkedes at få styr på smittespredningen. Derfor kunne statsministeren på samrådet trygt affærdige hele balladen. Hele sagen er en pseudo-historie, som er baseret på, at de medier, der fremfører den, lader som om, de ikke udmærket ved, hvordan samspillet mellem regering og centraladministration er i Danmark: Embedsmændene støtter altid regeringen i den udvidede forstand, at de ikke fremkommer med udsagn, eller bare konkrete fakta, som kan stille den siddende regering i forlegenhed. Eventuelle indvendinger forbliver bag lukkede døre.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det forholder sig så-dan, kan man grave i erindringen efter det sidste tilfælde, hvor en embedsmand direkte eller indirekte modsiger en minister. Man kommer til at grave meget dybt, og i hvert fald til før stramningen af offentlighedsloven i 2013. Pointen med den var netop, at offentligheden ikke skulle høre embedsværkets advarsler og bekymringer.
At regeringerne i den grad ejer embedsværket er på mange måder noget skidt. Det ville være et stort demokratisk plus, hvis de kompetente embedsmænd også kunne informere befolkningen. Men det må vi altså leve uden, og det ville klæde medierne ikke at foregive uvidenhed om det. Faktisk peger pilen tilbage mod os selv og vores anvendelse af eksperter. En af de mest anvendte formuleringer i overskrifter i danske medier er ”Ekspert: …”. Sjældent tager man højde for, hvilke interesser den pågældende ekspert udtaler sig på baggrund af. Det giver nemme og skarpt vinklede historier – men også historier, der mange gange er vinde og skæve. I dækningen af, hvad der sker på Christiansborg, er et hyppigt problem, at eksperten aldrig ville udtale sig imod den siddende regering. På den måde bliver medierne villige bannerførere for samme regerings politik.
AVIS-ØKONOMER MED POWER
Måske har mundkurven til embedsværket også noget at gøre med en særlig dansk konfliktskyhed. Danmark er hyggens hjemland, og vi kan ikke lide uenigheder. I den økonomiske debat er det f.eks. påfaldende, at man har nedsat et organ – vismændene – der med faste mellemrum og betydelig højtidelighed i meget diplomatiske vendinger bekendtgør, hvad de mener, regeringen eventuelt kunne gøre anderledes.
Men når topøkonomerne således bliver pålagt (eller vælger at acceptere) pænhedens bånd, er det godt, at medierne engang imellem kan træde i karakter. I den forgangne uge fik både Børsen og Berlingske valuta for at have ansat egne økonomer. I hver sin avis advarede henholdsvis Steen Bocian og Ulrik Bie i klare ord mod de mere og mere vidtløftige forslag til ekspansiv finanspolitik.
Den ekspansive finanspolitik ser ud til at komme alligevel (selv om vismændene er kommet på banen .) Men lige nu ser det ud til, at økonomien af sig selv gearer op igen, og at det kribler i fingrene på virksomheder og forbrugere for at komme tilbage. F.eks. kan Børsen berette, at salget af lystbåde boomer. CBS-data fra erhvervslivets underskov viser også, at hovedparten af erhvervslivet ser rimeligt lyst på 2021. Økonomisk set er det en meget spændende fase, hvor flere brancher og markeder skal møbleres om. Når aktørerne viser alle tegn på, at de selv tager fat på opgaven, kan det nemt blive skadeligt med finanspolitiske instrumenter, der skævvrider incitamenter og får tilpasningen til virkeligheden efter corona til at trække ud.
