Englands Brexit-mareridt tæt på en norsk løsning

Theresa Mays nye Brexit-aftale med resten af EU ser ikke umiddelbart ud til at have mange chancer i Underhuset den 11. december. Aftalen ligner da også en meget snørklet omvej til en situation, som vil minde meget om Norges nuværende satellit-tilknytning til EU. Dens politiske fremtid er næppe så dyster som mange tror, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Brexit-aftalens eneste vigtige element er den juridisk bindende skilsmisse omhandlende alt fra EU-borgeres rettigheder over pengespørgsmål til den nordirske grænse, mens den medfølgende politiske hensigtserklæring om EU og Storbritanniens langsigtede forhold reelt er ligegyldig og udelukkende skal ses som redskab til at få flere britiske parlamentsmedlemmer til at støtte aftalen.

Det mest kontroversielle spørgsmål har været, hvordan man skulle sikre, at den nordirske grænse forbliver helt åben og uden grænseinfrastruktur efter Brexit. Her har Theresa May valgt at udskyde den endelige beslutning om hvilken version af Brexit, Storbritannien ønsker, men samtidig accepteret en proces, som reelt kun kan ende i en ”norsk løsning” med Storbritannien som de facto ruletaker og underlagt store dele af EU’s eksisterende regelapparat, uden direkte indflydelse på dets udformning.

TRE MODELLER

Brexit-aftalen kræver, at EU og Storbritannien allerede i midten af 2020, altså kun lidt over et år efter Brexit i slutningen af marts 2019, vælger mellem tre forskellige løsningsmodeller for det nordirske spørgsmål:

Model 1 tilsiger at en bred og dyb økonomisk samarbejdsaftale mellem EU og Storbritannien, vil sikre en åben nordirsk grænse. Den eneste samarbejdsaftale, som vil kunne klare det, og som realistisk vil kunne færdigforhandles på lidt over et år, er imidlertid en ”norsk løsning”, hvor Storbritannien forbliver i EU’s indre marked og (i modsætning til Norge) toldunionen. Det vil være helt urealistisk at tro, at andre typer aftaler kan forhandles på så kort tid, ligesom løsere Canada-agtige frihandelsaftaler ikke vil kunne løse det nordirske problem. De magiske ”teknologiske løsninger” og en unilateral nul-tarif-politik som mange Brexiteers har foreslået til at løse det nordirske grænseproblem i en løsere handelsaftale, er ikke troværdige.

Model 2 betyder i al sin enkelthed at man udskyder beslutningen endnu længere ved at forlænge overgangsperioden – der jo som bekendt reelt er en tidsbegrænset norsk løsning – til efter 2020.

Model 3 er den omdiskuterede backstop, som vil gælde, indtil andre løsninger på det nordirske grænse problem er fundet. Her forbliver hele Storbritannien i EU’s toldunion (hvorved egne nye frihandelsaftaler ikke er reelt mulige), mens Nordirland også forbliver i store dele af EU’s indre marked, hvilket indebærer en regulativ grænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Samtidig forpligter Storbritannien sig til en række ”level playing field provisions”, som vil tvinge London til at følge f.eks. EU’s regler for konkurrencepolitik og statsstøtte, ikke at underbyde EU’s miljø- eller arbejdsmarkedsregler og at følge EU’s good governance-regler på skatteområdet. Reelt altså en stor mundfuld ruletaking for Storbritannien på mange ofte kontroversielle politikområder.

Derudover må det forventes, at EU og Storbritannien vil være nødt til at forhandle en række yderlige sideaftaler indenfor f.eks. vej-, tog- og flytransport og sanitære forhold i fødevareindustrien. Allesammen områder, hvor Storbritannien reelt vil være tvunget til igen at acceptere EU’s regler for at få en aftale. Den såkaldte backstop vil derfor funktionelt være forbundet med så megen britisk ruletaking, at den funktionelt vil begynde at ligne den norske model ikke bare for Nordirland, men hele Storbritannien.

POLITISK UHOLDBART

Der er med andre ord mange gode grunde til, at Brexiteers hader Theresa Mays aftale. Den afslører deres mange løgne om Brexit. Men set fra deres synspunkt er de parlamentariske alternativer i Westminster i dag formentligt endnu værre. Der er ikke et parlamentarisk flertal for en ”no deal Brexit”, endnu et britisk nyvalg risikerer at bringe Jeremy Corbyn til magten, en ny folkeafstemning ville formentlig helt omstøde Brexit, mens en endelig afvisning af Theresa Mays plan i en potentiel anden parlamentsafstemning vil bringe et tværpolitisk flertal for den eksplicitte norske løsning langt nærmere.