Dansk erhvervsliv har de seneste år holdt meget igen med at købe virksomheder op i udlandet. Men de seneste data for 1. kvartal 2018 viser, at det nu er ved at ændre sig. Erfaren M&A rådgiver ser tegn på et positivt stemningsskifte omkring udlandsopkøb.
Antallet af danske virksomheders opkøb i udlandet var i første kvartal det højeste i over fire år, viser en aktuel opgørelse fra den internationale corporate finance rådgiver, Oaklins. Man skal helt tilbage til 2. kvartal 2014 for at finde næsten samme høje antal virksomhedsopkøb. Her var der 23 opkøb mod 25 i 1. kvartal i år, efter 15 i første kvartal sidste år.
Fra Oaklins Danmark, det tidligere Audon, siger partner Frederik Aakard, til Økonomisk Ugebrev, at dansk erhvervslivs opkøb i udlandet i en årrække har ligget underdrejet, men at den seneste positive udvikling kan være en indikation på, at også de mindre og mellemstore virksomheder er begyndt at fokusere på vækst gennem opkøb: ”Først og fremmest skal man være opmærksom på, at vi kommer fra et niveau, som har været overraskende lavt gennem mange år. Generelt har danske virksomheder været meget tilbageholdende med at købe op, også sammenlignet med, hvor mange virksomheder udlandet har opkøbt i Danmark.”
Frederik Aakard vurderer, at det lave opkøbstal bunder i flere forhold: For det første har de fleste danske virksomheder haft en strategi om at vokse organisk. M&A transaktioner har været forbeholdt de helt store danske erhvervsvirksomheder. ”Det, vi ser nu, er at også de mellemstore virksomheder, er begyndt på opkøb, typisk i Europa.”
Han vurderer også, at de mellemstore virksomheder har fået bedre føling med, hvad det betyder at opkøbe virksomheder, og hvad det indebærer af risici og muligheder.
For det andet mener han, at store dele af erhvervslivet ser ud til at være parate til at tage næste skridt i deres væksthistorie. Det startede med effektiviseringer, dernæst kom fokus på den organiske vækst, og nu er erkendelsen, at man skal tage et større skridt, eksempelvis ved at starte i nye markeder via opkøb.
”Vækst via opkøb er alt andet lige hurtigere, end der hvor virksomheden skal starte selv og vokse organisk på et nyt marked,” siger Frederik Aakard.
Han ser det som positivt for dansk erhvervsliv, at der nu ser ud til at være øget risikovillighed til at købe op i udlandet. ”Udover at det selvfølgelig giver danske virksomheder et mere solidt fodfæste på udenlandske markeder, som i sidste ende burde styrke dem økonomisk, er det også godt med inspiration til topledelsen om kulturen og vilkårene på udenlandske markeder. Alt andet lige betyder det også, at der vil blive stillet øgede krav til topledelsen, og det vil ofte også give et generelt kompetenceløft i virksomhedens ledelse.”
For det tredje ses de makroøkonomiske udsigter at være mere stabile og bedre end tidligere. ”Generelt er danske virksomheder fortsat tilbageholdende med at investere i maskiner og udstyr. Så der er fortsat en vis tilbageholdenhed. Brede dele af erhvervslivet har villet afvente bedre tider, hvor der hele tiden er dukket nye makroøkonomiske og geopolitiske risici op. Så man kan godt sige, at mange har ventet, og ventet og ventet,” siger han.
For det fjerde er store dele af de mellemstore virksomheder nu så finansielt velkonsoliderede, at de har ressourcer til selv delvist eller helt at finansiere opkøb i udlandet. ”Mange ejerledere har en god hukommelse omkring, hvordan de lige efter kulminationen på finanskrisen nærmest fik sagt deres bankkredit op med dags varsel. Disse spor skræmmer stadig, og mange virksomheder har ikke ønsket igen at blive meget afhængige af deres bank. Men nu har de lagt penge op til selv helt eller delvist at kunne finansiere eventuelle opkøb,” siger Frederik Aakard.
Han ser god mulighed for, at væksten i udlandsopkøberne fortsætter de kommende kvartaler.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her