Et fast håndtryk mod hvidvask

Torsdag i sidste uge bragte Børsen en historie, som aldrig fik den opmærksomhed, den fortjente (heller ikke af Børsen selv, der placerede den diskret på side 14). Det handlede om Spar Nord, der har indført den politik, at nye erhvervskunder skal møde op i banken, så man kan hilse på dem personligt. Det er en del af bankens foranstaltninger for at undgå hvidvask.

Det er et meget tankevækkende skridt fra den nordjyske banks side. Når man tænker over det, er digitaliseringen af den finansielle sektor måske en stor del af baggrunden for, at hvidvask er blevet så stort et emne. I f.eks. Danske Bank-sagen er det jo ikke sådan, at befolkningen forarges over en forbryder, som banken har hjulpet. Dem, som har nydt gavn af bankens manglende overholdelse af hvidvaskprocedurer, er russiske rigmænd, som har begå-et et eller andet ugennemskueligt, og for den almindelige dansker uvedkommende, i forhold til de russiske myndigheder. Og formelt kan man heller ikke være sikker på, at banken er blevet brugt til hvidvask overhovedet.

Det lugter alt sammen af, at den virkelige trigger er den utryghed, og medfølgende mistænksomhed, man kan føle, når man ikke kan se andre mennesker i øjnene. Og det kan man jo ikke, når det hele foregår digitalt. Naturligvis kan et håndtryk og et personligt møde ikke med et trylleslag genskabe al tryghed, men det er en god start.

Staten kan i parentes bemærket også med fordel anvende håndtrykket. Ugens største historie kom fra finans. dk , der kunne afsløre, at to personer med tilknytning til Islamisk Stat og Al-Qaeda var blandt gerningsmændene i de sager om systematiseret momssvindel, der er på vej gennem retssystemet. Finans.dk har brugt åbne kilder, så Skattestyrelsen kunne også selv have opdaget sammenhængen.

Det er decideret aparte, at staten med den ene hånd slår hårdt ned på banker, der ikke gennemfører en minutiøs identifikation af sine kunder, samtidig med at den med den anden sorgløst lader personer med kendte terrorforbindelser opkræve store millionbeløb i moms. Digitaliseringen af skattesystemet har trukket skandaler efter sig, men måske er den ukendte skandale, at man ikke har nøjedes med at automatisere den almindelige borgers banale skatteregnskab, men hvor man også har afskåret den personlige kontakt til de store skatteydere.

BØRSEN: KUNSTEN AT PISKE EN STEMNING OP

Der er ”risiko for hedebølge” skrev Ekstra Bladet , den 25. august. Tre dage med temperaturer over 28 grader, som der på det tidspunkt var mulighed for, havde de fleste nok blot set som et sidste og kærkomment rendez-vous med sommeren 2019. Men sådan er den aktuelle stil i vejrudsigter. Helt almindelige og udramatiske vejrfænomener, som lidt sol eller regn, er ikke længere noget, der bare er udsigt til. Det er noget, der er ”risiko for”, der ”rammer os”, der ”slår ned”. Tonefaldet er formentligt præget af klimadebatten, og det får en selvforstærkende effekt, fordi vi bliver vænnet til at tænke på vejr som noget farligt.

Noget tilsvarende er tilfældet i en undersøgelse om danskernes syn på erhvervslivet, som Børsen præsenterede tirsdag. De tusind respondenter er blevet spurgt, om de har mere eller mindre tillid til dansk erhvervsliv, end de havde for fem år siden. De her har en del mindre tillid, lyder svaret. Men spørgsmålet giver kun mening, hvis folk mere præcist kan huske, hvad de mente for fem år siden – og den præmis holder ikke. Det er kendt fra f.eks. forskning i vidneudsagn ved retssager, at erindringer hen ad vejen bliver fordrejet og sløret. Så den brugbare fremgangsmå-de, hvis man vil kende udviklingen i befolkningens følelser eller tanker, er at spørge dem med jævne mellemrum. Så kan man på langt sigt begynde at tegne kurver.

Det udelukker naturligvis ikke, at erhvervslivets image virkelig er styrtdykket de seneste fem år. Men er det sandsynligt? Bankernes image er som bekendt tynget af sager om hvidvask og udbytteskat, men for fem år siden var finanskrisen til gengæld i meget frisk erindring. På det tidspunkt var man dårligt færdig med at lave bankpakker. For så vidt angår øvrige virksomheder var 2014 f.eks. året for OW Bunkers konkurs, og det var heller ikke nogen imageløfter.

Undersøgelsen er ikke just nogen pryd for – af alle – revisorernes brancheforening FSR, der har bestilt den. Når den nu er der, er det fair nok, at Børsen refererer den, og det er under alle omstændigheder relevant at se på erhvervslivets omdømme. Men der er ikke dækning for rubrikken om, at ”tilliden til dansk erhvervsliv smuldrer”. Omtanken bør kobles til, så man ikke, ligesom dem der skriver vejrudsigter, ender med at skabe et kæmpestort rundhyl, hvor man selv har frembragt det drama, man skriver om.