Ejerne bag Arbejdernes Landsbank i taber i disse år store trecifrede millionbeløb på driften af deres egne fagforbund, og den økonomisk situation synes uholdbar, især i forhold til mulige kostbare strejkesituationer. Særligt den største ejer, fagforbundet 3F, er under et stort pres for at løse den pressede økonomiske situation. Andre fagforbund som HK, Dansk Metal og Fødevareforbundet NNF mister medlemmer og har også store underskud på driften. Overfor Økonomisk Ugebrev vurderer flere kilder, at banken er sat til salg, eller at et salg er under forberedelse, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Et af landets største fagforbund har helt frivilligt skullet afgive 1.200 af sine egne medlemmer til rivalerne i Finansforbundet. Alligevel overgav HK i al stilhed i slutningen af sidste år de 1.200 ansatte i Arbejdernes Landsbank til Finansforbundet. Det sker samtidig med, at HK’s medlemmer forsvinder i stort antal.
Frafaldet betyder, at HK taber et trecifret millionbeløb på driften af fagforeningen. Minusset på driften blev i 2023 185 mio. kr. og 95 mio. kr. året før.
Sonderingerne om at sælge Arbejdernes Landsbank tolkes flere steder i fagbevægelsen som første led i en større plan, hvor en række fagforbund internt er blevet enige om at sælge banken til højstbydende.
Generelt er økonomien hos bankens største ejere, fagforbundene 3F, Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF og HK, under voldsomt pres i disse år. Samtidig ønsker fagforbundene at have nogle solide strejkekasser, der kan anvendes i kommende opgør om overenskomster.
Et salg af banken vil give fagforbundene store milliardindtægter. Ligesom det skete med Alka Forsikring, der blev solgt til Tryg i 2017 for over otte mia. kr.
Et salg af Arbejdernes Landsbank vil i dag indbringe langt mere end det og både give fagforbundene luft i deres økonomi og muligheden for at investere i nye fremtidige indtægter, der kan sikre bedre balance i deres fremtidige drift og måske tiltrække flere nye medlemmer.
Salget af Alka var med til at lukke store huller i flere af de samme fagforbunds økonomi i årene efter salget, fortæller faglig kommentator Gitte Redder fra Redder Kommunikation. Hun har et mangeårigt indgående kendskab til fagforbundenes økonomi.
”Det ser ikke godt ud hos 3F, og det har det ikke gjort i årevis. Det er både lokalt og landsforbundet, der er pressede og i en uholdbar situation, hvor man er nødt til at fremlægge en løsning inden kongressen her til september. Så jeg kan godt forstå, det kan være fristende at sætte banken til salg.”
Videre siger hun: ”Men jeg tror ikke, et salg er nært forestående, for det vil være kontroversielt og skabe megen debat blandt medlemmerne. Men Alka lukkede nogle store økonomiske huller rundt omkring, og det lykkedes Dansk Metal at investere provenuet fra dette salg i boliger, som skabte nye indtægtskilder for dem.”
Store tab og gevinster
Både Alka og Arbejdernes Landsbank er nogle af de sidste virksomheder ejet af arbejderbevægelsen. Og det kan altså slutte nu. Lån & Spar Bank er dog stadig ejet af fagbevægelsen.
Men nu har fagforeningerne igen ryggen mod muren. Pengene fra Alka er sluppet op de fleste steder.
”3F havde forrige år et tab på 263 mio. kr. på driften, og alt tyder på, at det bliver det samme i 2024. Det bliver lidt af en gyser, hvordan de vil håndtere det op til kongressen i september,” siger Gitte Redder.
3F har nu tabt mere end en 1 mia. kr. på driften de seneste fem år, og 3F er største aktionær i Arbejdernes Landsbank med 33 pct., så her vil de mange milliarder fra et salg lande tørt – og sikkert meget gerne, så det kan præsenteres på kongressen til september. I HK lød underskuddet på driften på lige under 150 mio. kr. i det seneste regnskab, og det kommende regnskab ser næppe bedre ud.
Corporate finance rådgivere vil sikkert også sige, at timingen for et salg er rigtig godt lige nu efter nogle år med rekordhøje overskud. Og hvor bankaktierne generelt synes at være tæt på en top pga. vigende nettorenter de kommende år.
Det er sikkert også i det lys, den uhørte afgivelse af 1.200 HK-medlemmer skal ses. Enten er ejerne blevet enige om dette salg, eller HK har simpelthen fået pistolen for panden af de andre fagforbund og særligt 3F.
Spørger man HK, lyder svaret, at banken er blevet medlem af FinansDanmark, og så er det politik i HK, at medlemmerne overgår til disse overenskomster. 3F ønskede ikke at medvirke til denne artikel.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.