Artiklen bringes i Økonomisk Ugebrev Finans på søndag:
Set i bakspejlet er det ubegribeligt, at bestyrelsen for Falck så eklatant kunne svigte. Ikke kun ved at se igennem fingre med den absurde konkurrenceadfærd i forhold til Bios, der antageligt gik konkurs på grund af Falcks benspænd. Økonomisk Ugebrevs journalist Lars Abild var først på sagen om Falcks uortodokse konkurrenceadfærd allerede i juni 2013. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår her sagen og opridser, hvad vi kan lære af den.
Konkurrencestyrelsens afgørelse for nylig om, at redningskoncernen Falck har overtrådt konkurrenceloven ved at gøre livet meget svært for den nye konkurrent i Region Syd, hollandske Bios, som sikkert afstedkom konkurrentens konkurs, har givet anledning til stor opsigt i medierne. På mange måder er historien også unik:
Ukritiske medier
For det første skærer den ud i pap, hvordan danske erhvervsmedier ofte er alt for hurtige, enten fordi de agerer ukritisk talerør for et selskabs ledelse, eller fordi de ikke forholder sig kritisk til professionelle lobbyister. Og det bliver ikke bedre af, at såkaldte citathistorier spreder sig som ringe i vandet fra medie til medie, uden at historien bliver nærmere tjekket.
For det andet er det bemærkelsesværdigt, at en stor markedsdominerende aktør, der leverer ydelser til det offentlige for milliarder, i den grad tromler en lille konkurrent, med pinligt medspil fra fagbevægelsen, venstrefløjen og udvalgte faggrupper.
Oveni kommer så, at konkurrencemyndighederne skal have ros for at tage sagen op. Men den har anvendt alt for lang tid på at behandle sagen. Bundlinjen blev således, at Falck lykkedes med sit forehavende om at slå en mindre konkurrent ihjel.
Som chefredaktør for Økonomisk Ugebrev vil jeg gerne tage hatten af for journalist Lars Abild, der helt tilbage i 2013 begyndte at forholde sig kritisk til daværende Falck-chef Allan Søgaard Larsens lyserøde eventyrhistorier om udviklingen i Falck, som blev formidlet af flere af de store erhvervsmedier. De købte historiefortællingen fuldstændigt ukritisk.
Den 23. juni 2013, altså for knap fem år siden, bragte Økonomisk Ugebrev to artikler om Falcks udfordringer, med følgende to overskrifter ” Startskud for krig om ambulancekørsel” og ”Kan Falcks vækstplan holde lønsomhed?”. Allerede her var der indikationer på den seneste økonomiske deroute, som havde kostet Falck livet, havde det ikke været for milliardstore indskud fra ejerne. Senest er de i færd med at konvertere lån på samlet 2 mia. kr. til aktier.
Lars Abild var også klart først på banen med at beskrive Falcks benspænd overfor konkurrenten Bios. I marts 2015 bragte Økonomisk Ugebrev en artikel med overskriften ”Falck-overskud presses hårdt af ambulanceudbud”, som beskrev problemstillingen i en nøddeskal: Falck har gennem årtier hentet en overnormal indtjening på at levere ambulanceydelser til regionerne, og overskuddet har antageligt dannet finansielt grundlag for den massive internationale ekspansion, som aldrig har givet nævneværdige bidrag til bundlinjen.
Faresignaler negligeret
Derfor har bevarelse af monopolet for Falck på ambulancekørslen i Danmark nærmest været en overlevelsesforudsætning. Og det er derfor lidt lettere at forstå, hvorfor Falcks ellers meget professionelle og ”ordentlige” bestyrelse har set igennem fingre med de mange advarselssignaler, blandt andet Økonomisk Ugebrevs artikler. Men bestyrelsen og de store ejere har selvfølgelig svigtet massivt.
Falcks aggressive fremfærd for at bevare monopolsituationen betød, at selskabet i 2015 opkøbte en ny kommerciel konkurrent, nemlig Responce, som Økonomisk Ugebrev også skrev om i flere artikler i første halvdel af 2015. En overtagelse, som nærmest skete i det skjulte, uden orientering til konkurrencemyndighederne.
I en artikel med overskriften ”Bios’ kritikere får økonomisk støtte af Falck” fra 20.september 2015 skrev vi, af SF’eren Karsten Hønge, som var arg kritiker af Bios, modtog økonomisk støtte af en Falckredderklub, delvist finansieret af Falck, og at Falck nærmest støvsugede reddere væk fra Region Syd for at gøre det vanskeligt for Bios. Deraf Bios’ store problemer med bemandingen, som selskabet forsøgte at løse ved at ansætte tyske reddere med de ekstraomkostninger til uddannelse, det førte med sig.
Konkurrencestyrelsen gennemførte en ransagning hos Falck i december 2015. I september 2016 skrev Økonomisk Ugebrev under overskriften ”Falck drev efterretningsvirksomhed mod Bios”, at ”interne Falck-dokumenter viser, at den globale redningskoncern har bedrevet et omfattende ”spionarbejde” omkring den nu konkursramte konkurrent Bios og ambulanceaktiviteten i Region Syddanmark.” Professor i sundhedssektoren med over 30 års erfaring, Kjeld Møller Pedersen, sagde, han aldrig har set noget lignende.
I oktober 2016 skrev Økonomisk Ugebrev i en kommentar under overskriften ”Hvor længe holder Søgaard-Larsen”, at ”Økonomisk Ugebrev har blandt erhvervsmedierne til oktober 2016 været helt alene om at afdække forholdene omkring Falck. I den seneste uge er JP’s Finans.dk atter hoppet med på vognen, og genopruller flot sagen. Vi synes, at der er på tide resten af landets erhvervslæsere får den opsigtsvækkende historie om Falck og redningskoncernens måde at drive forretning på. Og derfor synes vi også, at det er positivt, at JP har sat nogle af de bedste folk på sagen.”
Meget at lære
Efterfølgende har Finans sat stor kraft på dækningen af Falck, og mediet har gjort det rigtig godt, men mest med fokus på den konkrete overtrædelse af konkurrencereglerne.
Vi synes, at der er mange lærestykker af denne sag: For det første er det usundt og uholdbart i længden, at store virksomheder skaber en lønsom og voksende forretning baseret på monopol-lignende markedsforhold. Det giver masser af kroner i kassen nu og her, men det holder sjældent i længden. Det handler om risikostyring fra bestyrelsens side.
For det andet viser sagen, at hvis bare den daglige ledelse er i stand til at skabe plusser på bundlinje, er der risiko for, at selskabets bestyrelse bliver lullet i søvn. Falck har gennem årene haft en stærkt mangelfuld rapportering om lønsomheden i de udenlandske datterselskaber, og meget tyder på, at Falck ikke har tjent nævneværdigt i den udenlandske forretning.
I dag giver det til gengæld CEO Jakob Riis fantastiske muligheder for at effektivisere forretningen, og at skære den til. Men det har også være yderst kostbart, i form at milliardnedskrivninger af ulønsomme forretninger. I 2013 var der bogført goodwill for 10 mia. kr. Det var faldet til 6,5 mia. kr. i 2017. Jakob Riis har da også sagt det ganske direkte, at der var blevet købt op “med hovedet under armen”.
Tvivl om oprigtigheden
For det tredje viser sagen, at dagens bestyrelser bliver nødt til at forstå og forholde sig til, hvad der sker i den daglige forretning. Vi finder det ubegribeligt, at Falcks bestyrelse, med fine folk fra Lundbeckfonden, Tryghedsgruppen og Kirkbi, har set gennem fingre med ledelsens adfærd, som stod på i flere år, med en stribe klare advarselssignaler, blandt andet i Økonomisk Ugebrev.
For det fjerde viser sagen, at etisk og ordentlig forretningsadfærd har meget stor betydning, ikke kun for virksomheders omdømme, men også for deres mulighed for at skabe en troværdig og kommerciel langsigtet forretning. Falck skal være meget heldig med at genskabe gode og tillidsfulde relationer til de danske regioner, som fortsat er en grundpille i forretningen. Flere regioner har da også luftet tanken om selv at køre ambulancekørsel, hvis Falck ikke stiller med et fornuftigt tilbud. De skeler til det større tocifrede millionbeløb, Region Syddanmark sparer om året.
For det femte var det bemærkelsesværdigt, at Falck var parat til at anke Konkurrencestyrelsens afgørelse om brud på konkurrenceloven. Den nye ledelse var altså parat til at forsvare Allan Søgaard-Larsens adfærd, hvilket kunne give Falcks omdømmeproblemer mange år frem – i et markedsmiljø, hvor samfundet bestående af kunder, kommuner og regioner lægger stadig mere vægt på samfundsansvar og ordentlighed. Oplægget virkede derfor helt ude af sync med udviklingen i samfundet.
At bestyrelsen i tolvte time, over en weekend, alligevel vendte på en tallerken, altså med valget om alligevel ikke at anke, må opfattes som en nødredning. Men kan vi nu stole på, at Falck og ejerne bag selskabet virkelig mener, at deres adfærd ikke var i orden? Man kan godt få sin tvivl i forhold til forløbet.
MWL
