FI – Tema: Grøn energikrise – Brintrørkollaps kæmpe fiasko for statens grønne energipolitik

Regeringen mener sammen med et Folketingsflertal, at det er vigtigt at bygge et brintrør fra Esbjerg til Tyskland for at styrke produktionen og eksporten af grøn brint, støtte den grønne omstilling og øge Danmarks og Europas forsyningssikkerhed. Projektet er kommercielt ulønsomt, og derfor har staten garanteret milliarder i støtte til investering og drift. Aftagerne af grøn brint i Nordeuropa er der ikke, og nu melder en central aktør fra. Energiekspert Morten Springborg kalder det en god dag for Danmark. Chefredaktør Morten W. Langer ser på ideen bag brintrøret.

Et brintrør for milliarder fra Esbjerg til Tyskland var regeringens plan for at redde det grønne energieventyr. Men fra starten var det velkendt, at det var et projekt på statsstøtte og i øvrigt mere energipolitik end energirigtigt. Velkendt er det, at udbygning af grøn energi i Danmark er ved at lide skibbrud, fordi vi har alt for meget sol og vindenergi.

Gasrøret skulle skabe mere balance mellem efterspørgsel og udbud. Faktum er nemlig, at når vinden blæser kraftigt, eller solen skinner meget, produceres ofte mere el, end det danske elnet og marked kan aftage – her kan brintproduktionen ”opsamle” overskuddet og sikre, at den vedvarende energi faktisk udnyttes frem for at gå til spilde eller lukke møller ned.

Brintrøret ville også muliggøre eksport af brint til Tyskland og Europa, hvilket giver bedre økonomi for vindmølle- og solcelleparker og skaber incitament for yderligere udbygning. Røret er også tænkt som en eksport til Tyskland, hvor behovet for grøn energi er særligt stort pga. industriens overgang fra fossile brændstoffer, og at mindske afhængigheden af Rusland.

Den overskydende elproduktion skulle efter planen anvendes på en ny stor fabrik i Esbjerg, hvorefter brinten kan lagres og transporteres gennem rørledningen til Tyskland. Regeringen og et politisk flertal har aftalt milliardstøtte i statslån og driftstilskud, fordi projektet ikke hænger sammen på markedsvilkår.

Projektet er altså afhængigt af statsstøtte, både i Danmark og i Tyskland. Kritikere har længe været ude med riven efter projektet, fordi det teknologisk er ekstremt energi-ineffektivt. Og nu springer en central aktør fra (se artiklen på næste side). En af Danmarks mest indsigtsfulde, uafhængige energianalytikere, temaspecialist Morten Springborg, kalder det en god dag for Danmark:

”Det danske drømmebillede af at eksportere grøn brint til Tyskland er ikke bare en dårlig idé – det er en komedie af fejltagelser pakket ind i miljøvenlig retorik og krydret med milliarder af skatteyderpenge. Faktum er, at det danske elnet ikke kan kapere yderligere volatil vedvarende energi. Vi er nødt til at øge efterspørgslen, men det går det ikke særlig godt med. Charlie Munger (Warren Buffets partner, red). sagde som bekendt, ”show me the incentive and I’ll show you the outcome”.”

Videre siger han: ’Der er kun én vinder ved udbygningen af brint. Den hjemlige vindbranche og Green Power Denmark har af uransagelige årsager været succesfulde i af overbevise vores politiske system om, at brint er løsningen. Og motivet er klart; brint sluger ufattelige mængder strøm. Men det er en ualmindelig tåbelig anvendelse af strøm, der i stedet burde gå til direkte elektrificering. Vind har en lav energidensitet til at starte med. Så der skal bruges ufattelige mængder vindenergi til at lave brint – og med helt op til 40 pct. energitab i selve elektrolysen – for så at pumpe det gennem rør med yderligere tab. Det er som at fylde vand i en si for at transportere det i en spand med huller i.’

Regeringen vil sandsynligvis alligevel forsøge at holde fast i sin grønne energiplan trods mange økonomiske modargumenter. Afgørende bliver det, at der er tilstrækkeligt mange tyske virksomheder, der er parate til at købe dansk grøn brint. Brintrøret bygges først, når en vis mængde kapacitet har sikre aftagere – hvis dette ikke lykkes, udskydes eller droppes projektet, lyder den foreløbige plan.

Projektet har længe været præget af en stram tidsplan, hvor analyser peger på, at det er usandsynligt at nå klarhed og etablering inden den politisk aftalte deadline (2030/2031). Der er også risiko for yderligere forsinkelser pga. miljøgodkendelser, dialog med lodsejere og komplekse teknologiske krav. Samtidig er brintmarkedet umodent, hvilket kan føre til manglende kommercielt grundlag og større tab for staten end forventet.

Uden statsstøtte og afhængighed af både dansk og tysk politisk velvilje er der stor risiko for, at projektet bliver helt stoppet eller formelt udsat – ligesom det skete med de meget omtalte energi-øer, som næppe heller bliver til noget på grund af manglende rentabilitet.

Morten W. Langer