Kære Læser
I denne uge bringer vi en stribe artikler, som viser, at makroøkonomien og de finansielle aktivmarkeder fortsat er meget usikre. 2024 ser ikke ud til at blive et år med mere klarhed end 2023: Efter en periode med vigende inflation er der igen øget usikkerhed om, hvor vi er på vej hen med priserne. I hvert fald er de korte og lange renter igen begyndt at tippe opad.
For vores hjemlige økonomi er der også en stribe nye usikkerheder: Som det fremgår af vores forskræp om bankernes Q4-regnskaber, ser flere banker nu øgede tabshensættelser på erhvervsudlån, dels i Q4, men endnu mere i det igangværende første kvartal af 2024.
I vores årlige tema om de 30 største ejendomsselskaber i denne udgave stiller vi spørgsmål ved, om ejendomsselskaberne har justeret deres afkastkrav ved værdiansættelse af egne ejendomme tilstrækkeligt op i forhold til den underliggende renteudvikling.
Danske Bank påpeger i en analyse, at der kan ligge en del nødvendige tilpasninger forude i ejendomsselskaberne, især hos dem, der bliver ramt af højere finansieringsrenter og måske også højere tomgang på kontorudlejning. Der skal måske slankes balancer eller skaffes ekstra kapital, hvilket måske kan blive svært.
Fagredaktør Ejlif Thomsen kigger nærmere på priseffekterne af de nye boligskatter på dyre villaer nord for København. Han undersøger, hvor meget ejendomsskatterne stiger på en stribe konkrete villaer i Whiskybæltet, og hvordan ejendomsmæglerne vurderer situationen.
Endelig har fagredaktør Carsten Steno gravet videre i problemerne med at skaffe mere kapital til udfordrede venture- og kapitalfond-ejede porteføljeselskaber. Han fortæller om de stadig mere komplicerede aktiekapital strukturer med ofte op til fire-fem forskellige aktieklasser med forskellige vilkår og rettigheder, når det gælder ud bytte, tilbagebetaling og købskurs. Men det er også klart, at hvis en virksomhed er livstruet, er det for alle bedre at sælge billige aktier til nye investorer end at lade det hele falde.
Bundlinjen bag det hele er, at det på overfladen egentlig går meget godt, men at det mange steder også begynder at gøre ondt. Det understøttes også af de seneste data fra Danmarks Statistik om industriens produktion og omsætning. I november steg produktionen, mens salget lå fladt. Altså blev der opbygget til lager, hvilket ikke holder på den lange bane.
Situationen stiller store krav til virksomhedernes omstillingsparathed. De skal gøre det fornødne for at sikre en god robusthed.
Som det fremgår af fredagens udgave af ØU Ledelse, har konsulentbranchen kronede dage: Omstillingen til nye tider anvendes der enorme ressourcer på, med forsøg på at håndtere udfordringer med energiforsyning, klima, forsyningskæder, digital omstilling og kunstig intelligens – for ikke at tale om krigen i Ukraine og konflikten i Gaza, som kan sætte hele Mellemøsten i brand.
God læselyst.
Med venlig hilsen
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.