Selvom chokket efter Brexit nu har lagt sig, så er renterne forblevet på det rekordlave niveau, de kom ned på efter afstemningen.
Der er ikke tegn på, at renterne skal op igen foreløbig og det har sat gang i en bølge af konverteringer til to procentslån.
Renteniveauerne er helt ekstremt lave i mange lande og tæt på bundrekorder mange steder. Det er den udbredte vurdering blandt økonomer. Alligevel ser cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank ikke tegn på, at renteniveauet skal mærkbart op igen inden for det næste halve til hele år. ”Vi så en chokeffekt efter den britiske afstemning, hvor aktierne faldt markant, og investorerne søgte i sikre statspapirer, så renten også her faldt, og aktierne er efterfølgende igen kommet op, mens renterne er blevet nede,” siger Jacob Graven. ”Det er en kombination af, at en række centralbanker enten har sænket renten, eller for Fed’s vedkommende udskudt renteforhøjelse, og samtidig er opkøbene af obligationer speedet yderligere op flere steder,” siger han.
Resultatet er dermed på mange måder det, der har været ønsket fra centralbankerne, nemlig at stimulere ved at holde renten helt nede. ”Resultatet af den pengerigelighed er, at alle finansielle aktiver er steget i pris, men forbrugerpriserne holder sig rolige,” siger Jacob Graven. Da man for syv-otte år siden indledte opkøbsprogrammerne i USA var der langt hen ad vejen tale om et eksperiment, og der var udbredt nervø-sitet for, om det på et tidspunkt ville sparke voldsomt til inflationen, og derfor talte alle om exit-strategier. ”Selv om det slet ikke har vist sig at føre til inflation, så er det alligevel godt at have i baghovedet, for man kan ikke udelukke det på et senere tidspunkt,” siger Jacob Graven. Men Jacob Graven ser ikke tegn på et højere renteniveau foreløbig, selvom der sagtens kan komme skvulp, som vi så i foråret 2015.
Teknisk analyse på danske statsrenter
Rentens hurtige stigning fra 0,02 procent formåede ikke at bringe renteniveauet op forbi modstanden ved 0,18 procent, og det ligner nu en sidelæns bevægelse i intervallet 0,02-0,14 procent i august.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.