Donald Trumps risikable økonomiske politik

Som den første amerikanske præsident i 70 år uden tidligere erfaring fra folkevalgte positioner, og valgt på et eksplicit protektionistisk program, er usikkerheden forbundet med Donald Trumps udnævnelser og generelle økonomiske politik historisk høj, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

Trump er i dag den globale økonomis største usikkerhedsfaktor. Tvivlen er koncentreret på en række områder. Først er der finanspolitikken. Donald Trump har ført kampagne på meget store skattelettelser, større offentlige infrastrukturinvesteringer og modstand mod store nedskæringer i sociale programmer. Da de republikanske ledere af Kongressen skylder ham deres jobs, må man forvente, at Trump vil kunne få flertal for store dele af et sådant program. Republikanere er også generelt tilhængere af skattelettelser selvom disse måtte øge statsunderskuddet, og demokraterne kan forventes at ville støtte både modstanden mod sociale nedskæringer og nye investeringer. Alt i alt må man derfor gå ud fra, at en markant finanspolitisk lempelse i USA finder sted i de kommende år. Det vil på kort sigt stimulere den økonomiske vækst, men samtidigt øge gældsætningen.

Spørgsmålet er så, hvordan de globale obligationsmarkeder vil se på muligheden for ny finanspolitisk stimulus i USA. Paradoksalt nok burde traditionelle keynesianere se frem til Trumps mere uforsvarlige finanspolitik. Problemet er dog, at Trumps stimulus, såfremt den altovervejende sker i form af person- og virksomhedsskattelettelser, primært vil gavne finansmarkederne, men ikke nødvendigvis øge den indenlandske efterspørgsel særlig meget. De rigeste amerikanere vil givet spare det meste af gevinsten op. Og såfremt infrastrukturinvesteringerne kommer i form af skattelettelser til private, vil den finanspolitiske multiplikator være lav. Risikoen er derfor, at Trumps stimulus primært strukturelt vil øge den amerikanske statsgæld, men kun have begrænset positiv væksteffekt på kort sigt. Gældstynget stagflation er derfor en reel risiko for USA på lidt længere sigt.

Trumps finanspolitik vil ligeledes stille den amerikanske pengepolitik over for en række store dilemmaer. FED betragter allerede den amerikanske økonomi som værende tæt på fuld beskæftigelse og vil derfor med stor sikkerhed hæve renterne igen på deres næste møde i december. Hvis man så oveni får en markant finanspolitisk lempelse fra Trump, må man forvente, at FOMC indstiller sig på at øge frekvensen af amerikanske rentestigninger i løbet af 2017. Herved vil rentespændet mellem USA og eurozonen, Japan og andre store OECD-lande stige, hvorfor den amerikanske dollar da også allerede er begyndt at gå op i værdi.

En stærkere dollar vil imidlertid med stor sikkerhed øge det amerikanske handelsunderskud med resten af verden, og derved gå imod en anden af Trumps kernesager, nemlig at bringe specielt industrijobs tilbage til USA. Derved kan man frygte, at hans regering vil blive endnu mere fristet til at indføre ny told på importvarer, og derved øge risikoen for en global handelskrig, når lande som Kina givet gengælder Trumps handelshindringer. Samtidig er det velkendt, at der i den republikansk ledede kongres er en række indflydelsesrige medlemmer, som i mange år har ønsket at reformere måden, FED opererer på. Nu, hvor Trump, som jo allerede har udtalt, at han ikke vil genudnævne Janet Yellen i 2018, er præsident, vil der givet komme nyt pres for sådanne reformer af amerikansk pengepolitik. Man må derfor forvente, at FED kommer til at operere med mindre politisk uafhængighed i de kommende år, og f.eks. kunne tænkes snart at være pålagt at sætte amerikanske renter, ifølge en version af den såkaldte ”Taylor Rule”. FOMC’s diskretion til at fastlægge USA’s korte renter på baggrund af deres brede analyse af den amerikanske og internationale økonomi ville derved blive markant begrænset.

Hverken Trumps finans- eller pengepolitik vil derfor på længere sigt umiddelbart føre til en styrkelse af den amerikanske økonomi, og finansmarkedernes stigning efter hans valgsejr synes derfor primært et udtryk for markedernes kortsigtede fokus. Et indtryk, som styrkes, når man med i overvejelserne tager, at Trump, som jo blev valgt på modstanden mod frihandel i stater som Michigan og Wisconsin, politisk bliver nød til at føre en mere protektionist politik. Nye handelshindringer vil svække USA’s økonomi på både kort og lang sigt og vil, grundet den hastige teknologiske udvikling, ikke give nogen særlig jobskabelse i industrien, selvom Trump skulle få succes med at intimidere amerikanske virksomheder til at åbne flere nye fabrikker hjemme i USA. De vil blot ansætte flere robotter end Trump-vælgere.

læs hele udgivelsen her

Jakob Kirkegaard