I tipskuponernes storhedstid havde alle aviser faste elementer med forudsigelser om de 13 fodboldkampe og sindrige systemer til at gardere sig mod afvigende resultater. Spådommene blev ofte leveret med stor skråsikkerhed, selv om eksperterne i snit kun havde i gennemsnit ca. fem rigtige og altså blot var lidt bedre end ”sypigetipperne”, der satte krydserne tilfældigt. Men det var en vedtaget norm, at på de sider var det, trods al erfaring og logik, tilladt at lade som om, der var en nem vej til de store penge.
Dækningen af aktiemarkedet over for den almindelige dansker er ofte på den samme måde – som når Børsen viderebringer fire investorers råd om, hvordan man finder ”aktieguldet” resten af året. Det er en formulering, der ikke just fremmer seriøsitet, men som taler til amatørens drøm om en hurtig gevinst.
På sin vis er det harmløst, for det skal være tilladt at drømme, og som dengang med tipskuponerne kender de fleste læsere givetvis konteksten. Men alligevel skal vi i medierne måske skrue lidt ned for retorikken, når vi fortæller almindelige danskere om aktiemarkedet.
Og ikke blot fordi prissætningen af aktierne i forhold til nøgletal har fået et betydeligt hak opad her i corona-året. Men også fordi der er kommet nye grupper ind på aktiemarkedet, og de forstår ikke nødvendigvis jargonen blandt de mere erfarne investorer og journalister.
En af de nye grupper er alle dem, som hidtil har ladet deres penge stå på bankkontoen, men som nu leder efter alternativer for at undgå de negative renter. En anden ny gruppe – og indrømmet, det her er halvt anekdotisk – er de unge, og specielt de unge kvinder, som gennem aktieinvesteringer håber at opnå økonomisk uafhængighed i en tidlig alder. Den betragtning skulle efter sigende være moderne.
Men begge grupper skal forstå, at den lave rente også betyder, at det forventede afkast på aktier er handlet meget langt ned.
Det kan sagtens vise sig, at den negative rente på bankkontoen var det bedste valg, og de unge aktieinvestorer risikerer, stik modsat deres intention, at pålægge sig selv stærkere økonomiske bånd. Disse læsere fortjener en redelig information om aktiemarkedet – i mange tilfælde måske på et så simpelt niveau, som at det ikke er nogen given sag, at man tjener på sin aktieportefølje.
Kompromisset om vaccinerne
Man skulle mene, at medierne henover coronakrisen har lært en lektie om danske myndigheder: De opererer i et uskønt miks af faglighed og politik. Så man ved aldrig, om det, de siger, er sagligt og korrekt, eller om det bare er det, politikerne gerne vil høre.
Børsen synes dog ikke at have lært lektien. I en artikel onsdag beskrives det, at selv om vi kan læse om coronavacciner, der er næsten færdige og meget effektive, bliver de i Danmark først frigivet i januar, februar eller marts. Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, forklarer: ”Det er meget sjældent, at ansøgninger går fuldstændig glat igennem.
Der kan være udfordringer med data, som man først ser, når man kigger dem igennem. Så bliver firmaet stillet spørgsmål, som de skal svare på, som tager tid. Det skyldes jo, at man ikke må gå på kompromis med patientsikkerheden, så det kan ikke nytte noget, at man bare skøjter henover den proces så hurtigt som muligt.”
Selvfølgelig skal de nye vacciner granskes af myndighederne, men det er faktuelt forkert, at man ikke kan gå på kompromis med patientsikkerheden. Det gør man tværtimod altid med medicin, for der er altid bivirkninger.
Det er i det hele taget et vilkår ved enhver form for risikostyring, hvor f.eks. luftfartsindustrien er et illustrativt eksempel: Man kan tjekke materiellet, og man kan tjekke det igen, og en gang til, men på et eller andet tidspunkt må man sige, at nu har man tjekket nok, og sende flyene i luften. Spørgsmålet er kun, hvornår nok er nok – hvornår kompromisset er acceptabelt. Det er et valg, man træffer.
Det er menneskeligt forståeligt, at Senderovitz gerne vil holde presset fra døren. Det er ham, der sidder tilbage med aben, hvis noget går galt. Hans politiske chef, sundhedsminister Magnus Heunicke, er sikkert enig – han har som bekendt skandaler nok at bokse med i disse uger.
Men det kan lige så vel blive en skandale, hvis vaccinen bliver frigivet for sent, som hvis den bliver frigivet for tidligt. For hver måned, der går, er der mennesker, der bliver syge og dør, og der er virksomheder, der bliver presset ud over kanten og går konkurs. Derfor er situationen ikke til snak om kompromisløshed. Men både minister og myndigheder kunne jo eksperimentere med den vilde ide at lade folk selv afveje risikoen ved at være blandt de første vaccinerede.
Sten Thorup Kristensen
