Danske børsselskaber bidrager til ca. 4 pct. af markedsværdien i indekset MSCI Europe. Det lyder måske ikke af så meget, men det skal ses i forhold til, at kun ca. 1 pct. af europæerne er danskere. Danmark er nu syvendestørste land i indekset, foran bl.a. Italien og Spanien. Og når man ser bort fra lande med en historisk betinget stor finansiel sektor, som Schweiz og måske Luxemburg, er vi, målt pr. capita, det europæiske land, der har mest værdi i store, børsnoterede selskaber.
Se det illustreret i grafikken til denne artikel i The Economist, hvorfra oplysningerne stammer.
For Danmarks vedkommende er der ikke tale om historisk position. Tværtimod. For ikke så mange år siden lærte alle danske børn i skolen, at vores erhvervsliv bestod af mange små virksomheder. Den danske fondsbørs var derefter. Men siden er der sket en revolution. Novo Nordisk fylder naturligvis godt, men også selskaber som DSV Panalpina, Genmab, Coloplast og Vestas er førende på deres markeder og viser imponerende resultater.
Uden for fondsbørsen gælder det samme f.eks. Lego og Arla. I dag bliver mange for verden vigtige beslutninger truffet på domiciler i Danmark.
Og hvad er det så, man kan i dansk erhvervsliv? Det er som bekendt ikke fordi vi er dygtige til tech. De store danske selskaber fordeler sig over så forskellige sektorer som medicin, logistik, medico, energi og fødevarer. Fællesnævneren må være, at der er opstået en kultur for brandgod strategisk ledelse.
Revolutionen er sket stort set ubemærket, selv om det i meget høj grad er den, der har skabt vores velstand i nyere tid. Måske skulle vi begynde at interessere os mere for, hvad der præcis er sket og hvorfor. For bøtten kan hurtigt vende igen, hvis man begynder at hvile på laurbærene.
Artiklen i The Economist handler om, at en række norditalienske virksomheder, der tidligere dominerede det globale erhvervslivs top, i dag er en skygge af sig selv, med det resultat, at hele regionen er faldet tilbage.
Grundfos’ egne veje
Er der sket et nybrud i dansk topledelse, er det endnu ikke nået til Bjerringbro, for Grundfos har valgt Poul Due Jensen, barnebarn af koncernens stifter, til ny topchef. Chefredaktør Niels Lunde kommenterer det syrligt i Børsen. Poul Due Jensen skal naturligvis bedømmes på de resultater, selskabet vil fremvise under hans ledelse, og han skal ønskes al mulig held og lykke.
Men den velbegrundede frygt er, at han også vil få brug for det, for det er som udgangspunkt meget lidt sandsynligt, at barnebarnet til en iværksætter er det optimale valg til at lede det, som i mellemtiden har vokset sig til en koncern med globale aktiviteter.
I tidligere tider kunne man sige, at det var Grundfos’ egen sag. Men selskabet har selv lagt stor vægt på CSR. Så følger det med, at man står til ansvar over for samfundet og andre stakeholdere, og herunder at man vælger den for virksomheden bedst tilgængelige topledelse.
Eksperternes bagdel
Mandag oprinder den store dag, ifølge The Sun: Storbritannien begynder at give Oxford-vaccinen til sundhedspersonale, og dermed har et vestligt land for første gang taget en COVID-19-vaccine i egentlig, praktisk brug.
The Sun er ikke verdens mest troværdige medie, og det vil tage en rum tid, før alle, der vil, har fået vaccine. Alligevel er det en gamechanger, og det er påfaldende, at kun Berlingske i Danmark har taget historien op.
Gode nyheder har i det hele taget haft det svært under coronakrisen. Vi har heller ikke hørt meget om, at behandlingen er blevet så effektiv, at der i dag kun er begrænset risiko for en overbelastning af sundhedssystemet, eller at kun en meget lille andel af de smittede udvikler de meget omtalte alvorlige senfølger. Ingen ekspert ønsker at være den, der er for tidlig ude med optimistiske meldinger.
Denne forsigtighed er forståelig. Det er sværere at forstå, at åbenbart også økonomer har været overdrevet pessimistiske, sådan som Carsten Valgreen, partner i AGM Research, beskriver det i Børsen. Både OECD og IMF har antaget, at det var en ny finanskrise, vi stod i, mens det nu mere ligner en V-formet krise.
At det ville gå sådan, kunne ingen vide tilbage i foråret, men det var allerede dengang et rigtigt godt bud. De fine internationale institutioner har valgt at komme med prognoser, som ikke var helt saglige, men hvor de heller ikke risikerede egne bagdele.
Vi skal huske deres prioritering næste gang, de melder en prognose ud.
Sten Thorup Kristensen
