Det er ikke gode år for den akademiske verden. Tiden er præget af nogle meget firkantede politiske dagsordner, som forskere bliver presset eller lokket til at bøje sig for. Det gør sig især gældende i fagområder, som berører identitetspolitiske emner.
Inden for økonomi er det meget mindre udpræget. Måske fordi det her alle dage har været en præmis, at det ikke er nogen eksakt videnskab. De økonomiske forskere tager udgangspunkt i forskellige teser og holdninger. Og så længe de anerkender de faglige redskaber, skaber det bare en sund dynamik. Det har også gjort det nemt for medierne – forskerne kommer så og sige med en varedeklaration. F.eks. er det kendt, at den franske økonom Piketty, der har været meget fremme siden finanskrisen, er socialistisk orienteret. Men om man så er nok så højreorienteret, gør det ikke hans forskning i ulighed mindre interessant.
Men måske er også den økonomiske forskning ved at blive angrebet af tidsånden. Weekendavisen skrev for et par uger siden om en ny bog fra Minouche Sharif, der efter en storslået karriere i Bank of England og flere internationale organisationer, bl.a. IMF, i dag er rektor ved London School of Economics. Denne har gennem tiderne været arnestedet for nogle af de økonomiske tanker, der har haft størst betydning for samfundsudviklingen.
Sharif mener, at en radikal ændring af verdenssamfundet er nødvendig. I korthed går det ud på, at staten skal påtage sig en meget større del af ansvaret for borgernes tryghed. Til gengæld skal skatterne markant op, og borgerne skal have pligt til at blive på arbejdsmarkedet, så længe de kan. Borgerne skal, ligesom virksomhederne, også gøres begribeligt, at de ud over de juridiske krav, har en række moralske forpligtelser over for stat og samfund.
Og hvorfor? Aldringen af befolkningerne er den mest konkrete udfordring, Sharif peger på. Ellers er det noget med klima og kvinder på arbejdsmarkedet. Konkret eller ukonkret – det fremgår ikke, hvorfor de liberale strukturer, der over de seneste tre årtier har skabt en enorm velstandsfremgang i alle dele af verden, pludselig er farlige.
Hvad hun beskriver, er en totalitær utopi. Det er skræmmende, hvordan man end vender og drejer det: Enten kan hun argumentere fagligt for, at det er nødvendigt at arbejde frem mod det totalitære. Eller også kan hun ikke, og så er det en hæderkronet videnskabelig institution, der går op i limningen.
Hvis Sharif har faglige argumenter, undlader Weekendavisen at referere dem. Den går ikke. Som medie skal man ikke uden videre give spalteplads til en totalitær strømning. Afsenderen skal kunne forklare sin sag med redelige argumenter. Et imponerende CV er ikke nok. Heller ikke når det handler om økonomi.
Milliarder spildt i klimaets tjeneste
På klimafronten er det allerede hverdag, at politik og videnskab bliver blandet sammen i en uskøn pærevælling. Det kommer f.eks. til udtryk med brugen af ordet klimaskeptiker. Det er kommet til at dække over en person, der sætter spørgsmålstegn ved videnskabelige resultater om menneskeskabte klimaforandringer. Men da skepsis er selve motoren i videnskab, afslører man sig selv som uvidenskabelig, hvis man bebrejder andre at besidde den.
Netop den diskussion er uaktuel nu. Konklusionen er truffet, og der bliver arbejdet på højtryk for at stoppe udledningen af klimagasser. Men der kan godt forekomme kostbare dumheder frem mod dette mål, igen fordi man får vendt tingene på hovedet, så man prøver at disciplinere sagkundskaben, i stedet for at lytte til den.
Weekendavisen havde nogle tankevækkende eksempler på det forrige fredag. Det ene er et interview med professor Mogens Fosgerau, der forsker i infrastruktur ved Københavns Universitet. Hans frustration er næsten til at tage og føle på, for i regeringens nye infrastrukturplan er der sat 40 mia. kr. af til kollektiv trafik, der skal mindske CO2-udledningen. Men denne effekt vil kun være minimal. Andet eksempel optræder som en anmeldelse af en bog med titlen ”Klimaplan 2030 – realisme eller utopi?”. Forfatteren, Søren Hansen, argumenterer (selvfølgelig) udførligt for, at det sidste er tilfældet. Årsagen er, at vindenergi er alt for ustabilt til at satse på som dominerende energikilde. Så med mindre vi om 20-30 år vil risikere perioder uden strøm, må politikerne på et eller anden tidspunkt sluge kamelen og lægge f.eks. kernekraft eller fossile brændstoffer ind i planlægningen.
Sten Thorup Kristensen
