20”Det er så boomer”, sagde Pernille Skipper fra Enhedslisten for et års tid siden i en debat på DR til Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden. Han oversatte det korrekt til, at det var et nedladende begreb om en ældre mand som ham. Men begrebet var blevet en faktor i klimadebatten og indeholdt den underforståede anklage, at det var den ældre generation, der i sin grådighed havde bragt jordkloden i fare. Men anklagen var uforskammet og plat, for netop mange boomerne – som vi tidligere kendte som 68’ere – brugte deres ungdom til at kæmpe for stort set de samme idealer, som optager nutidens unge. Idémæssigt ligner netop de to generationer meget hinanden.
Mens coronakrisen har overtaget dagsordenen, er forargelsen over de fæle boomere også næsten glemt igen. Men det er igen besynderligt, for nu er der faktisk en reel modsætning mellem generationerne, hvor os, der er oppe i årene, trækker hårde veksler på de unge. Det er ikke bare det, at coronarestriktionerne næsten entydigt kun beskytter de ældre, der har klart højest risiko ved sygdom, mens de unge tværtimod ville have bedre af at få smitte ind i kroppen, så de opbygger naturlig modstandskraft. Det er også det, at selve politikken favoriserer de ældre.
Børsen beskriver, hvordan det øger uligheden, at centralbankerne presser renten i bund. De formuende (som typisk er modne mennesker) bliver endnu mere formuende på grund af værdistigninger på finansielle aktiver. Mens de uformuende bare får sværere og sværere ved at komme ind på bolig- og aktiemarkederne. Denne formue-effekt er velkendt, og man kan tro, at den bliver udjævnet over tid. Men også på indkomstsiden er det de unge, der taber, skriver Zetland. Over de seneste årtier har lønfremgangen været størst for dem over 45 år, mens de helt unge faktisk får mindre i løn, end de gjorde for 20 år siden. Den effekt er forstærket under coronakrisen. ”Det er den største uretfærdighed, vi nærmest aldrig taler om,” siger økonomen Frank Hvid Petersen til Zetland. ”Den ulighed, vi skaber lige nu, kommer til at trække spor langt ind i fremtiden,” fortsætter han.
Han har en pointe, vi i medierne nok bør vise mere opmærksomhed. De fleste af os, der skriver, har vores på det tørre, uanset alder. Verden ser anderledes ud, hvis man f.eks. arbejder i en butik, og den finansielle regulering betyder, at man i praksis slet ikke kan købe en bolig.
Den ødsle stat
Også kongerigets politiske ledelse kan med fordel overveje det voksende økonomiske gab mellem unge og ældre. To gode artikler fra ugens løb illustrerer, hvor skødesløst pengene bliver brugt – til ulempe for de unge, der til sin tid skal betale regningen. Finans.dk skriver om, at eksperterne dumper regnestykket bag energiøen. Der er lavet en klassisk embedsmandsfinte, så grundlagsrenten er sat alt for lavt. Alene på den baggrund kan projektet gå over 50 mia. kr. i minus, og det er altså inden de budgetoverskridelser, man næsten må forvente ved offentlige projekter af den størrelse.
Børsen fortæller om, hvor dyr den kommission, der gransker de senere års skandaler i skatteforvaltningen, er. Alene Jonas Dahls bisidder har nu brugt flere dage i kommissionsmøder, end SF’eren selv nåede at sidde i ministerstolen. Problemet her er ikke kun det voldsomme pengeforbrug til advokater, men også at man tilsyneladende har fokus på at finde nogle syndebukke, frem for at få skatteinddrivelsen til at virke.
Ankers minde, og Estrups
Berlingskes ansvarshavende redaktør Tom Jensen er i et essay om Mette Frederiksen inde på den manglende økonomiske omhu, der præger disse års politik. Han konkluderer, at hendes ”gesvindthed ud i økonomisk krisestyring” ligner Anker Jørgensens. Den sammenligning er både meningsløs og urimelig over for begge parter. Ingen kan vide, hvor god Mette Frederiksen er til at rebe de økonomiske sejl, for hun har ikke prøvet på det endnu.
Man kan opfatte det sådan, at situationen ikke har kaldet på det. Er man kritisk, kan man i stedet mene, at hun viser ligegyldighed. Men det gjorde Anker Jørgensen langt fra. Det er også en myte, at han var uduelig til økonomisk politik. Når man gentager den myte, giver man ham hverken credit for, at han faktisk leverede god krisestyring, før den anden oliekrise ramte, eller at han navigerede i den mest umulige parlamentariske situation i danmarkshistorien.
Skal man endelig sammenligne Mette Frederiksen med en af sine forgængere, er bedste bud J.B.S. Estrup. Også han mente af et ærligt hjerte, at det var nødvendigt at regere hen over Folketinget. Det kom der en forfatningskamp ud af, og det gør der sikkert også denne gang.
Sten Thorup Kristensen
