Lang rente: Der er over de seneste uger sket et stemningsskifte, der nu har fået en række finanshuse til at justere renteforventningerne et lille nøk opad. Men det er navnlig i andet halvår, at de ser stigende renter.
Både Handelsbanken og Danske Bank har i deres nyeste renteprognoser justeret forventningerne til stigende renter lidt opad. Det betyder, at begge finanshuse nu forventer en tiårige rente, der ved udgangen af året har passeret 1,0 procent i sin vej opad. Forklaringen er generelt større optimisme om den økonomiske udvikling. ”Denne er præget af generelt øget optimisme om vækstudsigterne for især 2018. Det har også styrket vores tro på, at inflationen vil stige gradvist, og at centralbankerne globalt vil vise større grad af fælles fodslag i tendensen mod mindre stimulans/øgede opstramninger. I tråd med dette forventer vi, at obligationsrenterne – især dem med længere løbetid – generelt skal stige igennem året, herunder nok mest udpræget i sidste halvdel,” vurderer Handelsbanken.
Danske Bank hæfter sig ved, at den generelle optimisme også er begrundet i, at Kina nu er kommet med, hvor landet ellers har udvist svaghedstegn. Handelsbanken forventer en tiårig statsrente ved udgangen af året på 1,00 procent, mens Danske Bank forventer 1,05 procent.
RENTEN ER BRUDT UD AF LANGVARIG FALDENDE KANAL
Renten har nu forladt den faldende kanal, som den har ligget i de seneste syv måneder. Med stigningen til 0,59 procent nåede renten op til niveauet fra oktober, hvor dette niveau to gange viste sig at være loftet for en stigning. I første omgang har grænsen ved 0,60 procent også denne gang vist sig at sætte en stopper for yderligere stigning, men vi forventer, at der kommer et nyt angreb på denne grænse i den kommende uge.