Stadig langt fra gennembrud i Brexit-forhandling

Den britiske regering synes på vej til at blive enig med sig selv om at bede resten af EU om en toårig blød overgang til en hård Brexit i 2021. Theresa May tilbød ved mødet i Firenze, at Storbritannien betaler op imod 20 mia. euro til EU frem til slutningen af 2020, hvor EU’s nuværende syvårige budgetramme udløber. Altså mod at London får lov til at forblive i det indre marked og delvist i EU’s toldunion indtil da, skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics i denne status på Brexit-forhandlingerne.

Med denne løsning får EU’s medlemslande alle de penge fra EU’s budget, de havde regnet med. Samtidig får den britiske økonomi sig en lidt længere omstillingsperiode til livet uden for EU. Overfladisk kunne det synes som om, at Theresa May er kommet med et troværdigt udspil, som EU vil tage alvorligt nok til, at man på næste EU-topmøde i oktober kan erklære, at ”tilstrækkelige fremskridt” er nået til at begynde snakken om også en fremtidig handelsaftale.

Det skal man dog af flere årsager ikke regne med kommer til at ske.

For det første er Theresa Mays politiske troværdighed i resten af EU meget lav. Alle ved, hun reelt tabte det valg, hun selv udskrev tidligere på året, og at hun derfor hurtigt kan blive afsat af sine egne partifæller. Det er derfor set med andre EU-lederes øjne ikke klart, om hun rent faktisk kan levere de ting, hun lover, hvorfor de ikke selv har nogen umiddelbar interesse i at indgå i realitetsforhandlinger lige med det samme.

For det andet er det klart, at en 20 mia. euro stor betaling for overgangsperioden kun dækker landets løbende budgetforpligtelser, og ikke de langsigtede finansielle forpligtelser, EU givet også vil kræve betalt. Med mindre Theresa May derfor hjemme i London gør det helt klart for sit eget konservative parti, at de 20 mia. euro kun er første afdrag på Brexit – noget der ikke er meget som tyder på sker – vil resten af EU næppe blive overvældet af dette tilbud.

For det tredje synes tilbuddet at være betinget af, at Storbritannien i overgangsperioden, på trods af stadig at være med i EU’s Toldunion, vil kunne påbegynde nye frihandelsaftaler med andre lande. Det er givet et krav fra Mays pro-Brexit fløj, der jo ganske som premierministeren selv ofte har talt om ”Global Britain” efter Brexit, men det vil være helt uacceptabelt for EU. Reelt set vil den eneste overgangsperiode, resten af EU vil acceptere, være en version, hvor det fulde finansielle og juridiske status qou for Storbritaniens medlemskab opretholdes.

For det fjerde er spørgsmålene om EU-borgeres rettigheder i Storbritannien efter Brexit stadigt langt fra besvarede. Tværtimod har de seneste måneder vist, at Bruxelles og London står endog meget langt fra hinanden med hensyn til både præcis hvilke rettigheder, der er tale om, og ikke mindst hvem, der skal håndhæve dem. Med mindre Theresa May i de kommende uger udviser langt mere fleksibilitet også på dette område, bliver der givet ingen synderlige fremskridt inden oktober.

For det femte er der spørgsmålet om Nordirland og ikke mindst hvordan grænsen skal håndhæves for personer og varer og tjenesteydelser efter Brexit. Ingen ønsker en ny fysisk grænse mellem Nord- og resten af Irland, men det er klart, at såfremt Storbritannien træder ud af EU’s toldunion, er der ingen vej udenom en eller anden form for told- og varekontrol ved grænsen. Indtil videre har den britiske regering ikke været istand til at komme med innovative løsninger på dette problem, hvilket vanskeliggør de nødvendige fremskridt.

For det sjette er det forsat klart, at Brexit-forhandligernes fundamentale skævhed til stadighed viser sig i EU’s favør. Der er således ingen tvivl om, at såfremt der ikke bliver tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne inden oktober, vil den øgede økonomiske usikkerhed forværre situationen i Storbritannien og svække den britiske regerings forhandlingsposition. Der er derfor ikke umiddelbart nogen god grund til, at resten af EU skulle være interesseret i at acceptere en for dem halvdårlig forhandlingssituation i oktober. Hvis de siger nej, stiger presset mest på London, og EU får derved muligheden for en bedre aftale et par måneder senere.

Sagen er nemlig også den, at tiden nu er så fremskreden, at Theresa Mays trussel om simpelthen at udvandre fra forhandlingerne uden en aftale med EU ikke længere er troværdig, grundet at den britiske regering ikke til dato har lavet nogen reelle forberedelser til et ”No deal-scenarie”. Og det er trods alt utænkeligt, at en folkevalgt regering i et stort EU-land som Storbritannien blot vil lade sin økonomi forfalde til kaos.