På bare en enkelt uge er markedets vurdering af, om der kommer en amerikansk renteforhøjelse til december steget fra 64 procents sandsynlighed til nu over 70 procent sandsynlighed. Samtidig er de korte renter på det seneste trukket en del opad i USA.
Der har på det seneste været nogen bevægelse i de korte renter i navnlig USA og England. Samtidig viser de priser markedet handler til, at der er stigende tro på at den amerikanske centralbank vælger at forhøje renten til december – mere konkret den 13. december. Nordea fremhæver tre faktorer som baggrund for bevægelsen.
”For det første er der blevet offentliggjort højere inflation end forventet – det er første gang i seks måneder, at inflationen overgår forventningerne. Derefter et FOMC-møde, hvor FED fastholdt signaler om en yderligere renteforhøjelse inden årets udgang samt start på reduktion af bankens balance fra oktober måned. Og endelig den tredje og vigtigste faktor, skærpet retorik fra FED-chef Janet Yellen,” skriver Nordea i en vurdering.
Mens der således er stigende tro på en renteforhøjelse her i år, så er der ikke stor bevægelse, når det gælder 2018. Her regner markedet stadig kun med en enkelt renteforhøjelse, mens udmeldingerne fra FED-medlemmerne er betydeligt mere aggressive. På et eller andet tidspunkt må en af de to parter give sig. Enten må Fed-medlemmerne nedjustere deres forventninger til næste år, eller også må markedet konstatere, at de har undervurderet udviklingen. Når det gælder de engelske renter kom der på det seneste centralbankmøde hos Bank of England her i september en vurdering fra et flertal af medlemmerne gående på, at der nok kommer en renteforhøjelse inden for de nærmeste måneder. Det har fået markedsrenterne til at reagere opad i forventning om at centralbanken leverer. Det har fået Nordea til at vurdere, at Bank of England vil forhøje renten med 25 basispoint den 2. november, så styringsrenten kommer op på 0,50 procent.
Ejlif Thomasen
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her






