Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Asbjørn Mørk fra Danske Bank vinder aktieanalytiker-rating

Sten Thorup Kristensen

mandag 29. marts 2021 kl. 7:00

Rating af Danmarks bedste Aktieanalytikere 2021: Bankanalytikerne er åbenbart sluppet godt igennem et turbulent år, for flere af dem ligger højt i Økonomisk Ugebrevs rating af aktieanalytikere. Jacob Brink fra Nordea og Per Grønborg fra SEB Equities må dog se sig slået af Asbjørn Mørk fra Danske Bank, der er helt suveræn og også fortrænger Nordeas efterhånden navnkundige farma-analytiker, Michael Novod, til en andenplads.

Nordeas farma-analytiker Michael Novod har indtaget førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs rating af aktieanalytikere ni gange fra og med 2010. Samme år startede en ung Asbjørn Mørk oplæringen som finansanalytiker hos Carnegie. I år skubber han Novod af pinden, og det endda ganske eftertrykkeligt med 11 point. Det har i det hele taget været et godt år for Asbjørn Mørk, der i februar blev udnævnt til global aktieanalysechef i Danske Bank, som han skiftede til for fem år siden.

Gennem de fleste år har Asbjørn Mørk været højt ratet. Men i henseende til at nå den absolutte top har det været en ulempe for ham, at han skulle konkurrere om stemmerne fra de finansielle virksomheder med især Per Grønborg fra SEB Equities, der også har også et særdeles godt navn i branchen. De seneste år er den interne konkurrence mellem de to dog faldet ud til Asbjørn Mørks fordel.

”Han er i stand til at skære igennem en masse af den støj, der er i markedet. Som markedsdeltager kigger man på mange forskellige ting hver eneste dag, og Asbjørn Mørk er god til at skelne mellem det vigtige og det, som bare er overflødigt. Og så er han enormt produktiv,” lyder skudsmålet fra en investor.

”Han har et enormt detailkendskab, og så er han meget grundig og velargumenteret, både i sine analyser og når man møder ham,” lyder det fra en anden investor, der bl.a. fremhæver Asbjørn Mørks evne til at beskrive forskelle i forretningsmodeller og strategier i de selskaber inden for bank- og forsikringssektorerne, han dækker.

Også Michael Novod bliver fremhævet for sin flid og sin grundighed. Men han er i højere grad forbundet med et enkelt selskab – nemlig det største af dem alle: Novo Nordisk. Over årene har man således også set, at Michael Novod får bedre rating, jo bedre Novo Nordisk-aktien har klaret sig. Over det seneste år har den ligget stort set fladt.

Til næste år kan der dog være en faktor mere, der trækker Novods rating op eller ned. Ifølge Børsen er en analyse fra hans hånd en stor del af baggrunden for, at Bavarian Nordics aktie er tordnet i vejret de seneste uger. I analysen har han angiveligt estimeret, at selskabets aktiekurs kan blive firdoblet, hvis det lykkes at få COVID-19-vaccinen til markedet samtidig med, at de kliniske test bekræfter de forventninger, der er til denne vaccine. Går det sådan, vil der givetvis være mange investorer, der er Michael Novod taknemmelige. Omvendt er han – retfærdigt eller ej – en oplagt syndebuk, hvis vaccineprojektet skulle mislykkes.

Tredjepladsen går til forrige års vinder, Lars Topholm fra Carnegie. Han er især berømt for sin dækning af Pandora. Han etablerede sit eget kildenet af forhandlere af selskabets smykker, og var på den måde tidligt i stand til at se de eskalerende problemer under den gamle ledelse. På den måde reddede han mange investorer fra tab, og hans arbejde og vedholdende kritik var nok også en væsentlig faktor bag udskiftningen af ledelsen for to år siden.

Under CEO Alexander Lacik og CFO Anders Boyer har Pandora genvundet tilliden fra markedet, herunder fra Lars Topholm, og det seneste år er aktiekursen mere end tredoblet. Måske bliver han i ratingen belønnet for det, på samme måde som Michael Novod bliver belønnet i gode år for Novo Nordisk.

Men selv om Topholm er mest kendt for sin dækning af Pandora, har han også en række andre selskaber i porteføljen, og dem dækker han ud fra samme principper. Det er ofte et højdepunkt i telekonferencerne efter regnskabsaflæggelserne, når Lars Topholm får ordet. Han stiller skarpe spørgsmål, og der bliver ikke spildt tid på høflige fraser, hvis der ikke er noget i regnskabet, der indbyder til høflighed.

Danske Bank suveræn i holdkonkurrencen
Blandt de øvrige 15 navne på listen har de fleste mange års erfaring. Enkelte af dem, bl.a. Danske Banks tech-analytiker Poul Ernst Jessen, har været med på listen i alle de over 20 år, vi har ratet aktieanalytikere (i begyndelsen blev den dog offentliggjort i daværende Børsens Nyhedsmagasin). Det er en branche, hvor det går meget langsomt med at få nye navne på banen. To nye er dog med på listen i år: Alexander Borreskov fra Carnegie og Magnus Thorstholm Jensen fra SEB Equities.

I holdkonkurrencen, hvor der tælles point sammen for alle analytikere hos de enkelte mæglere, er Danske Bank nu suveræn i toppen. Det kan ikke være anderledes, når halvdelen af analytikerne i top ti arbejder i banken.

Den sædvanlige rival til førstepladsen er Nordea. Men her har man, som omtalt i BørsmæglerRatingen for to uger siden, valgt at lægge linjen om, i lyset af især MiFID 2 og nye krav til analyse af ESG-parametre. Nordea ligger dog stadig på en klar andenplads. Foruden Michael Novod er det især finansanalytikeren Jacob Brink, der trækker point hjem til Nordea.

Forspringet ned til Carnegie, der er avanceret til tredjepladsen, er dog ikke større, end at der kan blive kamp om andenpladsen næste år. Endnu er det chefen, Lars Topholm, der står for over halvdelen af pointhøsten. Men han tror selv stærkt på, at det unge hold, investeringsbanken satser på, er tæt på et gennembrud.

På den anden side får Carnegie også konkurrence nedefra. I år er SEB Equities avanceret en placering, og banken har ændret strategisk fokus, så den appellerer til en bredere kreds af investorer. Det skulle alt andet lige også gøre dens analytikere mere kendte. ABG Sundal Collier har netop været igennem en større personaleudskiftning, og den norskejede mægler kan håbe, at de unge analytikere, den har ansat, stille og roligt arbejder sig frem mod et gennembrud.

Sten Thorup Kristensen

Sådan har vi gjort
Økonomisk Ugebrevs rating af børsmæglernes aktieanalytikere er baseret på input fra 25 porteføljemanagere med ansvar for danske aktier, og tillige fra IR-ansvarlige i 27 børsnoterede selskaber. Hver respondent har haft mulighed for at give henholdsvis 3, 2 og 1 point til de tre analytikere, de mener, gør arbejdet bedst.

I tabellerne er kun nævnt de analytikere, der har fået mindst tre point. I analytikernes holdkonkurrence er dog også point til øvrige talt med. Ved pointlighed i den individuelle rating af analytikere er den, der har fået flest point fra porteføljemanagere, placeret højest.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Chefkonsulent til finanslovsarbejde i Miljø- og Ligestillingsministeriets departement
Region Hovedstaden
Senior Accountant – få sparringspartnere fra hele Europa (fuldtid)
Region Syddanmark
Udløber snart
Rektor til Erhvervsakademi Dania
Region Midt
Finance Controller – få sparringspartnere fra hele Europa (fuldtid)
Region Syddanmark
Analytisk stærk økonomiprofil med interesse for grøn omstilling
Region Sjælland
Informationsspecialist til Data Governance
Region Hovedstaden
Finance Process Owner/Product Owner til Koncernfinans
Region Hovedstaden
Fondsrådgiver til behandling af ansøgninger og projektopfølgning
Region Hovedstaden
Er du Midtsjællands stærkeste økonomiansvarlige?
Region Sjælland
Udløber snart
Chief Financial Officer til Aabenraa Havn
Region Syddanmark
Udløber snart
Koordinerende økonomikonsulent til økonomistyring på ældre-og sundhedsområdet i job og velfærdsstaben
Region Midt
CODAN Companies ApS søger en Transfer Pricing Specialist
Region Sjælland
Økonomikonsulent til BUPL’s økonomienhed
Region Hovedstaden
Financial Controller for Stena Bulk A/S
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank