Historisk har den typiske direktion bestået af en CEO og den finansielle højrehånd, CFO’en. Men der kommer nu stadig flere direktører ind i direktionen med andre baggrunde end finans og regnskab, viser dette års kortlægning af den nye direktørprofil i de 1000 største erhvervsvirksomheder.
Sidste år havde kun godt hvert tredje nye direktionsmedlem en baggrund indenfor finans og regnskab, med titel som CFO, finans- eller økonomidirektør. De nye folk på direktionsgangen har en myriade af forskellige titler, fra CTO, CDO, CLO til CSO, som alt sammen dækker over direktionsmedlemmets særlige fagområde at holde styr på.
Knap hver femte af de nyudnævnte direktører sidste år har deres særlige fagkompetencer inden for nogle af de områder, hvor virksomhedens bestyrelse har vurderet, at der var grund til at skabe en tæt støtte- eller aflastningsfunktion for den siddende adm. direktør.
I syv procent af virksomhederne med direktionsskifte er der kommet en ny direktør med særlige kompetencer inden for teknologi eller det digitale. Da netop digital transformation, og udnyttelse af de nye muligheder i digitale forretningsprocesser, for alvor er ved at overtage den strategiske dagsorden, synes det at være velvalgt, at direktionen styrkes med disse kompetencer. Ikke mindst fordi den adm. direktør sjældent har stor indsigt i den nye digitale verden, herunder muligheden for at udvikle nye forretningsmodeller, at kommunikere anderledes med kunderne og i det hele taget effektivisere processer gennem moderne digitalisering.
Andre nye kompetencer på direktionsgangen er marketing og salg på den ene side, og legal, risiko og compliance på den anden side. Det afspejler uden tvivl bestyrelsens fokusområder i en tid, hvor både satsning på organisk vækst og styr på forretningsmæssige risici er i højsædet.
Sådan har vi gjort
Økonomisk Ugebrevs årlige kortlægning af ”Den Nye CFO profil” er baseret på skift blandt registrerede direktionsmedlemmer i de 1000 største danske erhvervsvirksomheder i 2017. Skiftet i direktionsmedlemmer vedrører menige medlemmer, som er blevet registreret i Erhvervsstyrelsens selskabsregister.
Opgørelsen omfatter altså ikke adm. direktører, idet Økonomisk Ugebrev udarbejder en særskilt opgørelse over CEO-skift. Se kommende udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse med tema om ”Den nye CEO Profil”.
På baggrund af gennemgangen af registrerede navne-ændringer i Erhvervsstyrelsens selskabsregister i de 1000 største erhvervsvirksomheder, har Økonomisk Ugebrevs researchafdeling indhentet oplysninger om de nyudpegede direktionsmedlemmer, dels i selskabsbaser, dels på selskabernes hjemmesider, dels på sociale netværk som LinkedIn, og dels ved at kontakte de relevante selskaber. Oplysningerne omfatter blandt andet alder, uddannelse og tidligere beskæftigelse. På baggrund af de indsamlede oplysninger er der udarbejdet oversigter, der tegner et billede af ”Den nye CFO.” Det skal påpeges, at der blandt årets direktionsskift indgår alle typer af nye menige direktionsmedlemmer, og altså ikke kun CFO’er.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.