Erhvervsejendomsmæglerne Nybolig Erhverv og EDC Poul Erik Bech er klart de største mæglere i mid-segmentet, når der handler om transaktioner på erhvervsejendomsmarkedet.
Økonomisk Ugebrev tager hvert år pulsen på den del af erhvervsejendomsmarkedet, som annonceres på ejendomsportalen oline.dk, hvor ikke alle de store ejendomme typisk udbydes. Hovedparten af de store transaktioner er ”off market”, idet både sælgere og købere typisk er i direkte kontakt, uden offentlighed.
Økonomisk Ugebrev har opgjort antal udbud på Oline for henholdsvis investeringsejendomme med kontor over 10 mio. kr. i udbudspris, og investeringsejendomme med bolig over 10 mio. kr. Vi har altså frasorteret i udbudspriser, som ligger under 10 mio. kr. I dette mid-segment havde EDC Erhverv i sidste uge 17 udbud af kontorejendomme i forhold til 12 året før. Til gengæld havde Nybolig Erhverv 14 udbud mod 27 udbud året før. Umiddelbart kunne det tyde på, at EDC Erhverv har taget markedsandele fra Nybolig Erhverv i dette segment.
Inden for boliginvesteringsejendomme er billedet næste det samme: Her har EDC Erhverv overhalet Nybolig Erhverv som største udbyder målt på antal udbud (og altså ikke samlet salgspris, hvor Nybolig Erhverv stadig er størst). I sidste uge havde EDC Erhverv således 50 udbud, mens Nybolig Erhverv havde 41 udbud. På en tredjeplads kommer Colliers, som næsten har fordoblet antal udbud – fra 15 for et år siden, til nu 29. Også Home Erhverv er kommet godt med, med en dobling fra syv udbud sidste år til 15 annoncerede udbud nu. Opgørelsen fra Oline synes også at afspejle flere andre tendenser: For det første er det samlede antal udbud i mid-segmentet faldet en del for kontor-investeringsejendomme. Samlet er antallet af udbud dykket fra 84 sidste år til 74 i år. Udbuddene er til gengæld spredt på flere mindre mæglere, hvilket kan indikere større geografisk spredning.
Antallet af udbudte boliginvesteringsejendomme er til gengæld steget markant – fra 126 til 168, hvilket kan afspejle, at flere års markant efterspørgsel nu har jobbet priserne så højt op, at der kommer flere sælgere på banen. Flere mæglere vurderer, at der er kommet øget efterspørgsel efter boligejendomme i Københavns omegn, i Århus og i flere større provinsbyer.
Netop bred og stærk lokal forankring er noget af det, som EDC Poul Erik Bech satser på, siger adm. direktør Robert Neble Larsen til Økonomisk Ugebrev. ”For at finde den bedste løsning kræves lokalkendskab, og derfor planlægger vi en yderligere geografisk ekspansion, blandt andet med åbning af kontor i Viborg. Herefter vil vi være 18 steder i Danmark.”
Ifølge en undersøgelse, udarbejdet af EDC Poul Erik Bech, overvejer 16 procent af de adspurgte virksomheder at købe egne lokaler i 2016, mens 27 procent overvejer at sælge egne lokaler. Omkring begrundelser for at flytte/ ikke flytte lokaler sige 27 procent, at det er tidskrævende at flytte, 40 procent siger at det er dyrt at flytte, og 18 procent siger, at virksomheden har vigtigere prioriteter. Om baggrunden for ønsket om at flytte lokaler siger 45 procent, at de mangler plads, 37 procent siger at de nuværende lokaler ikke har den rigtige profil i forhold til virksomhedens profil, og 17 procent siger, at de gerne vil finde noget billigere.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.