Der er stor forskel i prisstrukturen hos de danske Private Banking-afdelinger. Lave, faste årlige rådgivningsgebyrer modsvares ofte af enkeltgebyrer på udvalgte ydelser. Eksempelvis er der stor forskel på størrelsen af handelskurtager med udenlandske aktier, viser Økonomisk Ugebrevs survey.
Meget tyder på, at bankerne har formået at skabe en black box, hvor kunderne i virkeligheden ikke ved, hvor meget de betaler for ydelserne i Private Banking-afdelingerne. Kun ét er sikkert: Private Banking har udviklet sig til en af de mest lukrative, lønsomme og risikofri bankforretninger. Konkurrencen er tilsyneladende begrænset, da kunderne som helhed bliver, hvor de er, og gennemsigtigheden om priserne er lav.
Økonomisk Ugebrevs Survey med over 700 svar fra danske velhavere viser, at 41 procent af kunderne i bankernes Private Banking ikke ved, hvad de faktisk betaler i omkostninger. Hele 47 procent af kunderne i Nykredit Bank ved ikke, hvad de betaler. Over en tredjedel af kunderne i Danske Bank og Jyske Bank svarer ”ved ikke” på spørgsmålet om omkostninger på bankens Private Banking-ydelser. I gennemsnit ved ca. en tredjedel af kunderne i bankerne ikke, hvad de betaler i handelskurtage ved handel med udenlandske aktier.
Svarene indikerer, at de velhavende Private Banking-kunder opdeler sig i tre grupper. For det første dem, der slet ikke betaler et fast årligt private banking-gebyr, men antageligt kun for enkeltydelser. For det andet typisk meget velhavende kunder med en investeringsformue på over 10-15 mio. kroner, der betaler mellem en 0,25 procent og 1 procent i årlig omkostning af investeringsformuen, enten direkte eller som sum af gebyrer for enkeltydelser. Og endelig en gruppe af velhavere med en formue på 2 til 5-10 mio. kroner, der betaler mellem 1,0 og 2,0 procent.
Store fortjenester
For en velhaver med 10 mio. kroner i investeringsformue, som betaler 1 procent i forvaltningsomkostning, løber den årlige betaling for Private Banking op i 100.000 kroner. For velhavere med en investeringsformue på 50 mio. kroner er den årlige omkostning 250.000 kroner, med en forvaltningsprocent på 0,5. Der er altså tale om en meget lukrativ forretning, hvor banken skal sikre kunderne adgang til rådgivere, ekstra fordele og så selvfølg gode investeringsafkast. Netop i henseende til investeringsafkast er der næppe grund til at tro, at den ene bank kan gøre det meget bedre end den anden bank. I hvert fald vidner afkastene i bankernes investeringsforeninger, som typisk håndteres af de samme asset management-rådgivere, om, at der ikke er store forskelle.
I Nordea, som umiddelbart er dyrest, betaler 19 procent af kunderne over 0,5 procent af formuen i årligt forvaltningshonorar. Nordea er da også kendt for at være en af de banker, som kører med en fast procentdel i årligt rådgivergebyr. I en mellemgruppe bestående af blandt andet Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit og Sydbank, betaler 10-13 procent af kunderne mere end 0,5 procent i årlige omkostninger. Her er omkostningerne i højere grad afhængige af, hvilke ydelser man trækker på. Bankernes afdelinger for Private Banking skriver ikke meget om priser på deres ydelser på bankernes hjemmesider. Ofte vil der være et fast årlig aftalepris, men hertil kommer løbende handelsomkostninger på bankens køb og salg af værdipapirer i beholdningen.
