Flere steder i pensionsbranchen undrer man sig over, at pensionsselskaber nogle gange har meget tætte forbindelser til deres firmapensionskunder. Risikoen er en uhensigtsmæssig sammenblanding af virksomhedens og medarbejdernes interesser.

Del artiklen:

Det er ikke mange år siden, at Danmarks største pensionsselskab PFA, sammen med Syd Energi, brugte 760 mio. kr. af kundernes penge på at købe 272 vindmøller fra energiselskabet DONG. Mindre end tre år senere er projektet nedskrevet med en kvart mia. kr. Handlen blev den gang betegnet som en “investering med lav risiko”. Efter de store tab er investeringen blevet kritiseret for at være “høj risikabel,” fordi der var tale om gamle vindmøller. Når man samtidig tager højde for, at både Syd Energi og DONG er kunder i den anden ende af pensionsselskabet, rejser det nogles øjenbryn i pensionsbranchen med, så stor og så hurtig en nedskrivning.

Både Syd Energi og DONG har nogle af Danmarks største og mest attraktive firmapensioner for de ansatte. Begge selskaberne har placeret de ansattes milliarder i PFA – foran næsen på hele feltet af kommercielle pensionsselskaber.

Der er ingen konkret grund til have mistanke om, at der har været tale om urent trav i valget af PFA. Men kritiske ryster i pensionsbranchen kan alligevel ikke lade være at stille spørgsmålet: Var der tale om en byttehandel? Vi investerer i jeres gamle vindmøller, hvis I flytter medarbejdernes pensioner til os.

Tre måneder efter vindmøllehandlen, gik PFA ud med et ønske om at øge investeringerne i DONG, hvilket også skete efterfølgende med 0,8 mia. kr. I samme periode flyttede DONG sine firmapensioner fra Danica til PFA. Heller ikke her er der grund til at tro, at transaktionerne ikke er sket i armslængde. Der er i hvert fald ingen beviser for, at det ikke skulle være tilfældet.

Kunder inkasserer tab
Tilbage står dog, at kunderne i PFA har inkasseret et stort tab på vindmøller på meget kort tid. Og at handlen har fået offentlig kritik. Og at spørgsmå-let kan rejses om DONG’s medarbejdere har fået den optimale pensionsløsning med de forskellige milliardtransaktioner i spil på samme tid. Over for Økonomisk Ugebrev fastslår flere pensionsmæglere og bosser i pensionsbranchen, at problemstillingen med sammenblanding af tingene er markant stigende i pensionssektoren. Forklaringen er, at samarbejdet mellem pensionsbranchen og erhvervslivet til stadighed bliver tættere.

Pensionsbranchens magt
Pensionsbranchen sidder på en enorm pengekasse, som mange virksomheder gerne vil have fat i. Det kan være gennem låntagning, direkte investeringer i selskabets aktier eller som leverandører fra selskab til pensionsinstitut – eller modsat. Begge parter sidder således med et enormt ansvar i et lille land som Danmark, hvor store aktører ofte støder på hinanden med flere forskellige kasketter på.

Problemstillingerne er mange: pensionskasserne jagter afkast med lys og lygte. De sædvanlige kanaler på aktie- og obligationsmarkedet ventes ikke at levere varen i de kommende mange år. Derfor er dele af pensionsbranchen begyndt at låne penge direkte til virksomhederne. Men hvad hvis det pludselig bliver et krav fra pensionsselskabet samtidig at få adgang til virksomhedens firmapension? Får medarbejderne så de bedste pensionsordninger? Pensionsbranchen øger også de direkte investeringer i unoterede virksomheder. Hvad sker der, når et pensionsselskab ejer en fjerdel af aktierne og lader virksomhedens direktion vide, at man gerne så, at de flyttede firmapensionen hen samme sted? Det er mange penge, der skal investeres fra pensionsbranchens side. PFA har eksempelvis være stærkt overvægtet i Novo Nordisk aktien i mange år. Og Novo Nordisk har været en trofast kunde i PFA. Til begges store fordel: Aktierne er steget voldsomt, og PFA har været et godt sted at spare op. Men sådan vil det nok ikke være i alle situationer.

Pensionsbranchen er som store kunder vigtige for leverandørerne. IT selskaber, der udvikler deres komplicerede systemer. Bygning af storcentre, hvor entreprenører og ingeniører leverer løsningerne til pensionsbranchen. Kan en stor ordre pludselig bruges som vægt til også at flytte en stor firmapension?

Det sker nok hver eneste dag, at der er ”noget for noget” aftaler. I princippet kan det være godt nok, hvis der ikke er en part, der risikerer at komme i klemme. Og det er lige netop tilfældet her. Derfor: Bør myndighederne ikke sende et signal om, at det ikke er i orden – i hvert fald ikke at skabe fordele for sig selv – på bekostning af de ansattes surt optjente pensionskroner?

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her