Med konceptet Luxplus satser iværksætteren Peter Sønderby-Wagner på at tage markedsandele fra de store kæder på det danske kosmetikmarked.
Luxplus’ fordel er, at man som online-virksomhed er lille og fleksibel i modsætning til konkurrenterne, fortæller han i dette interview.
Om nogen er Peter Sønderby-Wagner en af veteranerne inden for den danske online-verden. Han er med i Freeway-koncernen, der blandt andet fik succes med online-services som Dating.dk. Og nu forsøger han sammen med en partner, Martin Schultz Andersen, at tage markedsandele fra de store etablerede virksomheder på det danske kosmetikmarked.
Hvilket potentiale ser du i markedet for kosmetik? ”Jeg fornemmer et marked, der er præget af få store offline-spillere, der også har et online-ben. For mig at se virker det som om, de har forsøgt at klemme den eksisterende offline-forretning ind på et online-space, uden at tilpasse sig 100 procent. Herudover er det et marked præget af mange mindre, delvist hobby-betonede online-koncepter. I bund og grund minder det lidt om online-markedet for tøj, inden Zalando og Boozt for alvor bragede igennem herhjemme. Samtidig er produkterne yderst egnede til online-handel, fordi de er kendte mærkevarer, gode i størrelse og vægt.”
Hvordan skal du kunne hamle op med store konkurrenter som Matas og Magasin? ”Vi er online først i alt, hvad vi gør. Både Martin og jeg kommer ud af en online verden. På nuværende tidspunkt har vi ingen planer om at åbne fysiske butikker med vores koncept, så vi kan fokusere al vores energi og kompetence på Luxplus.dk. Vi udnytter de fordele, vi har online, og fordi vi er nye, er vi ikke bundne af gamle leverandøraftaler, så vi kan selv importere og springe ét eller flere led over i indkøbskæden. Vi har ikke behov for at tilpasse eller begrænse vores sortiment til et fysisk butikskoncept, hvor antal hyldemeter ofte er en stor begrænsning.” Hvad skal man tilbyde kunderne for at få dem til at skifte indkøbsvaner? ”Vi har valgt at gå til markedet med et betalt medlemskoncept, inspireret af modeller fra Amazon Prime, Jet.com, Thrive Market og andre. Det, vi giver vores medlemmer, er først og fremmest meget lave priser på alle produkter. Vi tilbyder kendte mærkevarer med helt op til 80 procent rabat i forhold til f.eks. Matas. Herudover giver vi gratis fragt på alle ordrer, så du har den med posten dagen efter –
også i weekenden. Og slutteligt bliver der opsparet “BonusCash” på alle ordrer, således man altid har en fremadrettet yderligere rabat på sin konto.”
Så det er kunder med et større forbrug, I går efter? ”Hvis man er typen, der handler en deodorant om måneden, så kan det aldrig svare sig at blive medlem hos os. Men køber man blot to til tre produkter om måneden, har man i hvert fald helt sikkert tjent sit medlemsskab hjem, og nok også mere til.”
Hvordan kan Luxplus matche de kompetencer, som f.eks. Matas har opbygget gennem lang tid? ”Det kan vi helt sikkert ikke, men vi prøver heller ikke. Det er klart, at der sidder nogle sindssygt dygtige folk hos Matas, med langt mere erfaring end vi har. Men de har jo også et kæmpe apparat, der skal fungere, for at kunne drive og servicere 290 butikker. Det er en supertanker. Men vi kommer ind som den lille speedbåd. Vi har ingen gamle dogmer. Vi kommer ind med et frisk pust i en branche, der måske har stået lidt stille i en årrække.”
Hvordan går du til opgaven med at analysere kundedata? ”Vi anvender meget data i relation til indkøb af nye produkter, kundeadfærd, indkøbsvaner og naturligvis også marketing. Jeg har en teknisk baggrund og formår at bygge en smidig snitflade mellem marketing, indkøb og vores dygtige udviklere.”
Hvad er status på projektet? ”Vi nærmer os 50.000 medlemmer. Vi kommer til at omsætte for over 100 mio. kroner i 2016, og vi ser en markant vækst for 2017. Samtidig har vi overskud, imens vi ekspanderer.”
Hvordan ser du på mulighederne for at udvide Luxplus’ forretningsmodel til udlandet? ”De er bestemt til stede. Vi har allerede rigtig godt fat i Sverige, mens der er blevet lagt nogle fine fundamenter i både UK og Finland.”
Hvad ambitionerne med Luxplus? ”Vi vil være en markant spiller inden for e-handel i vores segment i Skandinavien og Nordeuropa. Vi har allerede en stærk teknisk platform, der er skabt til at skalere. Vores team er også stærkt og vant til at agere agilt i en tempofyldt hverdag. Efterhånden som vi skaber overskud til det, vil vi også løbende skrue op for væksten i andre lande. Vi er selvfinansieret, og indtil videre har det været tilstrækkeligt. Vi har haft mange forespørgsler fra eksterne investorer, men lige nu er vi ikke helt parate til at tage ekstern finansiering ombord. Men måske bliver det relevant i 2017.”
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.