Kommunikationsrådgiveren Operate leverede sidste år solid vækst i aktiviteten, og en af forklaringerne var øget efterspørgsel efter det digitale, fortæller adm. direktør John Petersen fra Operate i dette interview.
Generelt virker det som om, at de store kommunikationsrådgivere med fokus på det digitale går mest frem, sammen med nogle mindre nichevirksomheder. Nogle af de andre store firmaer synes at være gået lidt i stå? ”Afgørende er det, at man som kommunikationsrådgiver tænker på en helt ny måde omkring kommunikation med kunderne. I gamle dage var selskabernes hjemmesider en kanal blandt flere, man skulle levere på. Som kommunikationsvirksomhed går det ikke længere blot at hjælpe virksomheden med en god hjemmeside. Vi skal tænke sammenhængende i alle de kontaktpunkter, virksomheden har med kunderne. Vi skal ikke levere kommunikation oven på forretningen. I dag ligger den inde i selve forretningen. Som kommunikationsrådgiver skal man kunne gå ind i hele rejsen omkring customer journey, og den rejse kunderne tager, handler meget om at kunne agere i den digitale verden. Vi har arbejdet seriøst med det digitale gennem en årrække, og det gør os også mere relevante for vores kunder.”
Hvor vigtigt er for en full-service kommunikationsrådgiver at have en vis størrelse i dag? ”En robust kommunikationsvirksomhed skal have en anden størrelse i dag end tidligere. Vi skal have en vis størrelse for at kunne levere hele vejen rundt på det digitale.”
Oplever I en skærpet konkurrence i kølvandet på den brancheglidning, branchen oplever i disse år? ”Det gør vi helt ubetinget. Tidligere var det langt mere opdelte markeder. Jeg tror, at det er godt for kunderne. Vi bliver hele tiden nødt til at spejle os i, hvor dygtige de andre er inden for de områder, som vi tidligere så som vores kernedisciplin. Når de store managementhuse opruster på design, så skal vi selvfølgelig tage os i agt.”
Hvordan ser du de langsigtede perspektiver for de store aktører i kommunikationsbranchen: Bliver I opkøbt, eller bliver I meget større? ”Jeg tror godt, at vi kan komme til at se, at vi bliver større på den lange bane. Enten via opkøb og fusioner, eller også via organisk vækst, fordi vi breder vores fokus ud til nye områder, hvor vi tidligere ikke har befundet os, men hvor det fremover giver mening. Jeg kan godt se, at vi er en håndfuld rådgivere, som kommer til at fylde mere i markedet.”
I kalder jer både et kommunikations- og reklamebureau. Er de to tidligere brancher allerede smeltet sammen? ”Ja, det kan man godt sige. Det giver ikke længere mening af dele de to brancher op. Vi kan også se, at det er meget blandet, hvem vi møder, når der holdes udbud. Der er de tidligere traditionelle reklamebureauer, digitale bureauer og managementrådgivere. Det er et ekstremt blandet billede. I gamle dage var det meget lettere at dele op i de forskellige opgaver, eksempelvis i PR, tv-reklamer og andet. I dag er billedet i opløsning og sammensmeltning.”
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.