Danskernes e-handel steg sidste år 16 procent til 101 mia. Fremgangen var dog endnu større for de rene e-handelsbutikker, viser Økonomisk Ugebrevs årlige kortlægning af udviklingen i danske e-handelsvirksomheder. Her var væksten hele 23 procent.
Ejerne af de gammeldags detailhandelsforretninger må se med stor misundelse på udviklingen i de rendyrkede e-handelsforretninger, hvor vækstraterne i flere tilfælde overstiger 50 procent årligt. De fysiske forretninger bliver ikke kun udfordret stærkt af danske e-handelsforretninger. Men også af, at danskerne i stigende omfang handler i udenlandske e-handelsforretninger. Ifølge FDIH steg danskernes e-handelskøb i udlandet sidste år med hele 20 procent, mens væksten var mere moderate 14 procent i de danske forretninger.
I Økonomisk Ugebrevs analyse indgår 40 danske e-handelsvirksomheder, hvoraf langt de fleste er rettet mod danskerne – og ikke direkte mod virksomheder. Blandt de 40 e-handelsvirksomheder indgår også virksomheder inden for service, finans og boligrådgivning, og definitionen går altså ud over generel detailhandel. Ifølge opgørelsen øgede de 40 virksomheder tilsammen bruttoresultatet med 23 procent – fra 1210 mio. kr. i 2015 til 1491 mio. kr. i 2016. Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) blev øget til 45 mio. kr., mod minus 22 mio. kr. året før. Man kan sige, at dansk e-handel nu er gået i plus.
Af de 40 undersøgte virksomheder var der kun faldende bruttoresultat, typisk som følge af faldende aktivitet, i otte af dem. Det gjaldt blandt andet Momondo, Jubii, Dating.dk, Lejebolig.dk, Jobzonen og Billetlugen. Flere af virksomhederne med faldende bruttoresultatet hører til i gruppen af modne e-handelsvirksomheder, som efterhånden har ganske mange år på bagen, og som i større eller mindre grad er ved at blive disruptet af nyere aktører, som måske har fanget tidens trend bedre.
Ifølge analysen var de mest fremgangsrige virksomheder, målt på bruttoresultat, Trustpilot, nemlig.com, Coolshop, Ageras, Endomondo, Saxo.com og ShopGun. Antallet af virksomheder, som sidste år præsterede minus på driften, er faldet fra 21 til 16, og det er altså knap halvdelen af de undersøgte virksomheder, som har større driftsomkostninger end indtægter, eksempelvis til at ekspandere forretningen.
Største driftsminus var der i Trustpilot, der med et minus på driften på 171 mio. kr. samtidig med et bruttoresultat på plus 167 mio. kr. altså brændte næsten 340 mio. kr. af på drift og ekspansion. Ledelsen giver i årsrapporten indtryk af en forretning i næsten eksplosiv vækst, blandt andet med åbning af kontorer i USA. Det oplyses, at 150.000 virksomheder nu har en såkaldt TrustScore på selskabets hjemmeside, at der kommer 10.000 nye forbruger-sign-ups hver måned, og at en vurdering bliver offentliggjort hvert femte sekund på hjemmesiden.
Nemlig.com næsten fordoblede bruttoresultatet til 76 mio. kr. og reducerede samtidig minus på driften til 59 mio. kr. Efter tre år, hvor den internetbaserede dagligvareforretning præsterede et stort set fladt bruttoresultat omkring 40-45 mio. kr., kom der igen gang i væksten sidste år. Siden 2011 er der brændt næsten 200 mio. kr. af i underskud. Men det ser nu ud til, at nemlig.com er ved at bide sig fast i et nyt vækstspor.
Momondo øgede sidste år driftsresultatet til minus 33 mio. kr., mod minus 10 mio. kr. året før. Aktiviteten (bruttoresultatet) var stort set ens fra 2015 til 2016 på 56 mio. kr. Speederen er altså i 2016 blevet trykket i bund, når det gælder omkostninger, uden at det tilsvarende har løftet aktiviteten. Momondo har siden 2014 stort set ikke øget bruttoresultatet, men til gengæld er driften forringet fra minus 2 mio. kr. til minus 43 mio. kr. Antallet af ansatte er øget fra 87 i 2014 til 177 sidste år.
Fælles for de nævnte selskaber er, at de er ejet af udenlandske investeringsfonde, der har masser af kapital i baghånden til at bekoste en dyr, international ekspansion. Indtil videre ser det mest ud til, at der er meget lang vej hjem, før de bliver supergode forretninger med god lønsomhed.
MWL