Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Finanstilsynet udtrykker stor bekymring for specialbank. Skal man lede efter et dansk bud på at komme i problemer a la dem, som har ramt mellemstore amerikanske banker, er Lægernes Bank et godt bud. Sådan kan man i hvert fald tolke en alenlang tilsynsredegørelse. Her er uddrag: ”Lægernes Bank ejes af Lægernes Pension, og bankens målgruppe er medlemmerne af Lægernes Pension. (…) Produktpaletten omfatter almindelige indlånsprodukter, investeringsprodukter samt udlånsprodukter, primært omkring boligfinansiering, hvor bankens seneste produkt ”Lægernes Boliglån” har medvirket til en særdeles kraftig udlånsvækst siden 2021. Produktet ”Lægernes Boliglån” tilbydes alle kunder, og er et alternativ til traditionel realkreditfinansiering. Bankens udlån i pct. af arbejdende kapital har historisk været en del under sammenlignelige institutter, men er steget drastisk de seneste halvandet år, hvorfor udlånet nu ligger betydeligt over sammenlignelige gruppe 3-institutter. (…) For banken er der væsentlige renterisici forbundet med produktet ”Lægernes Boliglån”, og banken har fået et påbud om, at banken skal opgøre renterisikoen forbundet med førtidsindfrielsesoptionen, herunder ved anvendelse af reverse stresstest, til identifikation af scenarier som kan give anledning til væsentlige tab for instituttet. (…) Banken har endvidere fået et påbud om, at banken skal anvende en anden metode til opgørelse af solvensbehov på markedsrisiko, enten ved at anvende fuld rammeudnyttelse eller ved anden tilstrækkeligt konservativ metode.”
Sten Thorup Kristensen