Firmapension: Minister aner misbrug, ekspert kalder det returkommission, på hundrede millioner

Både Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen siger nu, at der er en overhængende fare for, at pensionsselskaberne tiltrækker firmapensionsaftaler ved at tilbyde virksomhederne attraktive indlånsrenter på overskudslikviditet, fremgår det af ministersvar til Folketinget. Ekspert kaldet det returkommission, som kan løbe op i flere hundrede millioner 

Hverken Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen tør længere stå inde for pensionsselskabernes tilbud om positive indlånsrenter til virksomheder, der er trætte af bankernes minusrenter, fremgår det af et svar fra erhvervsminister Simon Kollerup til Folketingets Erhvervsudvalg.

Sagen udspringer af en artikelserie i Økonomisk Ugebrev omkring årsskiftet, hvor flere eksperter og Forbrugerrådet TÆNK var kritiske over for, at pensionsselskaberne potentielt kunne tiltrække firmapensionerne, hvor grundlaget ikke var den bedste ordning for de ansatte, men den bedste ordning for virksomheden bag firmapensionsordningen i form af attraktive indlånsrenter på overskudslikviditet.

”Kan ikke afvises”
Kritikken af det mulige misbrug blev pure afvist i en pressemeddelelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Men nu bør brancheforeningen antageligt revurdere sit syn på sagen. I svaret fra erhvervsminister Simon Kollerup oplyser han via Finanstilsynet følgende:

”Det kan ikke afvises, at virksomheden i valget af leverandør vil vælge ud fra, hvor gode vilkår livsforsikringsselskabet kan tilbyde i forhold til en ordning til placering af virksomhedens overskudslikviditet.”

Ministeren har også spurgt Konkurrencestyrelsen om problemets omfang, og herfra lyder det ikke mindre opsigtsvækkende, at Konkurrencerådet for godt et år siden lavede en omfattende analyse af firmapensionerne. ”Undersøgelser i forbindelse med Konkurrencerådets analyse viser mere generelt, at mere end hver fjerde virksomhed angiver, at det var vigtigt eller meget vigtigt, at virksomheden kunne opnå økonomiske fordele ved at oprette en pensionsordning. Det kan derfor ikke udelukkes, at nogle virksomheder vil tillægge muligheden for at oprette en ordning om placering af overskudslikviditet vægt, når virksomheden tager stilling til placering af de ansattes firmapensionsordninger hos et livsforsikringsselskab,” skriver Konkurrencestyrelsen.

Ministeren oplyser også, at pengene er væltet ind i pensionsselskaberne efter det nye tilbud til virksomhederne om at forrente deres penge til op mod 4 pct. Ministeren har nemlig også hørt SKAT om pensionsselskabernes nye finte. Herfra lyder det:

”Ved udgangen af 2020 var der således et indestående på ca. 3,3 mia. kr. på pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, hvor forsikringstageren var en virksomhed drevet i selskabsform. Til sammenligning blev der for 2020 indberettet et indestående på cirka 14,3 mia. kr. på pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, hvor forsikringstageren var en person.”

Paragraf 53A-ordningen gør det altså lovligt, at virksomhederne får fordele, måske på bekostning af medarbejdernes pensioner. Netop fordi det er lovligt, har tilsynet heller ikke en opgørelse af problemets omfang.  Paragraf 53A-ordningen var oprindeligt fra politisk side henvendt til selvstændige enkeltmandsvirksomheder, men næppe til store virksomheder, som det er blevet tilfældet.

Egenkapital må holde for
Paragraffen kan altså anvendes på flere måder, måske utilsigtet. Og Finanstilsynet forklarer, at hvis der ligefrem foræres penge til virksomhederne fra medarbejdernes pensioner, er det pensionsselskabets egenkapital, der må betale. Om det faktisk er tilfældet, vides ikke.

”Lidt forsimplet kan det siges, at hvis et livsforsikringsselskab derfor tilbyder en virksomhed en højere forrentning (garanti) end niveauet for den risikofrie rente i det nuværende marked, så vil selskabet skulle finde pengene i sin egenkapital til at kunne dække hensættelserne og de fremtidige forpligtelser,” skriver Finanstilsynet.

Det giver professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet dog ikke meget for.

”Vi kender ikke det nøjagtige omfang af rentebegunstigelsen. Om det kun er virksomheder eller personer, der får den. Så omfanget er et eller andet sted mellem de 3,3 mia. kr. til A/S’er eller ApS’er i selskabsform og 17,6 mia. kr., som også omfatter personer. Det vil sige, at hvis indlånerne får en begunstigelse på eksempelvis 4 pct., betaler de andre et sted mellem 132 og 704 mio. kr. hvert år,” siger Carsten Tanggaard

Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af salgsmateriale fra branchen, hvor man aktivt har markedsført disse aftaler over for danske virksomheder i de senere år. Her lød det, at virksomhederne kunne få en garanteret rente på 4 pct., så det er ikke langt fra dette regneeksempel i garanteret rente til virksomhederne.

Hvem der så betaler ”regningen” er anden sag. Finanstilsynet siger altså, at det burde være pensionsselskabernes egenkapital. Men professor Tanggaard tror ikke på den forklaring.

Den rygende pistol
Ordningerne tilbydes typisk ud fra de gamle traditionelle pensionsprodukter med en garanti. I disse produkter er der i sagens natur et ekstra lag fedt – bonuspotentialet – ud over medarbejdernes pensioner, som kan bruge til at honorere garantien, selv når årets afkast på finansmarkederne er minus. Dette bonuspotentiale opspares af medarbejderne på den måde, at de får godskrevet det reelle markedsafkast, men kun en del af det. Resten lægges over i bonuspotentialet.

Aktuelt er renterne minus, og så kan dette bonuspotentiale altså også bruges til at honorere virksomhedernes plusrenter på 4 pct., hvis afkastet ikke er nok til det. Carsten Tanggaard mener, at disse penge tilhører medarbejderne og ikke virksomhederne.

”Den rygende pistol kommer helt frem i ministerens svar. Det her betales gennem et mindre afkast til kunderne. Og da virksomhederne netop ikke betaler gennem lavere afkast, men i stedet får et højere afkast, er det de andre pensionskunder, der skal betale til de lukrative indskudsordninger gennem lavere afkast, og det er ikke kun virksomhedens kunder, men alle kunder. Og det er samtidig en klar interessekonflikt,” siger Carsten Tanggaard.

Regningen i regnestykket på en lille mia. kr. er antageligt kun toppen af isbjerget. For det er bare den direkte betaling fra kunde til virksomhed, mens den indirekte betaling er langt højere. Den kommer i form af, at kunderne havner i de forkerte pensionsselskaber, når konkurrencen tager sigte på plusrenter i stedet for høje pensionsafkast og lave omkostninger til kunderne.

”Man kan sikkert godt formulere en teori om, at alle indbetalinger i sidste ende stammer fra virksomheden, og derfor er virksomheden i sin gode ret til at aftale med livsforsikringsselskabet, som det vil. Men det er en stråmand. Når en gruppe medarbejdere som en del af overenskomsten aftaler et givet pensionsbidrag, eksempelvis 10 pct., har de medarbejdere et krav på, at placeringen sker bedst muligt. Det kan ikke lade sig gøre, når virksomheden og forsikringsselskabet aftaler en returkommission på pensionsordningen. Både forsikringsselskabet og virksomheden har en klar interessekonflikt,” siger Carsten Tanggard.

En uskik
Han står ikke alene med den kritik. Ph.D. og partner i BEDSTpension Gert Nielsen lever af at identificere de pensionsselskaber, der til en enhver tid gør det bedst for kunderne. Konfronteret med de nye oplysninger siger han:

”Med et volumen på over 3 mia. kr. for selskaber, som ikke er personligt ejet, er der jo tale om et ikke helt uvæsentligt omfang. Det er en uskik, at virksomheden skal varetage både forhandlingen af pris og vilkår på virksomhedens egen ordning og samtidigt skal sikre medarbejderne de bedste vilkår. Der kan meget nemt opstå tvivl om, hvorvidt virksomheden lægger lige så meget kraft i forhandlingen på medarbejdernes vilkår som i den ordning, hvor man har en egen direkte økonomisk interesse. Som en start på oprydningen kunne Finanstilsynet undersøge de omtalte hensættelser og derved give offentligheden et indblik i disse interessekonflikter,” lyder det fra Gert Nielsen.

Carsten Tanggaard er helt enig, da han præcis mener, at pensionsopsparing bør være til mennesker og ikke virksomheder.

I brancheorganisationen Forsikring & Pension har man tidligere pure afvist problemer på området. Så sent som i januar lød det på foreningens hjemmeside ”Økonomisk Ugebrev kritiserer Forsikring & Pension for at afvise Økonomisk Ugebrevs påstande om interessekonflikt i firmapensionsmarkedet. Men Forsikring & Pension fastholder afvisningen – den enkelte pensionsopspareres interesse er altid i højsædet.”

Carsten Vitoft