”Konkurrencestyrelsen har for over et år siden konkluderet i en rapport, at konkurrencen i realkreditsektoren er utilstrækkelig, og efterfølgende er der ikke sket forbedringer i konkurrencen. Er det jeres holdning, at der skal yderligere politiske indgreb til for at skabe bedre konkurrence i realkreditten, og i givet fald konkret hvad – eller er det ikke nødvendigt?”
Socialdemokratiet ved finansordfører Benny Engelbrecht: ”Vores sigte er at gøre det nemmere og billigere for forbrugerne at skifte realkreditselskab. Her er konkurrence altafgørende. Konkurrencestyrelsens rapport viser os, at der er plads til at få skruet op for konkurrencen. Vi er åbne for at efterse, om de regler vi har om, at realkreditsektoren skal begrunde deres prisforhøjelse og bidragssatser, fungerer efter hensigten. Samtidig vil vi gerne se på, om vores seneste politiske aftale fra januar 2017 reelt har øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet og har bidraget til at sikre konkurrencedygtige bidragssatser. Hvis ikke det er tilfældet, så må vi se på, hvordan vi kan få skruet op for konkurrencen på realkreditmarkedet til gavn for forbrugerne.”
Venstre ved skatteminister Karsten Lauritzen: ”Danmark har et af verdens bedste markeder for realkredit. Vi ønsker ikke at ændre vores realkreditmodel radikalt, der jo grundlæggende fungerer godt, som den er. Det er ikke i nogens interesse. Men vi følger løbende området for at se, om vi kan gøre noget bedre. Derfor har vi bl.a. lavet en aftale om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Det sikrer, at det nu er billigere at skifte institut ved varslede stigninger i f.eks. bidragssatserne.”
De konservative ved Anders Johansson, finans- og erhvervsordfører:
”Borgerne skal have gode muligheder for at optage billige og sikre lån igennem realkreditinstitutterne. Det skal vi sikre ved at skabe en sund konkurrence på realkreditmarkedet. Derfor har vi også allerede indgået en aftale, som blandt andet gør det nemmere at skifte realkreditinstitut og dermed bidrager til at skærpe konkurrencen imellem institutterne. Vi har ikke på nuværende tidspunkt planer om ny lovgivning på området.”
Enhedslisten ved Pelle Dragsted: ”Ja, vi har i den grad brug for skærpet konkurrence. Vi vil, som vi flere gange har foreslået, gøre det umuligt at hæve bidragssatsen på allerede indgåede lån, med mindre man får en dispensation. En dispensation skal i givet fald være begrundet i f.eks. nye kapitalkrav. Derfor skal bidragssatsen også sættes ned igen, når der er tilstrækkelig polstring, og der skal ikke i perioden udbetales udbytter til aktionærerne. Herudover ønsker vi at lovfæste låntagers rettighed til selv at disponere over obligationerne. Endelig ønsker vi på længere sigt igen at få udskilt realkreditten fra pengeinstitutterne og skabe bedre rammer for etableringen af nye foreningsejede realkreditinstitutter.”
Baggrund for spørgsmålet: Økonomisk Ugebrev har de seneste år beskrevet konkurrenceforholdene i realkreditten, som er præget af tæt på ens priser over de seneste årtier. Bidragssatserne er mangedoblet siden finanskrisen, og det har gjort realkreditinstitutterne til pengemaskiner, med en forrentning af egenkapitalen på linje med bankerne, selvom risikoen i realkreditten er markant mindre. Konkurrencestyrelsen har påvist svære problemer med konkurrencen i sektoren. Det betyder ret beset, at danske boligejere og virksomheder betaler bidragssatser, som er kunstigt høje. Hertil kommer, at det er vanskeligt for almindelige låntagere at gennemskue de mange ekstraomkostninger, herunder kursskæringer og priser på fastkursaftaler, samt manglende åbenhed om handelspriser på solgte og købte obligationer.
Om Økonomisk Ugebrevs dækning af FV 2019
Økonomisk Ugebrev har stillet en stribe konkrete spørgsmål til de politiske partier om konkurrencen i realkreditten, fremme af iværksættervirksomheder, herunder investorfradraget, forslaget om en aktieomsætningsafgift, omsætningsskat på globale techgiganter og udvidet ledelsesansvar for betalt selskabsskat efter den svenske model. Vi bringer på denne og efterfølgende sider partiernes svar.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her