Fører bankers fastlåste ejerskab til ny bankkrise?

Hovedparten af de danske banker er ekstremt sårbare over for normaliserede udlånstab, fortsatte minusrenter, stagnerende udlån, skrappere myndighedsregulering og øget konkurrence fra fremtidig disruption, men det virker som om, at bankledelserne er lullet i søvn.

Hele situationen råber på konsolidering og sammenlægninger blandt de mellemstore og mindre banker. Det er ikke nyt, kun mere påtrængende end tidligere. Men udemokratiske repræsentantskaber, stemmeretsbegrænsninger og fondsdannelser hæmmer udviklingen. I virkeligheden kan en ny bankkrise meget vel true i horisonten. Et godt eksempel på, hvor fastslåst ejerskabet er i den danske banksektor, er storinvestor Henrik Linds aktuelle forsøg på at gøre sin indflydelse gældende i den skrantende Danske Andelskasser Bank (DAB), som han ejer knap tyve procent af. Han har i månedsvis været i opgør med den siddende bestyrelse, støttet af 16 små andelskassefonde med en samlet ejerandel på ca. 30 procent. Lind arbejder for en fusion med et andet pengeinstitut, men han afvises altså. I næste runde mødes parterne på en ekstraordinær generalforsamling den 5. december, hvor den med de fleste stemmer vinder. Opgøret afspejler antageligt, hvordan fusionspartnere ville blive modtaget mange andre steder i den danske bankverden. Bankledelser er tilsyneladende lullet tilbage i tornerosesøvn, hvor de er overbeviste om en fremtid som selvstændigt lønsomt pengeinstitut, selvom truslerne lurer fra alle sider. Groft sagt er der tale om mangel på rettidig omhu, som igen kan udløse en krise blandt de danske banker. Med mindre altså Finanstilsynet anvender sine nye hårdhændede indgrebsmuligheder forinden.

Få fusioner
Stilstanden bekræftes af det lave antal fusioner og overtagelser i bank sektoren de seneste år. Som det fremgår af tabellen er der gennemført meget få fusioner, selvom der i det offentlige rum er snakket om behovet for sammenlægninger i årevis. Eksempler på større fusioner er Jyske Banks overtagelse af bl.a. BRFkredit.

Meget tyder på, at bankdirektørerne og deres bestyrelser er blevet lullet i søvn af, at det for tiden egentlig går meget godt, trods stagnerende udlån i branchen og pres på rentemarginalerne. Mange banker har i år og sidste år tjent gode penge. Men det er uden tvivl på lånt tid. De fleste steder er indtjening og lønsomhed skruer op af nogle faktorer, som ikke er langtidsholdbare, og som sandsynligvis snart ebber ud.

For det første er gebyrer og provisionsindtægter steget eksplosivt de seneste år. Gebyrskruen har fået mange drej, blandt andet ved at bankerne har fået deres del af de øgede bidragsindtægter i realkreditten. Men konkurrencen kan meget hurtigt komme til at ramme fra nye disruptive nicheaktører, og fra en voksende gruppe yngre bevidste forbrugere, der går efter laveste pris på nettet.

For det andet er udlånstabene nu historiske lave. Men det er de kun fordi, der bliver tilbageført tidligere hensættelser i et hidtil udset tempo. I flere tilfælde betyder denne tilbageførsel af tidligere hensættelser, at den samlede tabsbuffer, den såkaldte korrektivkonto, de seneste år har været faldende. Faktisk er bruttotabene på dårlige udlån højere i år end sidste år, viser Økonomisk Ugebrevs gennemgang af de aktuelle bankregnskaber.

For det tredje er det påfaldende, at rigtig mange banker fortsat øger omkostningerne til personale. Kun få banker som Danske Bank og Sydbank har skåret i omkostningerne. Mange banker har enten ikke særlig fokus på effektiviseringer eller også ekspanderer de med nye filialer for at øge udlånet. Bankerne har som bekendt 150 mia. kr. stående i Nationalbanken i overskudslikviditet, som årligt koster én mia. kr. i minusrenter. For det fjerde er en stor andel af bankernes gebyrindtægter baseret på handel med værdipapirer, kapitalforvaltning og investeringsrådgivning, herunder administration af investeringspenge. Stadig flere anvender internetmæglere som Nordnet med meget lave handelskurtager og ingen skjult kursskæring. Det kommende MIFID II direktiv vil blive en massiv udfordring for stort set alle banker, da de risikerer at miste hovedparten af de aktuelle provisionsindtægter.

Bundlinjen er, at det næsten kun kan gå én vej for lønsomheden i landets banker, med mindre de forsøger at høste stordriftsfordele gennem fusioner.

se tabel her

læs hele udgivelsen her

MWL