Meget tyder på, at Falck groft sagt har foræret det nødlidende forretningsben Falck Safety Services til kapitalfonden Polaris. Parterne oplyser ikke handelsprisen, men medieforlydender nævner et trecifret millionbeløb. Men herfra skal trækkes gæld på 253 mio. kr. og derved er der optræk til betydelige nedskrivninger i Falcks regnskab. Er foræringsprisen forklaringen på, at Polaris tør røre ved den sorte energi, spørger journalist Lars Abild i denne analyse.
Det seneste salg af Falck Safety Services skal ses som en del af den store turnaround, CEO Jakob Riis er ved at foretage i Falck, hvor dele af forretningen i en årrække har været at sammenligne med et sandslot. Det var salget af divisionen Falck Safety Services til kapitalfonden Polaris, som fik erhvervspressen op at ringe.
Nu er der fart på Falck. Men et par timer efter, at pressemeddelelsen om handlen blev sendt ud fra Polititorvet onsdag, kunne Dagbladet Børsen konstatere, ”… fra kilder tæt på processen, at Polaris har smidt et trecifret millionbeløb for selskabet,” at ingen af parterne ville udtale sig om prisen.
Det var ikke nogen hemmelighed, at Falck ville sælge den division, som udbyder sikkerheds- og beredskabstræning til personale i industrier som olie & gas, den maritime sektor og vindmølleindustrien. Den internationale redningskoncern ser ikke længere divisionen med flere end 1.000 ansatte i verden som et fokusområde, og der er i måneder blevet ledt efter en køber. Divisionen har længe været bogført som ”assets held for sale.”
Men hvad er Falck Safety Services egentlig, når det kommer til de nøgne tal. Det er en forretning, som er strøget ned sammen med prisen på olie. Og selv da olien var væsentligt dyrere end i dag, var det også svært for Falck Safety Services at få økonomien til at hænge sammen. I selve divisionen var der en omsætning på 1,3 mia. kr. i 2013 og et EBITA på 215 mio. kr., svarende til 16,4 pct. I 2017 var de samme tal faldet til 778 mio. kr. og et EBITA-driftsoverskud på ni mio. kr. – altså nu lige over én pct. Holdingselskabets driftsresultat har ikke været i plus i de seneste fem år.
Værst var det i 2013, hvor det var et minus på 28 mio. kr. Sidste år var tallet minus 19 mio. kr. I pressemeddelelsen står: ”Polaris og Falck har indgået aftale om, at Polaris overtager 100 procent af aktierne i Falck Safety Services Holding A/S og alle Safety Services-aktiviteter i Falck.” Falck Safety Services har en myriade af datterselskaber rundt i verden, selve holdingselskabet bor i Esbjerg.
Regnskabet for Falck Safety Services Holding viser, at der var aktiver i divisionen for 665 mio. kr. sidste år, som blev modsvaret af egenkapital på 402 mio. kr. og gæld til Falck på 253 mio. kr. Med de seneste års minus på bundlinjen er det svært at se, at Falck ikke kommer til at stå foran en massiv nedskrivning på dette salg. Men som måske ikke er sket endnu af salgsstrategiske årsager.
Salgsprisen er for aktierne uden gæld, og det betyder, at en salgspris på eksempelvis 300 mio. kr. vil udløse en nedskrivning i størrelsesordenen 300-350 mio. kr. Det springende punkt i holdingselskabets regnskab er altså, at der er en større kortfristet gæld til selskaber i Falck koncernen på 253 mio. kr., der skal trækkes fra før closing, som parterne forventer vil ske ”i løbet af september 2018.” I selve Falcks regnskab er ”asset held for sale” relateret til Safety forretningen bogført til 1099 mio. kr. med passiver for 327 mio. kr.
CFO og partner i Polaris, Henrik Bonnerup, ønsker ikke at oplyse, hvad kapitalfonden skal betale for denne del af Falck. Men han bekræfter, at gælden skal fraregnes ved closing, så alt peger i retning af, at den pris Børsen kunne fortælle om, kun var den første del af regnestykket og langt fra hele billedet.
Økonomien i divisionen peger ikke på, at det er den store check, Polaris har udskrevet. Nærmere, at Jakob Riis endelig har fået Falck Safety Services lempet ud. Polaris er ikke inde i energisektoren endnu, men der er gode takter i den, mener Henrik Bonnerup, ifølge pressemeddelelsen: ”… Vi ser gode vækstmuligheder i virksomhedens markeder, hvor stadig højere krav til sikkerhed og en øget grad af outsourcing til professionelle partnere skaber et stort potentiale.”
Aktieselskabet Falck Safety Services bor også i Esbjerg, der var generalforsamling 4. maj, og i det fremlagte regnskab står: ”Outlook. Intensified competition in the market for safety training is expected for 2018 as well as market restraints. Expectations for training in the wind turbine manufacturing industry are still on the rise whereas demand in the oil and gas industries is expected to be at a standstill.”
Lars Abild
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.