Efter skiftet fra Nykredit til Formuepleje er adm. direktør Peter Kjærgaard blevet branchens måske bedst lønnede topdirektør. Han skal vende en nærmest katastrofal blødning af kundepenge, og på papiret er han allerede begyndt at ligne en succes. Men noget tyder på, at han blot kører kundernes penge rundt i cirkler, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Formuepleje, har skabt en af de største danske succeser på markedet for investeringsfonde, samtidig med at virksomheden står i flammer.
For mens pengene fosser ud af stort set samtlige fonde i selskabet, er det lykkedes den nye adm. direktør at skabe en ny superfond, der har tiltrukket så mange penge, at flere i branchen er begyndt at mistænke en pyramide-lignende forretningsmodel bag den nye fond.
Det store spørgsmål, der nu stilles af flere i branchen, er, om adm. direktør Peter Kjærgaard & Co. hælder gammel vin på nye flasker ved at sende penge fra allerede blødende fonde i Formuepleje over til den nye superfond med det moderne navn Global Future (GF) for at skabe illusionen om en ny kæmpesucces.
Succes uden sidestykke
Det afvises dog delvist af pressechef Allan Jørgensen, at pengene kommer direkte fra de andre fonde.
”Global Future er endnu ikke børsnoteret. Den er indledningsvist fundet i en seeding-runde blandt eksisterende og nye kunder. I hvilket omfang de pågældende kunder skulle have valgt at sælge ud af øvrige produkter for at investere i GF, har vi ikke mulighed for at oplyse et mere præcist tal på lige i øjeblikket,” oplyser pressechefen til Ugebrevet.
Den nye fond har været en succes uden sidestykke. Fra fonden så dagens lys i december sidste år lykkedes det at rejse 2,3 mia. kr. inden udgangen af året og herefter endnu 3,3 mia. kr. her i foråret.
Hvis alt går vel, skal den nye fond afløse den ”gamle” superfond Penta, som er gået helt i dørken. Over fem år har afkastet været decideret elendigt, mens markedet altså er buldret derudad i samme periode. Sidste år steg fonden dog næsten 20 pct., men i samme perioder er fondens formue på mærkværdig vis faldet markant.
Med markedsudviklingen burde fonden i dag have haft en formue nær 8 mia. kr., men Pentas formue ligger nærmere 5 mia. kr., og det er den forskel eller dele af den, som nu kan være havnet i Global Future. Det er en forretningsmodel, som Formuepleje tidligere har benyttet sig af.
Med en grænse på mindst 10 mio. kr. for at kunne investere i den nye fond er succesen så meget desto mere uforståelig, og det er altså, ifølge Formuepleje, lykkedes at overbevise op mod 500 hovedrige danskere om at proppe penge i den nye fond på ryggen af meget, meget dårlige afkast i de andre aktiefonde i selskabet.
Normalt spiller historiske afkast en stor rolle, når man vælger kapitalforvalter – ikke mindst hos professionelle investorer, som der her er tale om.
Men det kan være med til at skabe endnu et mirakel, når Global Future skal børsnoteres senere på året, og medierne står klar med gratis spalteplads til Peter Kjærgaard & Co., der så kan fortælle om en vaskeægte kundemagnet.
Gammel vin
Men det er ikke bare Penta, der bløder formue og kunder i disse år. Også i den største fond i Formuepleje, LimiTTellus, falder formuen dramatisk. Det var ellers her, alle pengene blev kanaliseret hen før i tiden. Men det er ikke usædvanligt i branchen, at man er nødt til at viske tavlen ren, når fondene begynder at performe dårligt, som det også er sket for LimiTTellus.
Typisk sker det ved at fusionere fonde ind i andre, hvor de dårlige bliver lagt ind i de bedre, så det igen ser godt ud med afkastet. Problemet med det er blot, at de gamle fonde i Formuepleje også er de dyreste i Danmark, og det ville altså kannibalisere indtjeningen voldsomt eksempelvis at lægge Penta ind i den nye afdeling Global Future, som kun koster halvdelen. Det ville også kræve, at man fik bestyrelsen med ombord på sådan en fusion, og store dele af den er uafhængige bestyrelsesmedlemmer, som kan have deres eget syn på den slags.
Men spørgsmålet er, om det ikke havde været det rigtigste, men selvfølgelig også det mest risikable, at gøre set med ledelsens øjne. Altså at fusionere LimiTTellus ind i Global Future. For fondene er fuldstændig ens – bortset fra deres historiske afkast.
Økonomisk Ugebrev har de seneste uger forsøgt at komme i dialog med adm. direktør Peter Kjærgaard. Men han har ikke ønsket at stille op til interview.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.