I kølvandet på konkursen i Gable og Husejernes Forsikring siger tre ud af fire danskere, at de er blevet skeptiske over for udenlandske forsikringsselskaber, og at erhvervsministeren skal sikre større gennemsigtighed om garantidækning. Men ministeren siger nej.
Når støvet fra efterårets konkurs i Gable og Husejernes Forsikring har lagt sig, kan det nemt ende med et forsikringsmarked, der fungerer værre – og ikke bedre. Altså hvor danske forsikringskunder er blevet skræmt fra at købe forsikringer gennem udenlandske forsikringsselskaber. Sådan lyder konklusionen på to rundspørger foretaget af Økonomisk Ugebrev, hvor vi dels har spurgt konkursramte kunder via en facebookside, og dels også økonomisk Ugebrevs læsere om deres syn på forsikringsmarkedet. 75 procent af dem, der har haft en forsikring i Gable, svarer, at de er blevet mere skeptiske over for billige udenlandske forsikringsselskaber. Og hele 67 procent af andre danskere, der blot har fulgt sagen her i Økonomisk Ugebrev, er skeptiske. 105 tidligere kunder i Gable har svaret og 146 læsere af Økonomisk Ugebrev.
Passiv minister
Overraskende siger alle, at de ville være meget mere positive over for et udenlandsk forsikringsselskab, hvis blot myndighederne ville lave en liste over, hvilke selskaber der er dækket af den danske garantifond, og hvilke der ikke er. Men det arbejde har erhvervsminister Brian Mikkelsen ingen planer om at sætte i gang, oplyser han. I stedet vil han fortsat lade det være op til de enkelte selskaber at skulle oplyse forbrugerne om dette, også selv om han åbner døren for, at alle selskaber nu kan blive medlem af Garantifonden.
Passiviteten møder kritisk fra forsikringsbranchen: ”Kunderne skal naturligvis kunne se på Finanstilsynetshjemmeside, om en forsikring er omfattet af garantiordningen. Desuden bør Finanstilsynet føre et aktivt tilsyn med de agenturer, der sælger forsikringer. Det kan de gøre med god skik-reglerne, der allerede findes i loven. Hvis der skal flere håndtag til at sikre, at kunderne i agenturer af forsikringsselskaber bliver behandlet ordentligt, så bør Finanstilsynet også have dem. Endelig bør agenturer ikke kunne anvende ordet ”forsikring” i deres navn, for det forvirrer kunderne,” siger direktør Torben Weiss Garne fra den danske garantifond.
Den manglende gennemsigtighed om garantidækning er et reelt problem, viser Økonomisk Ugebrev undersøgelser. Hele 76 procent af begge grupper synes, at der ikke har været klar nok oplysning om Gables manglende dækning i den danske garantifond. 80 procent af de tidligere kunder i Gable siger lige ud, at de har mistet tillid til erhvervsministeren, efter at han endnu ikke har taget initiativ til, at der udarbejdes en officiel liste, hvor forbrugerne kan tjekke deres dækning ved køb af forsikringer. Det samme gælder 70 procent af Økonomisk Ugebrevs læsere.
Meget tyder altså på, at regeringen er helt ude af trin med forsikringskunderne i denne sag, og ministeren har tilsyneladende ikke forståelse for problemet. Præsenteret for undersøgelsens konklusioner mener ministeren stadig, at hans løsning er en forbedring af forholdene på markedet.
”Som opfølgning på Gable Insurances konkurs indgik jeg en bred politisk aftale, der indeholder en række konkrete initiativer, som skal stille forbrugerne bedre. Eksempelvis får alle selskaber pligt til at oplyse, om de er med i garantiordningen, og de udenlandske selskaber får også mulighed for at komme med i den danske garantiordning. Lovforslaget er nu sendt i høring, så det kan vedtages inden sommer,” lyder det fra Brian Mikkelsen.
Kritik af EU-myndighed
Det er dog stadig op til de enkelte selskaber at oplyse, hvor godt kunderne er dækket i tilfælde af konkurs, og det mener forsikringsbranchen ikke er godt nok. ”Det er ekstremt trist, at et liechtensteinsk forsikringsselskab under et ringe tilsyn, og som tilsyneladende har løjet over for deres kunder via et dansk agentur, skal have en negativ effekt på tilliden til branchen. Det reelle problem er, at selv om der er en europæisk tilsynsmyndighed i EU på forsikringsområdet, kaldet EIOPA, så glemmer det tilsyneladende at have fokus på dets egne medlemmer – altså finanstilsynene i EU. Derfor er det blevet attraktivt at etablere sig i blandt andet Liechtenstein og Gibraltar og så sælge produkter i andre EU-lande, til skade for forbrugerne. Det skriger lidt til himmelen, at man kan oprette et forsikringsselskab i Liechtenstein alene for at sælge en lang række forsikringsprodukter i andre EU-lande. Forsikringer, som slet ikke kendes i Liechtenstein. Det emne ser vi meget gerne, at den danske regering tager op i EU,” siger Torben Weiss Garne.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her