Frøsig slås for livet med ryggen mod muren

Hvorfor kæmpede Sydbanks Karen Frøsig så hårdnakket mod en logisk fusion mellem Sydbank og Spar Nord? Økonomisk Ugebrev gennemgår de to vigtigste forklaringer. Men opgøret i Sydbank er blot en konsekvens af en gigantisk systemfejl i den danske banksektor, som politikerne ikke har evnet at lappe på. Heller ikke selvom Rangvid-udvalgets rapport fra 2013 skar systemfejlen ud i pap.

De danske banker nærmer sig en situation, hvor de eneste udfald for langt de fleste af mindre og mellemstore banker er fusioner, sammenlægninger – eller en dødskamp. Presset på nettorente-indtægter vil fortsætte, det samme vil ske for gebyrer og provisionsindtægter, og så er der kun omkostningssiden tilbage.

Altså: Skal en bank for alvor løfte lønsomheden, er en fusion oplagt, idet der vil kunne hentes kæmpesynergier: To hovedsæder kan blive til ét, to it-systemer kan reduceres til ét, alle front- og back office funktioner kan samles. Og der kan sammenlægges filialer.

VALG MELLEM TOPCHEFER

Fordelene er logiske og indiskutable, og de vil være åbenlyse for alle parter. Og ikke mindst ejerne, altså aktionærerne, og kunderne ville få fordele ud af en sådan sammenlægning. Det levner kun ét afgørende spørgsmål, og det er ofte det vigtigste spørgsmål, selvom det ikke bør være det:

Hvem skal være den fortsættende adm. direktør, og hvem skal være bestyrelsesformand for den nye bank? I drøftelserne mellem Sydbank og Spar Nord burde dette spørgsmål have været let at afgøre.

For det første har Spar Nords CEO Lasse Nyby de seneste år været en markant bedre bankdirektør end Sydbanks Karen Frøsig. Måske er det ikke helt rimeligt at sammenligne de to banker én til én. Men bundlinjen tæller: Spar Nord Bank fremstår i dag som langt mere veldrevet end Sydbank. Som et eksempel kan nævnes, at Sydbank-aktien de seneste to år er dykket 55 procent, mens Spar Nord Bank ”kun” er faldet 25 procent.

For det andet: Selvom Sydbank er 20 procent større end Spar Nord Bank målt på nettorenteindtægter, er den aktuelle børsværdi på de to banker kun plus 300 mio. kr. i Sydbanks favør. Men for blot to uger siden var Spar Nords børsværdi størst. Kun markedets misforståede forventninger om en snarlig fusion har løftet Sydbank-aktien med 16 procent, mens Spar Nord-aktien er stort set uændret.

Under forhandlingerne mellem de to parter har Spar Nord Bank og CEO Lasse Nyby i realiteten siddet med de bedste kort på hånden som den sammenlagte banks nye adm. direktør. Og så kan det tilføjes, at det ville være oplagt, at den nye bestyrelsesformand ville blive Torben Nielsen, Sydbanks tidligere formand, der nu har valgt at trække sig, på grund af en usaglig afvisning af et bestyrelsesflertal i Sydbank. Presset ud af bl.a. medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der sikkert kun tænker i at bevare deres kollegers arbejdspladser, og ikke i bankens langsigtede ve og vel.

Tilbage ved udgangen af 2016 skrev Økonomisk Ugebrev i en artikel under overskriften Fører bankers fastlå – ste ejerskab til ny bankkrise? ”, at ”hele situationen råber på konsolidering og sammenlægninger blandt de mellemstore og mindre banker. Det er ikke nyt, kun mere påtrængende end tidligere. Men udemokratiske repræ-sentantskaber, stemmeretsbegrænsninger og fondsdannelser hæmmer udviklingen. I virkeligheden kan en ny bankkrise meget vel true i horisonten. Hovedparten af de danske banker er ekstremt sårbare over for normaliserede udlånstab, fortsatte minusrenter, stagnerende udlån, skrappere myndighedsregulering og øget konkurrence fra fremtidig disruption, Men det virker som om, at bankledelserne er lullet i søvn.”

Det er sandsynligvis den virkelighed, der er ved at indfinde sig nu, med Nationalbanken, Finanstilsynet og politikerne stående på sidelinjen som stort set passive tilskuere. Som vi tidligere har skrevet, er det en ulykkelig situation for den danske banksektor, at så mange banker er fastlåst i en oldnordisk og udemokratisk struktur, med ejerbegrænsninger og repræsentantskaber, som ofte er indstillet af den siddende bestyrelse, bistået af den adm. direktør.

Lige efter offentliggørelsen af Rangvid-udvalgets rapport i 2013 skrev Økonomisk Ugebrev under overskriften Kriseudvalg freder største systemfejl i banksektor , at ”Udvalget til afdækning af finanskrisens årsager under ledelse af professor Jesper Rangvid glider af på en af de allerstørste systemfejl i den danske banksektor. I en gennemgang af problemerne med begrænsninger i ejerret og stemmeret i stort set alle mindre og mellemstore banker og sparekasser påpeger udvalgets medlemmer ellers meget klart, at blokeringen har været medvirkende til, at mange inkompetente bankbestyrelser ikke blev udskiftet med mere kompetente folk.”

MAGT OVER GENERALFORSAMLINGEN

Udvalget skrev (side 41): ”en række pengeinstitutter var inden og under krisen præget af dårlig ledelse og uhensigtsmæssige ledelsesstrukturer. I visse institutter havde de administrerende direktører for meget magt i forhold til deres bestyrelser, og agerede derfor egenrådigt. En medvirkende årsag hertil var, at der i bestyrelserne manglede de fornødne kompetencer til reelt at kunne give den daglige ledelse et fagligt og ledelsesmæssigt modspil.”

Videre hed det, at ”det er udvalgets vurdering, at ejer- og stemmeretsbegrænsninger kan have udgjort en hindring for sikringen af en professionel ledelse af visse mindre og mellemstore institutter forud for den finansielle krise.”

I artiklen fra 2013 skrev vi: ”Med andre ord anerkender udvalget, at det kan være meget vanskeligt for kritiske aktionærer at få udskiftet udygtige bankledelser og ikke mindst få indsat mere kompetente bestyrelsesmedlemmer med skarpe fagkompetencer, når de kun kan stemme på en brøkdel af deres aktier. Typisk har bankbestyrelserne fuld kontrol via fuldmagter eller repræsentantskaber, de også indirekte styrer, hvorved bestyrelsen bliver selvsupplerende og altså urørlig.”

Ifølge rapporten afgav professor Anders Grosen fra Århus Universitet en mindretalsudtalelse (side 44) om problemstillingen, hvori det hedder, at ”det foreslås, at ejer- og stemmeretsbegrænsninger fjernes i de danske børsnoterede banker. Fjernelse af ejer- og stemmeretsbegrænsninger kan ikke ske på aktionærernes initiativ pga. netop ejer- og stemmeretsbegrænsninger, de almindelige regler i aktieselskabsloven og særegne vedtægter i en lang række banker. Fjernelse af ejer- og stemmeretsbegrænsningerne kan gøres lovgivningsmæssigt, enten gennem selskabslovgivningen, via lov om finansiel virksomhed eller via børslovgivningen.”

Anders Grosen påpeger altså, at afvikling af begrænsningerne for at skabe et reelt aktionærdemokrati nødvendiggør et lovindgreb, som fjerner de aktuelle begrænsninger i ejer- og stemmeretter.

MWL