I 2019 blev det lovpligtigt at være medlem at den danske Garantifond for Skadesforsikring, men siden har det være mere end almindeligt svært at kradse medlemshonoraret på mindst hundrede tusinde kroner ind hos en lang række udenlandske forsikringsselskaber.
Det får nu Garantifondens direktør Torben Weiss Garne til at tage det usædvanlige skridt at stævne 40 udenlandske forsikringsselskaber – primært med adresse i Storbritannien. Fonden har uden held forsøgt at få selskaberne til at betale honoraret på mindst hundrede tusinde kroner.
”Vi kan se, at listen over de selskaber, der har en godkendelse hos Finanstilsynet, er længere end vores medlemsliste, og det må vi jo gøre noget ved. Det kan jo være, at et par selskaber har flyttet deres europæiske aktiviteter rundt i andre koncernselskaber, men det gælder næppe alle 40, som vi mangler betaling fra,” forklarer Garantifondens direktør til Ugebrevet.
Ugebrevet har opsnappet navnene på en håndfuld af selskaberne, der lyder navne som QBE UK Limited, The Ocean Marine Insurance Company Limited, Griffin Insurance Association Limited og AMT Mortgage Insurance Limited. Det vides dog ikke, hvor store selskaberne reelt er på det danske marked, da de ikke udformer danske årsrapporter.
Det er blevet lovpligtigt at være medlem af garantifonden, hvis man vil sælge forsikringer i Danmark. Det kommer efter tre konkurser på det danske forsikringsmarked: Først gik agenturet Husejernes Forsikring ned i 2016, derefter røg Alpha og Qudos Insurance i svinget i 2018. Regningen er ikke gjort endeligt op, men ventes at blive mere end en milliard kroner til de danske forsikringskunder, og derfor har Garantifonden et akut behov for at få fyldt kassen op.
i 2019 modtog Garantifonden 26 mio. kr. i engangsbidrag fra nyindmeldte medlemmer og 308 mio. kr. i løbende bidrag. Det gav en samlet indtægt på 333 mio. kr.
Samtidig havde Garantifonden i 2019 udgifter for i alt 844 mio. kr., som primært er anvendt til erstatningsudbetalinger og præmietilbagebetalinger til forsikringstagere i de tre nævnte konkurser.
I 2020 vil Garantifonden tillige have udgifter til erstatningsudbetalinger til danske forsikringstagere i det irske forsikringsselskab CBL Insurance Europe Dac, der gik konkurs i marts 2020.