Garantifonden taber hver anden sag i forsikringsankenævn

Kunder anklager nu den danske Garantifond for Skadesforsikring for dårlig skadesbehandling, ringe kommunikationsevner og arrogance i forbindelse med oprydningen efter konkursen i Husejernes Forsikring, hvor 26.000 danskere kom i klemme. Meget tyder på de har ret: Godt og vel hver anden gang en kunde klager over fonden, får de medhold.

Garantifonden for Skadesforsikring ser nu ud til at have opnået status som den offentlige myndighed med den dårligste sagsbehandling. Det viser en gennemgang af de sager, der er opstået oven på oprydningen efter konkursen i Husejernes Forsikring, og hvor kunderne efterfølgende har klaget til Ankenævnet for Forsikring over deres afgørelser hos Garantifonden.

Hver anden gang – eller helt præcist i 48 procent af tilfældene – vinder kunderne nemlig deres sager over Garantifonden, når de går til ankenævnet. Det fremgår af statistikkerne fra Ankenævnet for Forsikring. Med andre ord har Garantifonden kun lavet korrekte afgørelser i 52 procent af sagerne, og det må være noget nær Danmarksrekord for en offentlig myndighed.

”Tallene skal ses i sammenhæng med, at Garantifonden overtog et forsikringsagentur, der ikke var under tilsyn i Danmark, der, jf. advokatundersøgelsen, har overtrådt lovgivningen på en række områder, og hvis sagsbehandlingssystemer mv. ikke kunne integreres med Garantifondens. Hertil kommer, at dækningen bygger på en særlov,” siger Garantifondens direktør Torben Weiss Garne.

Selv de private aktionærejede forsikringsselskaber har en bedre kvalitet i sagsbehandlingen end Garantifonden i Ankenævnets statistikker. Her har branchen som helhed – inden for ejerskifteforsikringer som der her er tale om – ret i 70 procent af deres afgørelser.

Torben Weiss Garne mener ikke disse tal kan sammenlignes. Han gør dog alligevel et forsøg.

”Ser man bort fra de sager ved Ankenævnet, som alene angår spørgsmål om fortolkning af tidsfrister, så er tabsprocenten cirka 38 procent. Ser man på den offentliggjorte statistik for ejerskiftesager ved Ankenævnet i 2016, så kan man se, at forbrugerne i 2016 fik noget ud af at klage over sin ejerskifteforsikring i 32 procent af sagerne. Set i lyset af sagerne, der blev overtaget mv, så er der altså ikke et holdepunkt for at sige, at Garantifondens afgørelser afviger markant fra ankenævnsstatistikken,” forklarer direktøren.

Men det er selvfølgelig nemt nok at opnå den klagestatistik man ønsker, hvis man fjerner de klager fra statistikken, der går en imod, siger Lone Hecht, der administrerer en Facebookgruppe for de over tusinder af skaderamte kunder: ”Ingen er ude på at malke fonden. Men vi så gerne, at tildeling af penge skete på et fair grundlag – i stedet for at Garantifonden afviser, fordi Husejernes Forsikring i sin tid sagde nej til en skade 2 dage før eller 2 måneder før konkursen. De kunder, der havde igangværende klager, er ikke omfattet af Garantifonden, og det kan jeg ikke forestille mig var intentionen med loven,” siger hun.

KUNDER MED STORE TAB

Ud over den dårlige statistik i Ankenævnet er langt flere danskere blevet ramt af store tab, uden det indgår i Ankenævnets statistikker. Også selv om de i sin tid blev lovet en fair behandling af den dengang siddende minister Brian Mikkelsen. De har nemlig aldrig fået deres sager behandlet i Ankenævnet for Forsikring grundet tidsfrister, som de mener blev meget dårligt kommunikeret ud fra Garantifondens side.

En af disse kunder er René Malmstrøm, der i dag står tilbage med et tab på mindst 150.000 kr. som han selv skal dække.

”Jeg blev ikke informeret om noget som helst omkring tidsfrister andet end hvad man kunne læse i medierne, og da jeg havde sat en advokat på sagen, så regnede jeg med, at der var styr på den slags. Desværre fik min advokat ikke klaget min sag i tide, så jeg kunne ikke klage til Ankenævnet efterfølgende,” fortæller han.

Det samme gælder Nichlas Permin og Maria Møller. Begge står i dag med ubeboelige huse og udsigt til et personligt tab. ”Kunderne fandt i sin tid, at en frist på 4 uger var kort, men havde forståelse for den på grund af omstændighederne. Ingen af kunderne eller deres advokater havde forestillet sig, at fristen ville blive håndteret og tolket på en måde, så igangværende, uafsluttede klager og sager ikke var omfattet,” siger Lone Hecht.