Glem finanskrisen – nu er vi i tiden efter coronakrisen

Mediebranchen er ikke blandt dem, der er lukket ned som følge af coronakrisen. Vi er i denne sammenhæng så heldige, at vi ikke fysisk møder vores kunder, og i hvert fald for en tid behøver vi heller ikke at møde kolleger. Denne udgave af Økonomisk Ugebrev er produceret fra medarbejdernes hjem, eksklusiv en enkelt grafiker, og sådan bliver det også med de kommende udgaver.

Alligevel er alt ikke som før i mediernes spalter. Nyhederne kommer i en strøm, så vi dårligt kan nå at dække, hvad der sker her og nu. Der er altså ikke meget tid til at skrive om det lange perspektiv. Men det kommer vi til, for selv i bedste fald, hvor der forholdsvis hurtigt kommer styr på sygdommen, og økonomien går i gang igen, vil verden ikke være den samme. Det er et regimeskifte, der sker i økonomien. Vi er på vej ind i tiden efter coronakrisen, og snart vil finanskrisen forekomme lige så fjern, som den bristede it-boble i 2000 gør det i dag.

Et godt eksempel er den finansielle regulering. I den nuværende situation er det vigtigt, at banker og realkreditinstitutter kan holde hånden under likviditetspressede kunder, og Børsen foreslog allerede i en leder forrige uge en corona-pause i den finansielle regulering, mens Berlingskes Jens Chr. Hansen tirsdag i denne uge slog til lyd for, at ”politikerne må hæve forbandelsen over bankerne”. Denne sidste kommentar må være skrevet, mens embedsmændene i Finanstilsynet sad og grublede over det nøjagtige ordvalg i en opsigtsvækkende pressemeddelelse . Her hed det, at ”Finanstilsynet ser ikke på nuværende tidspunkt, at den finansielle stabilitet er påvirket af situationen omkring coronavirus.” Taget bogstaveligt er udsagnet vrøvl. Selvfølgelig påvirker det den finansielle stabilitet, og det endda forholdsvis meget, når aktivpriser styrtdykker, når mange virksomheder og borgere mister deres indtjening, og når man diskuterer, om det er muligt at fastholde fastkurspolitikken. Men signalet var klart nok: Bankerne skal selvfølgelig handle ansvarligt og efter reglerne, men inden for de rammer har de i den ekstraordinære situation frihed til at gøre det efter eget, bedste skøn.

Det var altså meldingen fra det samme finanstilsyn, som kan finde på at give en bank et påbud, hvis den har lidt rod i sidenumrene i en af sine interne manualer. Så detaljeret er myndighedernes risikostyring af den finansielle sektor blevet. Den slags sker ud fra den underliggende forudsætning, at de finansielle institutioner ikke selv kan finde ud af styre deres risiko.

Men det har hele tiden været en overfortolkning af erfaringerne fra finanskrisen. Man har glemt, at det trods alt kun var halvdelen af banksektoren, der kom i problemer, og at selv i de krakkede banker var der penge nok til, at man ud af konkursboerne kunne svare enhver sit. Man har også glemt, at realkreditinstitutterne aldrig var i problemer. Tværtimod havde de overskud til at give henstand til kriseramte kunder, hvormed man undgik en stor bølge af tvangsauktioner.

Finanstilsynets melding viser, at man – enten tilsynet selv, regeringen eller begge – inderst inde udmærket er klar over dette. De finansielle institutioner er professionelle, og de er bedst til at vurdere risiko, så i en nødsituation er det dem, man må forlade sig på. Denne nødsituation vil i økonomisk forstand vare længe, for selv når smitten dør ud, vil der være en økonomi, der skal genetableres.

Men selv efter dét vil det være umuligt at få ånden tilbage i flasken igen. Det vil ikke give mening at sige, at nu er krisen overstået og risikoen nedbragt, så nu skal Finanstilsynet igen overtage detailstyringen. Hvis denne detailstyring var vigtig, så havde den aldrig været mere vigtig end lige nu.

Alt det her er ikke for at bortforklare, at mange banker svigtede op til finanskrisen. De kørte deres forretning ud fra en præmis om, at en hundredårskrise aldrig ville komme. Men på det punkt vil staten efter coronakrisen heller ikke selv have stor autoritet. Et problem lige nu er, at man gennem årtier har skåret sengepladser væk på hospitalerne, så vi ikke er klar til en sundhedsmæssig hundredårskrise. Det skal der gøres noget ved – ikke bare akut, men også mere strukturelt, så snart der er luft til det.

Læs også chefredaktør Steen Rosenbaks klumme på Finans.dk om genopbygningen efter coronakrisen. Han på-peger, at der vil være behov for ekspansiv finanspolitik i stort omfang, og man kan tilføje, at det ikke er finanspolitik af samme aftapning, som vi har vænnet os til de seneste årtier. Det er ikke investeringer i f.eks. klimaløsninger, der er brug for – det er likviditet hos virksomheder og forbrugere. Der er altså behov for lettelser i person- og selskabsskatter, og det går stik imod den linje, som regeringen og dens parlamentariske grundlag eller havde anlagt.

Som sagt – det er en helt ny verden, vi vågner op til, når den mest umiddelbare del af coronakrisen er overvundet.