Grønborg til bankerne: Det er tid til højere indlånsrenter

Bank-shaming er atter i højt gear: Denne gang skældes bankerne ud for at give kunderne lave indlånsrenter. Det tilbagevendende spørgsmål er: Må banker tjene penge, og hvor mange må de tjene? Det er vigtigt at holde fast i, at banker er cykliske i natur, og derfor er det nonsens at tale om indtjening i enkelte år/perioder. Per Grønborg argumenterer i denne kommentar alligevel for, at tiden er inde til at starte med at betale for indlån på transaktionskonti.

Så kører bank-shamingen igen i højt gear. Forbrugerrådet Tænks direktør Mads Reinholdt har Berlingske et debatindlæg, hvor han taler om bankernes enorme overskud. Et bud på en løsning man dog må kigge forgæves efter i indlægget. Torsdag i sidste uge var det Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, der ville pudse ministersten på bankerne. 

Vi husker alle sammen, hvordan bankerne ikke blot i Danmark, men i det meste af verden, kom i problemer under den økonomiske krise i 2008-10. Det, der med god grund blev benævnt finanskrisen. En krise, hvor staterne måtte træde til for at sikre et fortsat fungerende bankvæsen. 

Anden diskussion i Danmark

Enorme statsstøttebeløb og garantier efterlod store regninger til skatteyderne. I Danmark var det også dramatisk med de mellemstore banker Roskilde Bank, Fionia og Amagerbanken i front. Samt en statsgaranti på over tusind mia. kr. i bankindlån. 

Herhjemme endte debatten med at fokusere på, om staten fik betaling nok for at hjælpe bankerne med statsgarantier og efterfølgende ansvarlige lån, da markedet ikke var villige til eller i stand til at træde til. Men husk, at i Danmark endte regningen ikke hos skatteyderne som i mange andre lande. I Danmark skændtes vi om, hvorvidt staten havde tjent nok på at spænde sikkerhedsnettet ud. 

Krisen var et skoleeksemplet på, at banker er en cyklisk industri, og cykliske industrier bør man anskue over minimum en konjunkturcyklus for at vurdere, om indtjeningen står mål med risikoen. Hvorfor har en række aktører så travlt med at tale om overnormal profit i enkelte perioder? Det er nonsens at fokusere på indtjeningen i enkelte år.

Bankers indtjening afhænger af to primære forhold: Renteniveau og kredittab. Såfremt vi havde en velfungerende pengepolitik – det har vi ikke – ville en højkonjunktur medføre stigende renter og lave kredittab, og derfor høj indtjening i bankerne. Faktisk det markedsbillede, vi ser i øjeblikket, om end man dårligt kan kalde den aktuelle vækst for en højkonjunktur. 

Når væksten forsvinder, vil normal pengepolitik tilsige, at renterne sættes ned for at stimulere økonomien. Faldende rente giver måske nogle kortsigtede kursgevinster på obligationsbeholdningen, men den stabile del af indtjeningen – nettorenteindtægterne – falder, og samtidig vil kredittabene stige i en lavkonjunktur. 

Ingen pengepolitik

Med en normal pengepolitik vil bankernes indtjening strukturelt være cyklisk. 

Nu kan man dårligt kalde den danske pengepolitik for normal. Faktisk føres der ikke pengepolitik – der føres fastkurspolitik, det vil sige, at vi har låst vores rente til ECB’s renter, således at ECB bestemmer den danske pengepolitik. Det har bevirket, at efter finanskrisen har den danske rente været låst fast i en recessions-rente til trods for ganske solide vækstrater. Det har så til gengæld udløst en aktiv-boble, hvor f.eks. ejendomme er handlet op i højere priser på grund af adgang til billig finansiering. Noget, der blot kan forstærke den cykliske effekt fra kredittab. 

Konklusionen er, at man skal være yderst varsom med at kigge på egenkapitalforretning i enkelte år i cykliske industrier. 

Hvis man fra politisk hold skulle beskære bankernes indtjening i gode år, f.eks. ved at pålægge særskatter, som dele af venstrefløjen argumenterer for, vil det afkast, aktionærerne – det vil sige aktiemarkedet – kræver, næppe blive reduceret. Det vil blot betyde, at man vil kræve en strukturel højere indtjening før skat over hele den økonomiske cyklus, alternativt at man vil betale mindre for egenkapitalen i bankerne og derved gøre det dyrere for bankerne at tiltrække risikovillig kapital.

Husk, at egenkapital er den væsentligste risikovillige kapital, og den stiller aktiemarkedet ikke til rådighed uden at forvente en solid betaling herfor. 

Betaler bankkunderne i øjeblikket prisen for den forkætrede særskat på finansielle virksomheder? Det er nok også en del af ligningen. 

Ulven kommer 

Man husker ulvekoblet hyle om overnormal indtjening i bankerne i f.eks. 2018, til trods for at bankaktierne ofte handlede til halvdelen af indre værdi. Aktiemarkedet var kun villigt til at betale 50 øre for en krones egenkapital. 

Det var paradoksalt og udvander det nuværende hylekor i en situation, hvor en del af bankaktierne handler over indre værdi – dog ikke de to største danske banker: Danske Bank og Jyske Bank handles til ca. 80 øre per egenkapitalkrone. Når man råber ”ulv” for tidligt, bliver ens argument oftest svagt, når det endelig er berettiget.

Ulvekoret har været anført af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har leveret en række rapporter, hvor en central hjørnesten har været, hvad der er overnormal egenkapitalforretning i en bank. Desværre glemte Konkurrencestyrelsen deres analytiske anker i Nationalbanken, der allerede i 2020 havde lagt afstand (Boks 5 på side 21) til det approach, Konkurrencestyrelsen stadig bruger. Nationalbankens økonomer havde indset, at man ikke blot kunne ignorere aktiemarkedet, og med banker, der handlede til halvdelen af indre værdi, var en konklusion om overnormal profit nok en fejlslutning. 

Udfordringen er, når såvel politikere – herunder den nuværende erhvervsminister – som professorer kritikløst ophæver Konkurrencestyrelsens mangelfulde rapporter til at være den eviggyldige sandhed. 

Danmark har brug for en konkurrencemyndighed, der har faglighed i højsædet, og som ikke bruges at den aktuelle regering til at pleje egne mærkesager, som det har været tilfældet de senere år. Udfordringen er, at bank-bashing er populært i store vælgergrupper, og hvem vil ikke gerne have lavere bidragssatser eller høje indlånsrenter?

Men tilbage til bankerne: Har konkurrencestyrelsen ikke forstået, at banker er cykliske virksomheder, og at enkelte års egenkapitalforretning derfor er mindre relevant i det store billede? 

Spørgsmålet er, om den nuværende bank-shaming reelt er så folkelig udbredt, som f.eks. Tænk-direktøren påstår. 

Mit indtryk fra de mennesker, jeg møder, er, at den folkelige uvilje imod bankerne var markant større, da Nationalbankens rente var negativ, og bankerne tabte penge på indlån, end i dag, hvor indlån er en yderst profitabel forretning for bankerne. 

Positiv indlånsrente nu

Hvis jeg var bankdirektør, ville jeg seriøst overveje at imødekomme kritikken. Tiden synes inde til at begynde at betale til en positiv indlånsrente på transaktionskonti. Men jeg ville samtidig videreføre en beløbsgrænse, som vi også så, da renten var negativ, det vil sige, så man først får rente over et vist beløb. Nok ikke de 750.000 kr., der længe var industristandarden, men måske 25.000 eller 50.000 kr., og så en positiv rente på 0,25 pct. Det vil næppe rokke markant ved den nuværende business case.  

Vil kunderne have højere rente, må de flytte pengene til de højrentekonti, som de fleste banker tilbyder, og ellers er der frit valg hos f.eks. Bank Norwegian, Santander eller Saxo Bank. Problemet er blot, at her er renten heller ikke specielt høj, hvilket bringer mig videre til et helt andet tema: Substitutionsprodukter – noget, der han ramme bankerne markant hårdere end at betale en beskeden merrente på transaktionskonti. 

Risikoen er altså, at kunderne trækker penge væk fra bankbogen og placerer dem andre steder.  Det kan på sigt undergrave hele banksektorens forretningsmodel, hvis det for alvor tager fart. Men netop muligheden for at flytte indlån til andre placeringsformer er problematisk. Så det er her, politikerne bør se hen, fordi dette marked er hæmmet af forskellige uhensigtsmæssige begrænsninger. Det vender jeg tilbage til i næste udgave af ØU Finans.

Per Grønborg