Udviklingen de seneste år i den danske banksektor har aktualiseret spørgsmålet: Hvad har bankerne egentlig lært af finanskrisen 2007-2010? Efter Finanstilsynets advarsel i denne uge om, at bankerne skal holde igen med aktieudbytter og aktietilbagekøb, er det mest oplagte svar: Ingenting.
Op til finanskrisen i 2008 var risikovilligheden i mange danske banker ekstrem stor, hvilket gav udslag i alt fra en enorm udlandsekspansion (Danske Bank) og en ukritisk risikovillighed i udlånet, hvilket blandt andet gav grobund for pantebrevskarruseller og andre hurtige og spekulative tiltag. Da krisen så kom, viste det sig, at bankerne slet ikke var godt nok kapitaliseret. Vi mærker fortsat efterveerne at bankkrisen, som udviklede sig tifold værre end i vores nabolande (undtagen Island). En vigtig drivkraft var dels imperiebyggeri hos magtfulde CEO’er, og dels ønsket om at booste aktiekursen for at kunne høste gevinster på aktieoptioner og bonusordninger hos bankdirektører og andre ledende bankfolk.
I dag kan man godt få det indtryk, at det samme er ved at ske igen: Altså at mange bankledelser har næsten al fokus på at booste aktiekursen, og så kan man jo gætte på motiverne denne gang. Uagtet motiver virker det igen usundt, fordi grundlaget for at booste sine aktiekurser igen er baseret på et tvivlsomt grundlag.
Selvom vi de seneste år har set et massivt pres på bankernes basisindtjening (f.eks. engangsgevinster for konverteringsbølgen sidste forår), skruer den ene bank efter den anden op for aktieudbytter til aktionærerne og for tilbagekøb af egne aktier. Det er altså kapital, som anvendes til at please aktionærerne, i stedet for at styrke bankens kapitalgrundlag.
Set ude fra virker det nærmest grotesk, at bankerne i en tid, hvor de presses fra alle sider, ikke forsøger at opbygge en større kapitalbuffer til at stå i mod med under næste økonomiske recession eller finanskrise, eller til at stå i mod med når nye aktører disrupter den danske banksektor, eller når Nationalbanken sætter renter i endnu større minus.
Staten – og alle danske skatteydere – har allerede én gang sat hele butikken på spil for at redde de danske banker, med samlet fem bankpakker. Godt nok kan politikerne i dag glædestrålende fortælle om, at staten fik overskud på bankpakkerne. Ja, men i forhold til den risiko staten løb er gevinsten småpenge. Gevinsten ved væddemålet tilfaldt stort set kun bankaktionærerne. Det er et faktum .
Tilbage til i dag: Den manglende læring i nutidens banksektor blev faktisk signaleret ret klart forleden af Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, ved en tale , og budskabet er også penslet ud i en markedsredegørelse for banksektoren, udarbejdet af Finanstilsynet. Som offentlig myndighed, der skal sørge for ikke at komme politisk i klemme, bliver tingene naturligvis sagt med al mulig diplomati. Men budskabet er ikke til at tage fejl af, og det kunne let trædes hårdere igennem: ”Historien viser, at det kan være dyrt at rejse kapital i dårlige tider. Pengeinstitutterne bør derfor benytte de gode år til at konsolidere sig, og de bør være forsigtige med at betale udbytte eller foretage aktietilbagekøb,” udtaler Finanstilsynets direktør Jesper Berg i redegørelsen. Ved en tale gennemgik han grafikken (nedenfor) som viser, at bankerne risikerer at udhule sig eget kapitalgrundlag og/eller umuliggøre fremtidig udlånsvækst, hvis udbyttefesten fastholdes.
Og selvom Finanstilsynets tal viser, at det gik godt for den danske banksektor sidste år, så er billedet i virkeligheden langt mere dystert. Tilsynet lægger alene tallene sammen for sektoren, og Danske Banks fremgang sidste år er stort set eneste forklaring på det pænere billede. Økonomisk Ugebrevs seneste BankRating af 40 bankers performance viser, at 28 ud af 40 undersøgte banker sidste år havde tilbagegang i forrentningen af egenkapitalen. Bundlinjen er, at hovedparten af de danske banker bevæger sig ned ad bakke på en glidebane, uden at gøre meget ved det.