Økonomisk Ugebrev har gennem det seneste år kortlagt, hvordan Nykredit gennem et årti er blevet styrt af en magtjunta, hvor de reelle ejere, nemlig medlemmerne – bl.a. låntagere – ikke har noget at skulle have sagt. Blev det forelagt Foreningen Nykredits repræsentantskab, da bestyrelsen og den daglige ledelse, dengang Peter Engberg, tog den skæbnesvangre beslutning at købe Forstædernes Bank? Havde medlemmerne noget at skulle have sagt, da Nykredit-ledelse for at booste banken begyndte at sælge swaplån til virksomheder, landbruget og andelsboligforeninger i stedet for almindelige realkreditlån? Og havde medlemmerne indflydelse på, at Nykredit kastede sig ud i pantebrevshandel, som ligesom de andre strategiske satsninger kostede milliardtab?
Velkendt er det, at netop disse hændelser er den altiverskyggende forklaring på, at danskerne og virksomhedernes bidragssatser siden finanskrisens kulmination stort set er fordoblet. Ja, myndighedernes kapitalkrav til realkreditinstitutterne er også øget markant. Men de øgede krav har de veldrevne realkreditinstitutter, eksempelvis realkredit Danmark, ikke haft noget problem med at honorere gennem de akkumulerede selvskabte overskud. Milliardtabene i Nykredit på alt andet end realkredit har efter Nykredits ledelses mening nødvendiggjort de stigende bidragssatser, selvom der har været mange andre muligheder, blandt andet salg af ny aktiekapital, ansvarlig kapital og frasalg af forretningsområder, samt en endnu hårdere omkostningsslankning end den, der er i gang.
Velkendt er det, at øvrige realkreditinstitutter slet ikke behøvede at sætte deres bidragssatser op. De kunne i stedet hav skabt øget priskonkurrence, men de har valgt at følge i hælene på Nykredit. Resultatet har blandt andet været, at Realkredit Danmark er ekstremt velkapitaliseret, samtidig med, at der de seneste år er udbetalt milliardudbytter til moderen, Danske Bank. Vi erkender, at Nykredits nye topchef Michael Rasmussen overtog en nødlidende forretning, og det skulle særlige tiltag til for at rette op på skuden. Men at han sammen med den selvsupplerende bestyrelse for Nykredit og Foreningen Nykredit fortsætter et udemokratisk mummespil, hvor de menige medlemme, især låntagerne, i realiteten er sat uden for indflydelse på grund af udemokratiske spilleregler, bakket op af et pinligt og flovt passivt repræsentantskab med mange velkendte erhvervsnavne, er både ude af trit med tiden og udtryk for en usympatisk magtarrogance, hvor medlemmernes interesser kommer i sidste række.
I den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev beskrev vi, hvordan Nykredit efter alt at dømme er ved at igen at satse hele butikken på at ekspandere bankdelen. Det kunne lige ligne, at Nykredit nu træder på speederen i forhold til erhvervsudlån, lige før at den globale økonomi igen risikere at køre stejlt ned ad bakke. Mange ledende indikatorer storblinker i hvert fald. Værst er det dog, at Nykredits ledelse ikke vil udtale sig om de klare signaler om den nye erhvervssatsning, selvom det sikkert interesserer de flere 100.000 danskere, som er medlemmer og ejere af Nykredit.
Økonomisk ugebrev har undret sig over, at skiftende erhvervsministre har fredet realkreditten i forhold til den mangelfulde priskonkurrence, binding af kunder gennem bankkundeforhold, tvivlsomme forklaringer om baggrunden for de stigende bidragssatser og striben af inkonsistente udmeldinger, hvor senest Nykredit har argumenteret for øgede kapitalbehov, hvilket Økonomisk Ugebrev har argumenteret for lignede vildledning.
Baggrunden for de politiske skyklapper på Henrik Sass Larsen og måske senere Troels Lund Poulsen, begynder vi nu at forstå: Berlingske Tidende afslørede i en artikel i søndags, hvordan Nykredits politiske spindoktor og Sass Larsen, tilsyneladende har kommunikeret sammen om kommende artikler i Økonomisk Ugebrev, hvilket uden tvivl har lettet en eventuel samordning af udmeldte synspunkter. Det er for os ubegribeligt, at en stykke central erhvervspolitik som realkreditbidrag, som har givet erhvervslivet og danskerne er en ekstraregning på op mod 10 mil. kroner årligt, på den måde bliver handlet af, alt i mens store dele af underskoven i dansk erhvervsliv kæmper for at holde skindet på næsen.
Meget tyder på, at hensynet til de finansielle virksomheder i disse år for politikerne er meget vigtigere end den brede befolkning og erhvervslivet. Rigtigt er det, at vi har brug for solide finansielle virksomheder, som investorer og indlånere har tillid til. Men skal denne soliditet skabes på bekostning af samfundsmæssige hensyn og ved at spille fordækte politiske spil? Det synes vi ikke.
Det er også ubegribeligt at erhvervsorganisationerne på vegne af deres medlemmer finder sig i det. Hvor er Håndværksrådet, Dansk Erhverv, DI, Ejendomsforeningen Danmark og brancheforeningen Ejerlederne, samt Konkurrencestyrelsen (som jo nok er stækket af ministeren omkring iværksættelse af en konkurrenceundersøgelse) og Konkurrencerådet? Økonomisk Ugebrev forfølger sagen – af hensyn til samfundet og erhvervslivet.
