Helt forståeligt af aktiemarkedet begynder at vakle

Den amerikanske økonom Herbert Stein sagde engang, at ”if something cannot go on forever, it will stop”. De seneste dage har vist, at dette også er tilfældet med stigningerne på det amerikanske aktiemarked. Måneders næsten daglige rekorder er nu blevet afløst af fald i Dow Jones-indekset på over tusind point om dagen. Korrektionen i DowJones, med mere end 10 procent siden toppen, forekommer hverken overstået eller katastrofal, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.

Priserne på amerikanske aktier er stadig, set med historiske briller på, meget høje. Shiller PE Ratioen for S&P500 er stadig, efter de seneste dages fald, næsten dobbelt så høj som det historiske gennemsnit siden 1880’erne, den er stadig højere end den var ved åbningen af Black Tuesday i 1929, og S&P500 er stadigt steget med mere end 25 procent, siden Donald Trump blev valgt i november 2016. Man kan med andre ord sagtens forestille sig, at denne korrektion fortsætter en rum tid endnu, og at kurserne falder yderligere. Men det betyder ikke meget andet, end at amerikanske aktier blot så vil være lidt mindre overvurderede. Samtidig er det væsentligt at gøre sig klart, at det var en blanding af gode økonomiske nyheder, forventelige politiske tiltag og en uheldigt timet personudskiftning, som formentligt gjorde, at de amerikanske aktiemarkeder tager sig en puster netop nu.

De gode økonomiske nyheder kom i januars amerikanske beskæftigelsesrapport, som med 2,9 procent lønstigninger i de seneste 12 måneder indikerede, at de amerikanske lønninger endelig er på vej ud af den (næsten-) stagnation, man har set siden krisen begyndte i 2007. Dermed er der nu begrundet håb om, at de amerikanske arbejdere også kan begynde at nyde godt af det økonomiske opsving. Desværre gav disse gode nyheder så også de finansielle markeder en grund til at genoverveje deres fremtidige amerikanske inflationsforventninger, og eventuelt justere dem op sammen med forventningerne til antallet af Federal Reserves rentestigninger i det kommende år.

Og her spiller den efterhånden fuldstændigt vanvittige amerikanske finanspolitik en afgørende rolle. For ikke bare valgte den amerikanske kongres’ republikanske flertal for ca. en måned siden at give omkring 1,5 bio. doller i nye, ufinansierede skattelettelser i de kommende ti år. De seneste budgetforhandlinger indikerer, at Kongressen yderligere i de kommende to år vil hæve de statslige udgifter med flere hundrede mia. dollars til militæret, sociale formål og katastrofehjælp til orkan-, oversvømmelsesog skovbrandsramte delstater.

Alt i alt betyder de seneste politiske beslutninger i Kongressen derfor, at USA kan stå i den fuldstændig absurde situation, at Trump i 2018-19 får en større finanspolitisk lempelse, end Obama gjorde midt i krisen i 2008-2010 – på trods af at USA i dag reelt allerede har fuld beskæftigelse og kapacitetsudnyttelse. Der er derfor i dag, på grund af Kongressens uansvarlighed, større risiko for en markant stigning i den amerikanske inflation i de kommende kvartaler end set i mange år. Og man kan næppe forvente, at føderale budgetunderskud på væsentligt over 1 bio. dollars allerede fra næ-ste år ikke vil få også de lange amerikanske renter til at stige.

Midt i al denne politiske uansvarlighed er det så bad luck, at Federal Reserve – den klart vigtigste økonomiske institution i USA i dag – lige netop nu har fået en helt ny og uprøvet FOMC-chef i Jay Powell. Ikke at Jay Powell forventes at være nogen pengepolitisk høg, men han er ikke en kendt og testet størrelse som centralbankchef, og han har reelt set ingen personlig erfaring med pengepolitiske beslutninger, siden han blev udnævnt af Obama i 2012, andet end at følge, hvad først Ben Bernanke, siden Janet Yellen, gjorde. I en situation, hvor Federal Reserve også står uden viceformand, lige nu uden en uddannet makro-økonom i bestyrelsen, og – hvis man skal tro rygterne her i Washington – et krav om personlig loyalitet til Trump for at blive indstillet som Fed-chef, er det klart, at usikkerheden i de finansielle markeder om, hvordan FOMC vil håndtere en pludselig markant stigning i inflationen i USA, er voksende. Og usikkerhed giver som regel faldende kurser.

Man skal derfor forvente, at volatiliteten i det amerikanske aktiemarked vil fortsætte. Men samtidig må man være klar over, at i hvert fald på kort og mellemlangt sigt – indtil de stigende budgetunderskud på et tidspunkt leder til et renteniveau, som skubber økonomien tilbage i recession – er den amerikanske realøkonomi solid nok. Problemet lige nu er primært, at selv under Trump vokser træerne, aktierne og obligationerne ikke ind i himlen.