Hold på hat, briller og klima – DI er løs

Engang i midten af 00’erne holdt DI en konference om strukturreformer, og forinden var vi to journalister fra Økonomisk Ugebrev, der fik en eksklusiv invitation til at blive informeret om, hvad der skulle foregå. Det præcise emne var et eller andet teknisk om nationaløkonomiske konsekvenser af reformerne. På dagen for konferencen kunne vi se, at alle andre medier også havde fået en eksklusiv orientering, tilpasset hvert enkelts verdensbillede.

Politiken kunne f.eks. skrive noget om, at kommunesammenlægninger ville styrke skolerne, Jyllands-Posten om, hvor godt det ville være for borgerne i de mange, små jyske kommuner, og Mandag Morgen, som dengang havde it som en stor dagsorden, skrev noget med den vinkel. Konferencen viste sig også at være mere en peptalk end en faglig diskussion og vidensdeling. Nu skulle de sidste, bagstræberiske modstandere af strukturreformer skubbes af banen.

DI fik som bekendt sine strukturreformer. Uegennyttigt var det langt fra. Centralisering var et stort ønske fra store virksomheder, der på den måde kunne koble små konkurrenter af og samtidig få helt nye og store ordrer inden for især it-systemer. Danmark har levet med tømmermændene lige siden. Det viste sig besværligt at realisere synergieffekter ved sammenlægningerne, og set i bakspejlet skulle man ikke have negligeret, at hele bysamfund mistede deres kraft sammen med rådhus, politistation og byret. Disse har man siden måttet kompensere med meget dyre udflytninger af statslige institutioner. Nærmest katastrofalt blev den del af strukturreformerne, der handlede om skattemyndigheder. I skrivende stund vil den nye skatteminister, Morten Bødskov, end ikke love, at de problemer, man skabte sig, overhovedet har nogen løsning inden for en overskuelig årrække.

Man kan ikke bebrejde DI, at organisationen forfægter sine medlemmers interesser. Men man kan bebrejde os andre, hvis vi glemmer, at det er det, der sker. DI taler de store virksomheders sag, og det er mere eller mindre tilfældigt, hvis de er sammenfaldende med samfundets interesser.

At dømme efter de mange, positive reaktioner, der har været på DI’s nye klimaplan, er det en pointe, der er overset. En ting er, at planen, som beskrevet side 09, har en række svage punkter. Men hvad værre er, er det svært at se nogen ansvarlighed i den. Få punkter indeholder krav til virksomhederne, mens mange står til at give dem ny omsætning. Grundlæggende foreslår DI ikke andet, end at man køber klimaløsninger af deres medlemmer.

Svaret fra samfundet må være høfligt tak for tilbuddet. Men ikke nødvendigvis ja tak, og der er ikke dækning for, at det er ”stærkt, at DI nu løfter sin del af ansvaret for at forny erhvervslivets fortælling,” som Bjarne Corydon skriver i en leder i Børsen. DI’s direktør Lars Sandahl Sørensen får også for let spil i Berlingske , hvor han er citeret for det manende udsagn, at ”kombinationen af søde rosiner og sure pastiller skal afvejes” – hvorefter han lægger op til at få 120.000 flere i beskæftigelse, bl.a. gennem stramning af kontanthjælpssystemet. DI nøjes med det søde og overlader det sure til andre.

Vi undlod for øvrigt at skrive en optaktsartikel om strukturreformerne, dengang i 00’erne. Vi besluttede at vente at se, hvad der kom frem på konferencen. Det er ikke selvros, for beslutningen var primært motiveret af dovenskab. Det var rent held, at det viste sig ikke bare at være den mest magelige, men også den sagligt set rigtige beslutning.

BØRSEN: DET HALTENDE RETSSYSTEM

Af de omtalte strukturreformer var dem i kommuner, regioner og skattemyndighederne de mest profilerede, men der var også en retskredsreform med i pakken. I 2007 blev retskredse fusioneret, så der nu er 24 af dem, mod 82 forinden. Den del har man ikke talt så meget om, men det skulle man måske begynde at gøre.

Børsen har i de seneste uger prisværdigt givet omtale til det forhold, at en stadig større del af erhvervslivets tvister går uden om retssystemet. Det har sine gode sider, at folk løser deres problemer selv, men det er problematisk, hvis retssystemet i praksis ikke står til rådighed, når f.eks. en virksomhed prøver at snyde en anden for et større beløb. Onsdag skrev avisen , at selv om antallet af civile sager næsten er halveret over et årti, tager det uændret lang tid at få sådan en civil sag for retten. Straffesagerne bliver prioriteret højere, forklarer retspræsident Helle Bertung fra Vestre Landsret. Den forklaring er kun middelgod, da kriminaliteten også har været faldende det seneste år, som forklaret her af Mandag Morgens faktatjekkere. Selv om også politiske ønsker om at gå hårdere til straffelovsovertrædelser spiller ind, tyder noget på, at der også er gået koks i retssystemets jagt på synergieffekter.

Sten Thorup Kristensen