Pandoras stiftere har deres eget, eksklusive fondsmæglerselskab, som også tager sig af f.eks. familiens godgørende aktiviteter. Selskabet fremstår ambitiøst og internationalt orienteret.
To af de mindre fondsmæglere skiller sig ud med særlig høj vækst i nettorente- og gebyrindtægter i 2018. Det er dels North-East Family Office Fondsmæglerselskab, hvor indtægterne er vokset 205 procent, og Garda Capital Partners Copenhagen Fondsmæglerselskab, hvor væksten var 155 procent. Det er imidlertid ikke kun på tallene, de to selskaber skiller sig ud, men også på forretningsmodellen. Begge er i den trygge position, at de forvalter midler for ejerne – og kun dem. De skal ikke ud og slås om kunderne.
Familien, der henvises til i North-East Family Offices navn, er stifterne af Pandora, Winnie Liljeborg og Per Algot Enevoldsen. Fondsmæglerselskabet blev stiftet i 2013, ifølge dets hjemmeside som en full service provider for familien. I det ligger, at fondsmæglerselskabet f.eks. også varetager filantropiske uddelinger. Men setuppet fremstår ambitiøst og internationalt orienteret. “Since the foundation, the Family Office has evolved into a steady growing international organisation and the scope of activities has expanded to include a branch in Singapore, a separate asset management entity and a number of subsidiaries specialising in different fields such a private equity and venture,” oplyses det.
DET DANSKE SILICON VALLEY
Selskabet, der har revisor Martin Høyer-Hansen som adm. direktør og Jan-Ole Hansen og Lasse Dehn-Baltzer som øvrige direktionsmedlemmer, har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel, da man ikke ser sig selv som en sammenlignelig aktør med de fondsmæglerselskaber, der kæmper mod hinanden om kunderne, og da der også – uden selskabet oplyser hvilke – er særlige forhold, der gør sig gældende for regnskabstallene i 2018.
Hos Garda Capital Partners Copenhagen Fondsmæglerselskab i Hellerup skal væksten, ifølge adm. direktør Jacob Chres Jørgensen, ses i lyset af, at selskabet er ungt, og at kun et halvt års aktiviteter indgik i 2017-regnskabet. Selskabet blev dog registreret allerede i januar dette år.
Direktøren ønsker i øvrigt ikke at udtale sig, men som det fremstår ud fra de offentlige tilgængelige oplysninger, er selskabet et godt eksempel på et fænomen, der er omtalt på den måde, at København er et Silicon Valley for kapitalforvaltning. Denne betragtning er måske lidt højstemt, men der er det i det, at Danmark på grund af det komplicerede realkreditobligationsmarked har tradition for stærke, fundamentale analyser af værdipapirer. Det gør danske kapitalforvaltere attraktive over for kunder fra hele verden. Garda Capital Partners i Danmark har kun én kunde: Det amerikanske selskab af samme navn, der også er majoritetsaktionær i det danske selskab, mens Jacob Chres Jørgensen er minoritetsaktionær.
Moderselskabet Garda Capital Partners har desuden aktiviteter i Minneapolis, New York og Geneve. Det kom til verden ved et management buyout af obligationsafdelingen i Black River Asset Management i 2016, og allerede året efter etablerede man altså også et dansk datterselskab, der ifølge sin årsrapport har ansvaret for at forvalte en del af moderselskabets aktiver. Det har indtil nu været en fortrinlig forretning. I 2017 og 2018 blev der udbetalt lønninger og bonusser til ledelsen på henholdsvis 5,1 og 4,5 mio. kroner, hvortil kommer udbytter på henholdsvis 1,0 og 9,0 mio. kroner til ejerne.
BEGRÆNSET RISIKO
Indtjeningen kommer, på trods af at Garda undgår nogle af de centrale risici, som markedsrettede fondsmæglere må leve med. ”The company has no identified market risk as it will not take positions for its own account. Credit risk is limited given the company has only one client. Legal or operational risks are mitigated through established Compliance and firm policies and procedures,” som det konstateres i regnskabet.
Det er dog ikke alle risici, der er elimineret: “The primary risks related to the entity’s activities are a) portfolio risks b) dependence on employees with highly specialized skills and expertise and c) operational risk. Where possible, Garda CPH has implemented processes and measures intended to mitigate much of the risk associated with the Garda CPH activities.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her