Hvad er det, Henrik Poulsen gerne vil sige?

Når et medie bringer et stort interview med en magtfuld person, kan det være kommet i stand på to måder: Personen har inviteret mediet, eller mediet kan have inviteret sig selv. Ofte er det underordnet for læseren, om det ene eller andet er tilfældet. Men andre gange er det ikke, og f.eks. i Børsens interview med Ørsteds topchef Henrik Poulsen tirsdag ville det være en interessant oplysning, om Poulsen selv har været initiativtager, fordi der er et budskab, han gerne vil have ud. I givet fald er der grund til bekymring for selskabets aktionærer.

Det hele begynder fint: Poulsen er superglad for i sommer at have vundet bud på amerikanske havvindmølleparker foran de langt større olieselskaber Equinor (tidligere Statoil) og Shell. Men så igen: Det var faktisk kun halvandet ud af tre udbud, man vandt. Og især det tabte må vække panderynken, for Shell er tilsyneladende gået noget under den pris, Ørsted kunne regne sig frem til. Mareridtet for Ørsted er, at olieselskaberne har masser af penge, og de har en klar strategisk interesse i at komme hurtigt ind i markedet for havvind; også selv om det koster dem penge de første år. Så hvordan står Ørsted, der under stor politisk tumult netop har omlagt aktiviteterne fra fossile brændstoffer til havvindmøller? Tilsyneladende lidt vaklende, for resten af interviewet handler om to ting: Vigtigheden af at fokusere for at forblive en af de store spillere. Og vigtigheden af også at søge nye (grønne) græsgange i form af bl.a. solceller.

Læg dertil, at Henrik Poulsen minder om dengang for ti år siden, hvor alle – inklusive Ørsted – troede, at fremtiden var gas, og at han for nylig måtte fortælle aktiemarkedet om nye beregninger, der viser, at havvindmøller i deres levetid producerer et par procent mindre strøm end hidtil antaget. Det hele emmer af, at Henrik Poulsen ikke sover helt godt om natten; at han inderst inde er usikker på den strategiske retning. Tvivl i sig selv er sundt for en topleder, så hans udmelding er som udgangspunkt prisværdig. Men som investor skal man måske heller ikke købe chefredaktør Niels Lundes konklusion om, at det hele bare handler om at opnå ”optionalitet”. Investorerne skal være opmærksomme. Det gælder også den statslige storaktionær. Hvis den socialdemokratiske regering ikke vil risikere en ny Dong/Ørsted-ballade, var det måske en ide at slå til på forslaget fra Dansk Erhverv og få solgt den aktiepost, mens tid er.

STOP TABUET OM DE DIGITALE TEKNOLOGIER
De teoretiske muligheder i virtual reality er enorme. Senest i denne uge kunne man i Landbrugsavisen læse, at man med VR-briller forsøger at narre køer i den russiske vinter til at tro, at de går på en solbeskinnet eng. Men med alle perspektiverne, hvorfor er det så, at teknologien aldrig er blevet en del af vores hverdag? Det kan The Economist fortælle: Mange bliver simpelthen syge af at bruge VR-brillerne, der nok er avancerede som teknologi, men håbløst primitive i sammenligning med de menneskelige sanser. Brillerne er blevet bedre, men der er stadig mellem 25 og 40 procent af brugerne, der få den type symptomer, der opstår ved dybt ubehag – svimmelhed, opkastning, koldsved og lignende. Med så høje tal kan ikke forlade sig på, at f.eks. en bestyrelse med ti medlemmer kan tage en VR-tur gennem et nyt fabriksanlæg.

Det mærkelige er, at hvis man googler, kan man finde masser af artikler om alt det spændende, VR-kan bruges til, men kun få antydninger af problemerne. Alle synes at tage det som en selvfølge, at mennesket før eller siden må tilpasse sig den digitale teknologi. Men hvorfor er det sådan? På alle andre områder accepterer vi, at den menneskelige faktor er uomgængelig, og at det er virksomhederne og økonomien, der må rette ind. F.eks. kunne vi for længst have løst klimakrisen ved at gå fuldt og helt over til atomkraft. Men der er en accept af, at mennesker føler et ubehag ved den usynlige fare, og at vi er mere trygge ved røgen fra skorstenen, som vi dog kan se. Der er heller ingen, der gør nar af dem, som betaler 50 procent mere for en lejlighed eller et hotelværelse, hvis udsigten er blåt vand i stedet for grønt græs.

Men når det gælder digital teknologi, er det altså anderledes. Så fokuserer man f.eks. på, hvor smart det er med app-styrede løbehjul. Men man kan ikke forholde sig til, at de i praksis ligger og flyder på fortovene, mens udbydernes personale kommer i slagsmål på Istedgade, som Weekenda – visen skrev om forrige fredag. Og man kan heller ikke forholde sig til, at de fine digitale systemer, der skal fange hvidvask, aldrig er kommet til at fungere; hverken i bankerne eller hos myndighederne. Det er tabu, at man kunne løse en stor del af problemerne ved at kræve, at bankerne på gammeldags vis bogstaveligt skal se deres kunder i øjnene. Det er et tabu, medierne godt kunne gå foran med at bekæmpe.

Sten Thorup Kristensen