Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Hver 4. bank øger kvindeandel i topledelsen

Claus Strue Frederiksen

torsdag 11. september 2025 kl. 17:55

Illustrationen er genereret med AI (ChatGPT)

ØU Mangfoldigheds Rating Finans 2025: Det seneste år er andelen af kvinder i den daglige topledelse steget i danske banker. Ud af de 15 banker i Økonomisk Ugebrevs undersøgelse har fire forbedret kønsbalancen i topledelsen. Blandt andet Nordea og Danske Bank. Banksektoren halter dog stadig efter resten af dansk erhvervsliv både for kønsbalancen i topledelse og i bestyrelse. F.eks. har hverken Sydbank, Ringkjøbing Landbobank eller SJF Bank kvinder i topledelsen, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i årets rating af kønsdiversitet i finanssektoren.

Økonomisk Ugebrev har undersøgt kønsbalancen i topledelsen og bestyrelsen i 15 banker og tre store forsikringsselskaber. Kortlægningen viser, at andelen af kvinder det seneste år er steget i bankernes topledelser, defineret som executive management.

I 2024 var 20 pct. af toplederne i danske banker kvinder. I dag er andelen af kvindelige topledere steget til 23 pct., altså en forbedring på tre pct. -point på ét år (Se noten nederst næste side).

Den positive udvikling skyldes, at fire af de 15 banker i undersøgelsen har øget andelen af kvinder i topledelsen det seneste år. F.eks. blev Nana Lottrup Nørgaard i foråret ansat som bankdirektør i Vestjysk Bank. Sammen med administrerende direktør Peter Hupfeld udgør hun nu topledelsen i banken, der altså har en 50/50 kønsfordeling.

Danske Bank, Jyske Bank og Nordea har også forbedret kønsbalancen i ledelsesgruppen, og ingen af de øvrige banker i undersøgelsen har reduceret kvindeandelen. Bankernes topledergrupper består i snit af 4,3 personer svarende til 64 topledere, heraf 15 kvinder. Sidste år var fordelingen 11 af 64, altså fire kvinder mindre og fire mænd mere end i år.

Bankerne halter stadig en smule efter resten af dansk erhvervsliv. I de 100 selskaber, der indgår i dette års udgave af Økonomisk Ugebrevs Top-100 Mangfoldigheds Rating, er andelen af kvindelige topledere nemlig 25 pct. i forhold til bankernes kvindeandel på 23 pct.

Seks banker har slet ingen kvinder i topledelsen. Her kan Skjern Bank dog undskyldes med, at topledelsen kun består af én person. Omvendt har Sydbank, Ringkjøbing Landbobank og Sparekassen Sjælland-Fyn alle mindst tre personer i topledelsen, men altså ingen kvinder.

Ifølge Sydbanks mangfoldighedsrapport ønsker banken at sikre diversitet mht. alder og køn på bankens øvrige ledelsesniveauer, herunder topledelsen: ”Målet er at sikre, at personer af det underrepræsenterede køn udgør mindst 35% af bankens øvrige ledelsesniveauer ved udgangen af 2027.”

De tre forsikringsselskaber i dette års finans-rating klarer sig endnu værre end bankerne, når det gælder kønsbalance i topledelsen. Tilsammen består topledergrupperne i Alm. Brand, Sampo og Tryg af 16 medlemmer, heraf tre kvinder – altså en kvindeandel på 19 pct. Alm. Brand har 25 pct. kvinder, Tryg 20 pct. og Sambo kun 14 pct.

Som det fremgår af afsnittet under tabellen, der omhandler kønsbalancen i finansbranchens bestyrelser, overgår de tre forsikringsselskaberne dog på dette punkt ikke blot bankerne med flere meter, men er også foran resten af danske erhvervsliv.

Mangfoldighed i Finansbranchen 01

Forsikring klarer sig godt

Mens de tre forsikringsselskaber ligger lavt, når det gælder kvinder i topledelsen, så vender billedet i forhold til kvinder i bestyrelsen. Sammenlagt har de tre forsikringsgiganter 24 eksterne bestyrelsesmedlemmer, heraf ni kvinder, altså en kvindeandel på 38 pct.

I toppen af listen ligger Alm. Brand, der har en ligelig kønsfordeling i bestyrelsen med tre kvinder og tre mænd. Blandt de øvrige 17 finansselskaber har Jyske Bank og Sydbank også lige mange mænd og kvinder i deres bestyrelse – i de resterende 15 bestyrelser er mændene i overtal.

To banker, Danske Andelskasser Bank og Saxo Bank, har slet ingen kvinder i bestyrelse. De bidrager således til at trække kønsbalancen for banksektoren ned. Samlet set har de femten banker 115 eksterne bestyrelsesmedlemmer, heraf 33 kvinder – altså en kvindeandel på 29 pct.

Selvom der er tale om en stigning i kvindeandelen på to pct.-point i forhold til sidste år, halter bankerne stadig efter resten af dansk erhvervsliv. I dette års undersøgelse af kønsbalancen i danske top-100 selskabers bestyrelser udgør kvinderne 224 af en samlet pulje på 665 medlemmer, altså en kvindeandel på 34 pct.

Overraskende har bl.a. Lån & Spar Bank kun en kvindeandel på 13 pct. i bestyrelsen. Den delvist lønmodtager-ejede bank har blandt de store aktionærer Danmarks Lærerforening og Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer, hvor formentlig mere end halvdelen af medlemmerne er kvinder. ifølge Gordon Ørskov Madsen, bestyrelsesformand i Lån og Spar Bank, er banken meget bevist om kønsfordelingen i bestyrelsen:

”Vi har en klar målsætning om at opnå en 60/40-fordeling, og i vores vedtægter er det indskrevet, at repræsentantskabet aktivt skal tilstræbe dette, når bestyrelsen sammensættes. Bestyrelsen vælges på det årlige repræsentantskabsmøde, hvor kandidater typisk kommer fra bankens ejerkreds. Vi arbejder derfor løbende på at sikre, at der både blandt ejerne og i de opstillede kandidater er et reelt grundlag for at skabe en mere balanceret kønsrepræsentation.”

Kvindeandelen på nul i Danske Andelskassers Bank må også anses for overraskende. Andelsbevægelsen har sit udspring i almindelige danskere, og derfor er det oplagt, at der her var en mere ligelig kønsfordeling.

Økonomisk Ugebrev har rakt ud til Danske Andelskassers Bank, som ikke har ønsket at kommentere bundplaceringen. I årsrapporten oplyser banken dog, at efter kønsbalanceloven trådte i kraft den 1. januar 2025, har banken indført et måltal for det underrepræsenteredes køn på 33 pct. pr. 30. juni 2026.

Banken meddeler desuden: ”Bestyrelsen er opmærksom på ønsket om ligestilling, men vægter de faglige kvalifikationer samt kontinuitet i bestyrelsen højest. Bestyrelsen har fremadrettet fokus på at identificere eventuelt potentielle kandidater af det underrepræsenterede køn, som kan opfylde kompetencebehov og erfaringskrav.”

Modsat andre danske mid cap-selskaber – og large cap, for den sags skyld – der alle har kvinder i bestyrelsen, har Danske Andelskassers Bank tilsyneladende ikke været i stand til at finde kvinder med de rette faglige kvalifikationer, der var i stand til at indtræde i bankens bestyrelse.

Den fulde artikel kan også læses her.

Mangfoldighed i Finansbranchen 02

Note: I sidste års undersøgelse blev Saxo Banks topledelse angivet til at bestå af fire mænd og nul kvinder. Udgangspunktet var her Saxo Banks Board of Management. I forbindelse med dette års undersøgelse har vi efter anmodning fra Saxo Bank taget udgangspunkt i bankens Executive Spokespeople, der slut august bestod af fire mænd og en kvinde, altså en kvindeandel på 17 pct. Saxo Bank oplyser til os, at ’Executive Spokespeople’ dækker over bankens øverste ledelsesgruppe. Da kønsbalancen i denne ledergruppe ifølge Saxo Bank var den samme sidste år, har vi i denne artikel justeret relevante data – det betyder bl.a., at Saxo Bank ikke indgår i puljen af banker, der har øget kvindeandelen i topledergruppen det seneste år. Det betyder også, at vi i denne artikel har opjusteret kvindeandelen for sidste år for banksektoren fra 16 pct. til 20 pct.

Claus Strue Frederiksen

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank