Før man opfandt de blå/hvide vejskilte, der viser vej til virksomheder og lignende, fandtes kun de rød/hvide skilte. De måtte kun bruges til bynavne, men der var en enkelt undtagelse i Vojens, hvor et sådant skilt viste fra hovedvejen ind til køleskabsfabrikken Brdr. Gram. Kommunen havde forklaret virksomheden, hvad de landsdækkende skilteregler sagde, men Brdr. Gram var ligeglad og ville have sit skilt, og sådan blev det.
Brdr. Gram talte med stor vægt i Vojens dengang i 70’erne og 80’erne, hvor denne klummeskriver boede i kommunen. Den gav masser af beskæftigelse i en tid, hvor der ellers var høj arbejdsløshed. Den sponserede også alskens aktiviteter i byen, og den er direkte og indirekte skyld i, at Vojens den dag i dag fylder uforholdsmæssigt meget på sportens landkort. Brdr. Gram byggede en skøjtehal, og i den voksede en af landets mest vindende ishockeyklubber op. Speedwaybanen havde kommunen råd til at anlægge, fordi den i kraft af skatteindtægterne fra Brdr. Gram var relativt rig.
Brdr. Gram var på sin vis større end sin by. Men den var ikke større end sit land. I den sammenhæng var virksomheden blot en af de mange små og mellemstore virksomheder, der dengang udgjorde dansk erhvervsliv.
Det har siden ændret sig. I dag har Danmark et par håndfulde virksomheder, der har samme position nationalt, som Brdr. Gram dengang havde for Vojens. Denne ændring i erhvervsstrukturen er ikke noget, der er reflekteret meget over, men den har været meget tydelig her under coronakrisen. Novo Nordisk, Lego, Mærsk og DSV Panalpina er mastodonter, som har spillet en betragtelig rolle i at få central infrastruktur under sundhedssektoren til at virke. Uden dem havde Danmark haft et stort problem med at skaffe testkapacitet og værnemidler.
Weekendavisen stillede i sidste uge spørgsmålet, om venstrefløjen er ved at vinde fortællingen om den økonomiske krise. Dette især med henvisning til Enhedslisten, hvis chefideolog Pelle Dragsted har fremført det synspunkt, at staten skulle tage ejerandele i de virksomheder, der får krisehjælp. Det var en god dag for Dragsted, da Margrethe Vestager gav grønt lys til, at staterne kan købe sig ind i virksomheder, som ellers kan komme på kinesiske hænder.
Alligevel er svaret på Weekendavisens spørgsmål: Nej. Venstrefløjen er tværtimod ved at tabe kampen om fortællingen, og hvis det fremstår anderledes, er det fordi medierne endnu ikke har haft tid til at tage en tur op i helikopteren. Debatten og nyhedsstrømmen handler endnu mest om den lavpraktiske håndtering af coronakrisen, og så glider politisk spin lettere gennem medierne.
Måske er det uretfærdigt at fremhæve de fire ovenfor nævnte virksomheder. Som vi beskrev i sidste uge, er der endnu kun trukket ganske lidt på hjælpepakkerne. De store virksomheder har klaret sig på andre måder. Som vi også har beskrevet, står nogle store pengetanke vagt om langt de fleste store virksomheder og værner dem mod fjendtlig overtagelse. Så selv om Enhedslisten fik sin vilje, ville staten groft sagt kun stå tilbage med aktier i nogle i forvejen kriseramte detailhandelskæder.
Der er simpelthen noget overraskende bundsolidt over dansk erhvervsliv.
Naturligvis er det godt at have et stærkt erhvervsliv. Men det er blevet så stærkt, at det også må vække den refleksion, som vi hidtil er sprunget over.
DR kørte for nogle uger siden flere historier om, hvor stor en plads virksomheder og erhvervsfolk spiller i den aktuelle krisehåndtering. Artiklerne var lidt uforløste, for man kunne ikke rigtigt få nogen til at sige, at der var et problem. Men det var tydeligvis det, der blev antydet. Det, DR ikke kun få formuleret, er, at vi nu har set, at i en alvorlig krise er Danmarks fundament ikke staten med de demokratisk valgte politikere, men nogle virksomheder, der har vokset sig så store og stærke, at de i lange stræk kan matche eller endda overtrumfe staten.
Mangler der testkapacitet? Den fikser Novo Nordisk, og det koster dem næppe meget mere end endnu et trivielt søgsmål i USA.
Det, som man må forholde sig til efter coronakrisen, er, at det danske samfund er anderledes, end vi har tænkt og opfattet det. Det er ikke en stærk stat, der er vært for nogle store virksomheder og pengetanke. Det er snarere omvendt. Lad de store virksomheder få, hvad de vil have af vejskilte og deslige. Udfordringen kommer, når de vil have mere.
Det er ikke en bekymring, Vojens har længere. Brdr. Gram er for længst væk, og kommunen er det for så vidt også. Den en nu en del af Haderslev Kommune. Ishockeyholdet bærer heller ikke længere byens navn; det hedder i dag SønderjyskE. Storhedstiden, hvor Vojens bare havde større økonomiske muskler end de fleste andre, forsvandt sammen med byens store virksomhed.
