Hvornår holder Nationalbank-direktør Lars Rohde sin afskedsreception? Da Lars Rohde i starten af februar 2013 startede som ny førstemand i Nationalbanken, blev det udmeldt et halvt år tidligere fra regeringens ansættelsesudvalg. Derfor forekommer det umiddelbart besynderligt, at der endnu ikke er sat navn på Rohdes afløser, kun godt to uger før han fratræder ved udgangen af januar. Og der er heller ikke udsendt en meddelelse om, at Nationalbanken holder afskedsreception, som ved tidligere direktør-skift har ligget kort tid efter fratrædelsen. En gruppe topembedsmænd har som minimum siden starten af september, altså i fire måneder, arbejdet med at finde en ny Nationalbank-direktør. Og de har med stor sikkerhed også lige efter regeringsdannelsen forelagt det nye koordinationsudvalg nogle indstillinger til kandidater.
Det er naturligvis ikke godt, at det trækker ud med en nyudnævnelse, da det skaber usikkerhed om opbakningen til den nye chef. Hvis tiden trækker mere ud, er det sandsynligt, at Lars Rohde må blive lidt længere end forventet, eller også udpeges der en konstitueret direktør blandt de aktuelle direktionsmedlemmer, indtil den rigtige mand eller kvinde er fundet. Men det er tilsyneladende vanskeligt, og det er ikke så godt.
MWL/STK